Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Sigrid Undsets sidste roman. Av Kristian Elster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kri s tian Elster
Humor, komisk sans, latteren, smilet, vid
det, — det var altsammen ikke så fint
som alvoret. Tragiske skulde vi være.
Det gjælder ikke mindst de kvindelige
forfattere. Hvormangen en Grete fra
»Kierlighed uden strömper» spiller ikke heltinde
i moderne kvinderomaner. Hvilke
konflikter, av rang med savnet av et par
strömper, fylder ikke bindsterke romaner
med deres tragedie, deres elskovsulykke,
deres skilsmisse og deres snak og selvmord.
Hvilke betroelser, hvilke avslöringer, hvilke
blottelser av kvindenaturen i stil med Gretes
bekjendelser over en tallerken erter!
Dystre, mörke, med hang til det
tragiske er noget nær alle vore forfatterinder,
også de virkelig betydelige. Den komiske
sans eller evne til satire, for ikke at nevne
selvironi, er meget sjelden at finde hos
dem. Og de som eier evnen, bruker den
ikke i sin forfattervirksomhet. Camilla
Collett, hvis roman »Amtmandens dötre» blev
til för den ibsenske höitidelighet var blit
et literært dogme, hadde en sikker
virke-lighetssans som holdt hende fri for den
uegte tragiske stil. Men hendes alvor var
urokkelig. Hun eiet bedsk ironi, men i
sin roman turde hun sjelden anvende den.
Hun skrev ut fra et personlig livsforlis og
for en stor sak. Alt hun skrev fik præg
av den skuffelse og smerte den ene månd
hadde tilföiet hende. Hun opfattet
erotiken som smerte og forbindelsen mellem
månd og kvinde som en art
livsforban-delse for kvinden, fordi den förte over
hende undertrykkelse, livsslaveri . . .
Endnu mörkere, fanatisk, og dogmatisk i sit
svartsyn er Amalie Skram, for hende er
erotiken en livsulykke, kvindenaturens
forbandelse. Den er ene og alene en
sansernes onde magt, lidelsesfuld for den
kvinde den overvælder, fortvilelsesfuld ved
sine fölger, barnene, arvingerne til
forældrenes ulykke, smertens stadige fortsættelse.
Hendes store mærkelige lidenskabelige
skjæbneroman »Hellemyrsfolket» er en
beretning om kjönnets elendighet og den
livets forbandelse som forfölger avkommet.
Den er en av vor literaturs mest dystre
böker, teoretisk i sin tankegang, den er
uten et lysglim, uten et smil.
Alvilde Prydz er av de forfatterinder,
som er i tragisk stil og som gjerne blåser
hver liten egteskapshistorie mellem de
ordinæreste mennesker op til stor tragedie.
Skjæbner som fortjente komediesmilet, eller
som i alle fald ikke burde sökes löftet
over jevn virkelighet, omfatter hun med
det störste alvor. Det er mange Greter i
hendes böker. Selv der hvor hun er mest
egte, er hun altid mörk, grublende over
livets uretfærdighet, men med sterke
idealistiske længsler. Hverken hun eller
hendes kvindefigurer har nogensinde drömt at
det er noget som heter selvironi, det er
vel derfor at en yngre generation —
kanske litt uretfærdig — har så vanskelig for
at ta dem alvorlig. Hos hende er
erotiken först og fremst et diskussionstema,
foranledningen til en umådelig mængde
teoretisk passiar.
En langt större kunstnerbegavelse var
den tidlig avdöde Ragnhild Jolsen. Hun
var fremforalt temperamentsmenneske med
en biodrik, tung fantasi. Hendes digtning
svinger mellem dunkel romantik og djerv
realisme. Hun var langtfra færdig som
kunstnerinde da hun döde, hendes
virke-lighetssans holdt netop på at fæstne sig,
få magt. Hun kom fra en stor gammel
slegtsgård og var opvokset med dens
traditioner, dens sagn, dens mystik; men nær
den lå brukene, der bodde arbeiderne, og
indtrykkene fra disse to forskjellige
verdner bröt i hendes kunst. Mystik og
virkelighet. Erotiken i hendes böker er den
oprindelige naturkraft, snart mystisk
opfattet, snart tung av dröi virkelighet.
Barbra Ring nærmer sig igjen
tragedien. Hendes fængslende moderne
romaner er alle tragedier om kvinder som
kjæm-per for sin elskov mot et bornert
samfund. Fru Ring er blit et eksempel på
hvor altfor höitidelig en norsk forfatterinde
kan ta sin opgave; for hun eier i
virkeligheten et rikt fond av komisk sans og skarp
ironisk iagttagelsesevne: men i hendes
romaner er der litet av smilet eller ironien.
Alle hendes kvindeskjæbner opfattes
tragisk, hvor hun vilde ha nådd længere om
hun hadde latt det komiske lys falde over
dem. Hendes styrke er den hurtige stil,
hvori det moderne liv lever med sin
ilfær-dighet, hendes ivrige tagen del i
menneske-skjæbnerne, hendes lidenskabelige stillen
sig selv i breschen for meninger og mål.
Hun kjæmper tappert ensidig for sit
livssyn, skade bare at hun i sine romaner tar
sine heltinder ikke alene så alvorlig, men
også höitidelig.
376
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
