Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - P. E. Lange-Müller 1850—1920. Af William Behrend
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Behrend
stille, intimt forstaaende Samliv med
Naturen, der »vander, binder op og
solevender» (som Chr. Richardt
digter om Gartneren). Naturen har da
været hans Hjælper og Styrker i
Skrøbeligheden, og han har varmt og inderligt
sagt den sin fine, friske, yndefulde og
ydmyge Tak i Instrumentalværker som
»Meranerreigen» og
»Weyerburg»-Idyl-lerne. I Orkestrets Klange har han ogsaa
kaldt til Live hint Østerland, som han
drømte om som ung og siden selv lærte
at kende. — Men i hans Sange er det
først og fremmest dansk Natur, der har
bevæget hans Følelse, sat hans Fantasi
i Svingning og kaldt paa hans
Kunstner-ævne til at skildre og hylde den. Den,
der skrev Sangen: »Vi elsker vort Land»
— en Melodi, der, uagtet den ikke
hører til Kunstnerens mest lykkede, ikke
tilfældig er blevet hans mest kendte og
folkekære — hans Kærlighed til dansk
Natur hænger dybt og nøje sammen med
en stærk oprigtig Fædrelandskærlighed.
Dansk Land, dansk Natur har
Lange-Müller som ung og som gammel skænket
sit Musikerhjærte. Hvor nøje er han
ikke indlevet med vor Natur, hvor ømt
har han ikke hæget om de Stemninger,
den rummer og genspejler i et
Menneskesind, og hvor fint og skønt har han ikke
kunnet give dens musikalske Udtryk! —
Hvilket Landskabsbillede er ikke: »En
Rand af diset Hede» — hvilke
Senhøst-Stemninger i »Faldende Blad» eller »Nu
suser den kolde Oktober Blæst»
—hvilken Muldfriskhed i »Det dufter til Regn!»
»Naar Sol gaar ned» og »Skumring»
har Lange Müller kaldt to af sine
Sanghæfter. Betegnende Titler. Saaledes som
vi har faaet Indtryk af hans Naturel,
forstaar vi, at Skumringen derude, de
Stunder, hvor Dagens svigefulde
Klarhed viger for Aftnens hemmelighedsfulde
Tavshed og Forjættelse med
Kornmods-glans og tindrende Stjærner, mest drager
ham, og at Nattetimerne ved Havet,
hvor Bølgeslaget mod Stranden synger
den enstonige Nirvanasang, de
drømmeriske maanelyse Nætter er ham kære
som Efteraarets skønne Hendøen i
broget Pragt. Saadanne Sange som »Se,
blygraa Sky’r mod blygraa Sky’r sig
vælte» (Thor Lange) eller »Det skumrer
over Bølge» (Recke) lader ane, med
hvilket mystisk-religiøst Sind denne Musiker
kan staa overfor Naturen.1 Men i sin
Kærlighed til den har Lange-Müller
ogsaa fuldt aabent Blik for dens liflige,
lyse, sommerlige Side. Han har ladet
det klare Solskin skinne ud, straalende
og tillidsfuldt, han har prist den
blomstrende Linds Løv og Duft, Dugdraaben
paa en Rosengren. Det nordiske Foraar
med dets forunderlige Blandning af
Lykke, blid Ynde og urolig bævende
Længsel har han besunget; end ikke Vinteren
med dens Snefnug og det visnede Græs
begravet under Sneen er hans Sangmuse
ukendt.
Mest har Lange-Müllers Naturlyrik —
i Overensstemmelse med hele hans
Kunstneranlæg — villet vække Stemninger og
male i brede anskuelige Træk.
Naturalistisk Gengivelse — baade paa
gammel og moderne Manér — vilde ligge
hans Kunstnersyn fjærnt. Men hist og
her finder vi dog i hans Musik saadanne
Enkelttræk: en Skovfugl, der synger;
fantastiske Lyde, naar den vældige Bjørn
traver gennem den natlige Skov;
Jagthornet i den kolde Oktobernat;
Maane-straalers fine Spind, Stjærners skælvende
Tindren — og naar vi møder dem,
sikkert holdte indenfor den Skønhedslov,
Komponisten altid hylder, giver de
Billedet dobbelt Liv og Anskuelighed, alt
mens de vidner om hans fine Iagtta-
1 Et direkte Vidnesbyrd om et religiøst
Sindelag har L.-M. aflagt i det skønne og
storstilede kirkelige Værk (for Kor): »Tre Psalmer»
Op. 21.
218
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
