Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Skulpturindtryk i 1923. Af Johannes Kragh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Kragh
Eva. Statue af Svend
Rath sack.
som sagt vanskeligt nægtes — dansk
Billedhuggerkunst hævdede sig trods dens Bæreres
Faatal eller maaske netop derigennem —
med et stærkt Elitepræg over den øvrige
Skulptur. Som nævnt var 4 Statuer af
Utzon-Franck og Bjerg: Apollo, Danaide,
Abessinier, Athena valgt til at pryde
Søjleindgangen, der førte til Sveriges Kunsttempel.
Forhallen til de 3 andre Landes Kunsthus
var valgt som Udstillingsrum for Jens
Lunds Egetræsskulpturer. Det var en
meget stilfuld Entré, der var skabt ved disse
ensfarvet mørke og meget ensartet udførte
Træskulpturer, flankeret af Laurbærtræer.
Maaske var den lidt farlig for det enkelte
Stykkes Virkning, denne Masseopstilling,
navnlig da disse Arbejder i sig selv er lidt
uniforme i deres Præg, deres iøvrigt godt
fundne Træskærermaner ufortalt. Jens
Lunds kunstneriske Start, at lave
Folkedragtfigurer til Københavns Banegaard, har
ligesom præget hans hele senere Kunst.
Kostymet — Hatte, Huer og lignende —
spiller en Rolle, som maaske harmonerer
godt med dette middelalderlige Materiale,
men som samtidig anbringer disse Arbejder
i et mere dekorativt — man kunde kalde
det husudsmykkende Plan — vi mindes
derved om morsomme
Bjælkehovedudskæ-ringer i middelalderligt Egetømmer. Den
store Ensartethed, den ganske parallele
Stræben kan være en Styrke — og en
Farel
Det samme — og lige det modsatte
— kunde siges om Jens Lunds
kunstneriske Antipode Utzon-Franck. Hvor den
ene er tung og ubevægelig i sin landlige
Soliditet, er den anden smidig, let bevægelig,
i Maneren yderst perfektibel, ejende
Muligheder for enhver Stilart, enhver Forklædning.
Det fælles for de to Kunstnere er dette: Det
kunstindtistrielle er ved at spille for stærkt
ind. Naar vi ser Utzon-Francks Figurer,
alle disse snoede, fikst paaloddede
Haar-lokker, og slangebugtede Arme, og do.
Fingre, al denne Ciselererkunst, saa fristes
man til at ønske Tilladelse til at vende
tilbage til en lidt mere primitiv plastisk
Udtryksform. Det er i Danmark først
Sig-fried Wagner og dernæst Kai Nielsen, der
har Æren — og Ansvaret — for al denne
gørtleragtig gennemførte Bronzeskulptur.
Man var — og med Rette — ked af de
aldeles afstøbningsmæssige sandformsprægede
Bronzer — man berusede sig i at komme
ind i Materialet, filede alting saa glat og
afpudset som muligt -— en Månd som Jean
Gauguin har i sine smaa Dyrefigurer naaet
subtile Ting ved denne smidige
Bronzebehandling. Men netop den samme
Gauguin har kastet sig over de grove
Brændt-Lers-Figurer, sikkert fordi han trængte til
at forny sig i et friskt Materiale.
Den femte i Kredsen, Svend Rathsack,
var desværre lidt utilstrækkelig
repræsenteret i Gøteborg: en liggende Kvindefigur
— Kalksten — ejede noget af det rolige
vegetativt drømmende, som han saa ofte
har glædet os ved. Denne Billedhugger
ejer alle Ungdommens Fortrin, og hans
smaa erotiske Scener hører til noget af det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
