Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Leonora Christine Ulfeld. Av Bering Liisberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bering Li isberg
skønne, at hun sikkert vilde beundre
dem mere end noget andet, Hds.
Majestæt kunde vise hende. Hun tog
Dronningens Haand, drog Handsken af og
kyssede Haanden saa nydeligt, at hun
ikke med Ord kunde have sagt Hds.
Majestæt en større Kompliment. Og
med en henrivende Fortrolighed løftede
hun Dronningens Törklæde for at kunne
se hendes Hals, — man skulde tro, det
var to Søstre, som havde kendt hinanden
hele deres Liv.
Dronningen var ganske indtaget i
hende, og hele Dagen talte vi kun om
den danske Dame, hendes blide Alvor,
den Ynde der var over alt, hvad hun
foretog sig, hendes Kundskaber og
Aand-fuldhed. Men med al hendes Blidhed
og Ynde var der en fornem Stolthed
over hende, der bl. a. viste sig, da hun
kyssede Dronningen af England, hvem
hun blev præsenteret for, og som gjorde
at hun aldrig lagde nogen Ydmyghed for
Dagen, men stadig vidste at føre sig
efter sin høje Byrd».
Dog, det var ikke blot ved det
forfinede Pariser Hof, at Leonora Christine
forstod den Kunst at hævde sig. I
Fangetaarnet paa Hammershus, uden
ringeste Støtte af ydre Omstændigheder,
over for den raa og brutale
Kommandant, Oberst Fuchs, er hun den
overlegne, kloge Verdensdame, der forstaar
paa ægte kvindelig Vis at hævde sin
Personlighed.
Under en voldsom Scene paa
Hammershus, i Marts 1661, havde Fuchs, der
havde bragt 4 Officerer med op i
Taar-net som Vidner paa de Forklaringer, han
vilde aftvinge hende, brugt de groveste og
mest fornærmelige Udtryk imod hende.
»Jeg agter ikke at kalde de tilstedeværende
Herrer til Vidne paa de Forsmædelser,
Obersten har tilføjet mig. Det vil ikke staa
i min Magt at bringe dem ind for en Dom-
stol, og de er i øvrigt af den Art, at de
kun lader sig aftvætte med Blod!»
»Ej — ej!» raabte han, sprang op
og drog sin Kaarde halvt ud af Skeden.
»Denne har jeg ved Haanden, og med
den skal jeg være til Deres Naades
Tjeneste, naar som helst og hvor som
helst De maatte ønske!»
»Og jeg», svarede jeg leende, idet
jeg drog min Naal ud af Haaret, »jeg
har efter Tid og Lejlighed intet bedre
Vaaben end denne til Deres Tjeneste,
min Herre!»
Den Evne Leonora Christine fra sin
tidligste Ungdom havde haft til at
udholde Strabadser og legemlig
Anstrengelse, hvad der i høj Grad havde glædet
hendes Far og gjort hende til en kær
Ledsager paa hans ofte stærkt forcerede
Rejser rundt om i Landet, kom hende
ypperligt til pas i hendes en Tid saa
omflakkende og farefulde Liv. Mere
end een Gang maatte Leonora Christine
se efter om Fængkrudtet oaa hendes
Pistoler var tørt og holde sig rede til
at brænde løs. Men hun elskede Farer
og Eventyr paa sine Rejser, som hun
elskede at fordybe sig i sine Studier og
Arbejder, naar hun var i Ro.
Og de Farer, der mødte hende, var
ikke alle af den Natur, at man gik imod
dem med Vaaben i Haand. Paa
Tilbagerejsen med Skib fra Stockholm,
hvorhen hun -— frugtsommelig som hun var
— forklædt i Mandsdragt havde
ledsaget sin Månd — hun saas i denne
Dragt paa Stockholms Gader og havde
efter Dronning Christines Ønske Audiens
hos hende i denne af Forsigtighed
anlagte Forklædning, — altsaa paa
Tilbagerejsen fra Stockholm løb de ind til
Danzig, men kunde paa Grund af
Mørkets Frembrud ikke, som de havde
haa-bet, naa at komme ind i Byen, da
Portene var lukkede. De maatte altsaa søge
Nattely i et, som det viste sig, berygtet
26
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
