Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Om Martin Andersen Nexø og hans Digtning. Af K. K. Nicolaisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
K. K. Ni colaisen
Helte hver paa sin Vis lider Skibbrud, saa
gaar Nexøs Helt uskadt ud af Kampen.
Sorg og Jammer, Nød og Elendighed gaar
hen over hans Hoved; men han drager
Næring af ondt og godt; han forstaar den
vanskelige Kunst at drage Sødme af Ulykke
og Bitterhed, saa han vokser sig sundere
og stærkere gennem det altsammen. Ved
Bogens Slutning ser vi ham ikke som en
forsimplet Stræber eller en ribbet
Drømmer, men som en kamplysten og sejrsikker
Månd, der har bevaret Troen paa Idealerne
gennem alle de mange Tilskikkelser.
Nexøs Helt kommer ogsaa fra et helt
andet Samfundslag og bevæger sig i en
helt anden Verden end de andre to. Han
er det primitive Menneske, Proletaren, »der
springer nøgen af intet og tager Fremtiden
i Besiddelse». Men han tager den ikke i
Besiddelse for sig selv alene; han vil, som
den Almuesmand han er, have saa mange
som muligt med over i Lykkelandet.
Og her er vi ved den anden
Hovedhensigt, Digteren har haft med sit Værk.
Han har gennem Skildringen af sin Helt
villet give et Billede af Fattigmands
Verden, hans aandelige som hans legemlige,
han har villet vise os Almuens Higen, dens
Vandring frem mod lyse og lykkelige Kaar,
dens trods Aarhundreders Skuffelser og
Modgang aldrig sluknede Haab om engang at
naa frem til Lykkens solbestraalede Kyster.
Og hans Skildring er helt igennem præget
af hans stærke Tro paa det gode som
sejrende Livsprincip.
Men selv om Forfatteren har haft en
saa omfattende Hensigt med sit Værk, selv
om Personerne i hans Bog skal symbolisere
stærke Kræfter og Bevægelser, saa er
Værket ingenlunde blevet filosofisk abstrakt,
Personerne ikke blevet rykket ud fra deres
virkelige og naturlige Jordbund. Det er
solid og ægte Menneskeskildring, der danner
Grundlaget for det store Værk, der i
mægtige Billeder giver Proletariatets
Levnedsløb, Arbejderbevægelsens Epos,
Socialismens Historie.
Meget i Bogen er naturligvis
Selvbiografi. Som det Proletarbarn, Forfatteren er,
har han kunnet benytte mange af sine egne
Oplevelser i Skildringen af Pelle. Han
nægter heller ikke Slægtskabet. Det hedder i
Bogens Forord: »Alle hans Glæder og
Sorger har lydt i mig selv, fra jeg kunde
krybe — i mit Sind, i mine Tarme, paa
mine Rygstykker.» Men Pelle skal være
noget mere end en Selvskildring. Han skal
være Proletaren, Mennesket selv. »Han er»,
siger Digteren et Sted, »baade dig og mig,
alle os, som kommer fra Dybet og stiger
opad for at faa Del i den ny Dag.»
I første Bind skildres Drengens
Barndom paa Bornholm, hvor han sammen med
Faderen, en svensk Landarbejder, maa tjene
Føden som Tyende paa en Herregaard.
Strengt Arbejde, daarlig Mad, et elendigt
Beboelsesrum, evindelig Spot og
Forfølgelse af Medtjenere — det er hans Skæbne.
Hans modtagelige Barnesjæl krymper sig
under den Uret og Vold, der overgaar
ham. Men i sin Modgang søger han Trøst
og Beskyttelse hos den gode Far Lasse;
han er det egentlige Forsyn, den store
Tilflugt i ondt og godt. Og da Faderen
bliver ældre, har Drengen selv lært at tage
Stilling til Tingene, har uddannet sig til
»den lille Tusindkunstner: Mennesket».
Hvor er denne Barneverden med dens
Sorger og Glæder skildret rigt og
mangfoldigt. Forfatteren har søgt dybt i sin
Erindring og genoplevet sin egen Barndoms
Lykke og Kval. Her er henrivende
Billeder af Barnets Samliv med Naturen, dets
kammeratlige Omgang med Dyrene og dets
Forhold til talrige venlige og fjendtlige
Magter. Hele Barnets Opdagelse og Tilegnelse
af Verden er fremstillet med dyb Indsigt
og Fortrolighed. — Og Faderkærligheden
er næppe nogen Sinde legemliggjort med
større Styrke og Inderlighed end i
Skildringen af Lasse-Far, denne fattige og
forslidte gamle Månd, der repræsenterer
Almuens bedste og værdifuldeste Egenskaber
uden at være idealiseret alt for stærkt.
Men er Pelles Udvikling som Barn og
hans rige Samliv med Faderen saaledes det
vigtigste i »Pelle Erobrerens» første Del, saa
rummer den dog ogsaa meget andet.
Skildringer af tunge og mørke Skæbner veksler
med muntre Folkelivsbilleder. Bogen viser
Nexøs mest fremragende Egenskaber som
Fortæller, hans Evne til i lyrisk skønne
Ord at fremstille Lykken og Idyllen, hans
lige saa sikre Evne til i rolige, men stærke
Billeder at skildre Uhyggen og Tragedien,
men først og fremmest hans Evne til at
meddele Fremstillingen en gribende
Stemning, der næsten aldrig brydes.
I andet Bind føres vi fra Landet ind
til Provinsbyen, og her skildres Pelles Lære-
216
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
