Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Skulpturindtryk i 1923. Af Johannes Kragh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J o hanne s Kragh
Buste i Kalksten af Adam
F is c he r.
heder! Men det bør dog endnu en Gang
fastslaas, til den unge Slægts Beskæmmelse,
at hans Fasthed, hans hidsige Gaaen paa,
hans ubøjelige Styren lige løs paa Maalet,
— Maalet som er Storhed, ogsaa Forenkling
men først og sidst det Store, det Grandiose:
af ham, af dette Eksempel har kun faa ladet
sig belære eller henrive. Denne Kunst,
— nej denne Naturkraftudfoldelse, lader os
ane Tilværelsens Mægtighed, Livets og
Dødens Gaader: højt hvælver sig Himlen over
os, Afgrunden huler sig under vor Fod,
skæbnesvangre Magter truer os, jublende
Glæde løfter os, Sus af Vejr som
aande-løs Stilhed er, hvad vi møder i disse
storslagne Værker, denne Kunst født ved egen
Hjælp, Kampfrugter fravristet, i en
ubønhørlig Kamp, de stridige Magter, som altid
truer os alle og som kun ses eller anes af
de faa. Saaledes føler vi i Dag Willumsens
farvemægtige Malerkunst — den kan somme-
tider tage hele Solspektret i sin Tjeneste
som i Gletcherregnbuen eller det glødende
tropiske Solnedgangslandskab fra 1914 —
saaledes føler vi hans Skulptur, som hidtil
har kulmineret i den Dødens
Dobbeltapoteose, med Livets Spire i sin Midte, som
er Forældrenes Gravmæle, i Stilfuldendthed
nærbeslægtet med det idealiserende
Selvportræt, en Del af det store endnu ikke
fuldendte Relief, som en Gang — det ske
sent! — bør pryde Mesterens Grav. —
Søger vi i et saadant Stævne som
Gøteborg-Udstillingen igennem for at finde ham
jævnbyrdige — Ak! De er der ikke!
Blandt Malere synes Karstens mig ene at
naa Højden af en lignende Fantasifuldhed,
Munch skuffede ialtfald mig. Dansk
Skulptur, dette være sagt i al Beskedenhed, er
ellers næsten ene om, dog nogenlunde, at
kunne hævde sig ved Siden af den enlige
Heros — og dog er dette kun rent
formelt — Indholdet er fjernt, som Dalene
er det fra Bjergtoppene. Johannes Bjerg,
Jean Gauguin og Adam Fischer er de,
der viser den største Magtudfoldelse i ung
dansk Kunst. (Det maa i denne Sammenhæng
erkendes som yderst fordomsfrit og baaret
af fornem Courtoisie, naar den svenske
Komite havde opstillet 4 Statuer af danske
Billedhuggere i Arkaden foran det svenske
Kunstmuseum. En praktisk Skandinavisme,
som meget bør anerkendes; tillige maa vi
danske glædes over at vi er i Besiddelse
af saa vægtige Statuekunstnere,
»Statuai-res» — som Franskmændene kalder dem,
— at de regnes for selvskrevne til denne
Udmærkelse.) Fælles for to af de nævnte
yngre Billedhuggere, som for Epoken i det
hele, er jo den stærke Syslen med
konstruktive Problemer — man er særlig stolt,
hvis man formaar i sine Grupper at
indskrive Trekanter i sine Cirkler eller -— i
Arkitekturens Verden, — bringe to- og
tredelte Intervaller i Samklang. Denne
maa-ske lidt barnlige Lyst hænger atter
sammen med den Trang til Rytme, som er
en af Tidens faa gode Ideer (og ud fra
hvilken den store Danselidenskab, der
bølger over Verden, maa antages at komme).
Den hele Trang maa ses paa Baggrund af
Verdenskrigens uordnede Kaos.
Og tillige: Den naturalistisk
tilfældige Kunstopfattelse, som vilde, at al Kunst
skulde være et øjeblikkeligt grebet og
fastholdt Udsnit af Naturen, den maatte ved
102
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
