Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Linier i Kai Nielsens Kunst. Af Johannes Kragh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Kragh
atter paa, hvad det betyder af Mesterskab
at kunne faa frem en saa frisk og
fejende Bevægelse i en saa mægtig Gruppe
(dens Størrelse ses paa det af
Englænderen Steele udførte Fotografi af Kai
Nielsen), hvad det betyder som Teknik, af Slid
og Udholdenhed, men først og fremmest
af Talent. Denne Gruppe saavel som
den morsomme Figur Frugtbarheden
(begge tilhører Skibsreder Klaveness i
Kristiania) staar nok foreløbig som et af
Kai Nielsens Hovedværker. Vi er med
disse Arbejder naaet frem til den seneste
Tid og dog foreligger allerede et Par nye
Værker, hvoraf et meget betydeligt.
Jeg tænker paa den liggende
Kvindefigur — endnu ikke fremkommet og
derfor uden Navn. Den kan minde om
andre Kunstværker, baade Sergeis Satyr
og Michel Angelos døende Adonis, ja,
og hans Aurora fra Medicæerkapellet
kan komme frem i vor Erindring, men
denne Figur kunde ligne hundrede andre
dog betage os ved sin Nyhed —
jeg kunde fristes til at sige
Nyskabt-hed.
Michel Angelo! Ja, hans sjælelige
Plan var endnu højere, hans formende
Evne var uendelig meget præcisere, og
dog — der er Slægtskab — ikke blot
ligefrem udvendigt, men Lighed ogsaa
i noget indefra kommende storladent
og mægtigt. Kai Nielsen har i sin
Kunst søgt det kvindelige under næsten
enhver Form; ofte blev det grovt og
plat, han har lavet mange Karrikaturer,
har ofte haft Drengenes Lyst til at sige
»uartige» Ord, sligt er dog altsammen
Ungdommeligheder. Han har søgt
videre og fundet — det spædt
jomfruelige, det nyskabt-Evamæssige —jeg har
allerede to Gange omtalt hende med
den vidunderligt slanke Ryg og det
sødt forundrede Udtryk, hende, som jeg
kalder Kai Nielsens Musa, hende, som
han altid skulde stræbe at blive vær-
dig — men denne sidste Figur
forekommer mig at indeholde et dybere
Greb end nogen af de andre. Leda
med Svanen (et Arbejde fra de sidste
Aar) ejer ogsaa en dybtfølt
Lidenskabelighed, men den tilhører
Blaagaards-Plads-Stilens lidt for kraftige, næsten
hollandsk-virkende Bondeagtighed —
derimod: Denne sidste Skabning af vor
Kunstner er adelig i sit hele Præg:
Lidenskab og Længsel, begge er de bundne
i denne stolte kvindelige Form. Lad
den endnu være lidt udflydende i sin
Formgivning, dette giver den samtidig
en Præg af Liv og Varme, af Blødhed
og Charme, som hans uopnaaelige
Forgænger, den store Michel, ikke ejede,
maaske heller ikke ønskede — og dog:
Capella Sistina-Loftets Eva fra
Syndefaldet lader ane noget beslægtet: Hun
kunde godt være Stammoder til Kai
Nielsens sidst-fødte, der for mig staar
som det hidtil fuldkomneste af alt, hvad
han har skabt.
Kai Nielsen har været alvorligt syg
flere Gange i de senere Aar, men jeg
tror, det har været sundt for hans
voldsomt producerende Kunst at faa disse
ufrivillige Hvileperioder; det har været
som Opdæmninger for en Strøm —
naar Slusen aabnes, vælder den kun frem
med saa meget større Kraft.
Michel Angelo taler i en af sine
Sonetter om de Pavser, der indfinder sig
i hans »ædle Stræben mod det høje»,
hvorledes han kun til Tider kan svinge
sig op til de Højder, hvor han helst
altid vilde være, udsiger, hvorledes
Natten, der — sørgelig og mørk som den
er — »isner mit Hjerte for dobbelt at lade
mig føle Dagens Styrke, som opflammer
mig til Kærlighed og Tro ved sine
himmelske Straaler»–thi »det sjældne
456
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
