Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Johan Bojers digtning. Av Christian Claussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian CI atis s en
ensidig artistisk. Han er en utrættelig
sjæls-forsker og en skarp psykolog, som specielt
har sat sig den opgave at komme de skjulte
motiver for menneskenes handlemåte på
spor, og vise deres underfundige spil med
sjælene. Bojer har som forfatter, fra förste
stund av vist dypt alvor og ubestikkelig
sandhetskjærlighet. Der er en fast
sammenhæng, en logisk utvikling i hele hans
produktion, bygget på personlig erhvervet
livssyn. Og dette er selv stadig under
påvirkning av evolutionens lov. Det förer
efterhvert over fra pessimistisk realisme til
optimistisk livstro.
Og Johan Bojer er likevel blit populær
også blandt hjemlandets læsere. Kritiken
över ikke længer nogen avgjörende
indflydelse på publikums smag på grund av
den altfor rike nuancering, eller rettere fordi
det ofte er et svælgende dyp mellem de
forskjellige opfatninger.
Thi, hvis Obstfelders syn på diktningens
opgave er det rigtige, — og i det er Bojer
vistnok enig, så kan han uanfegtet möte
enhver bedömmelse. Obstfelder skriver:
»Digteren vil som enhver kunstner ikke
selve verket, men det uendelig större,
dypere og skjönnere, som verket skal
fremkalde.»
Måske er det netop denne stræben,
som har gjort Bojer til en ensom dikter.
Og kanske trænger han likesom Obstfelder,
— hvis arvtager han må sies at være, —
et kvart århundredes avstand, för hans
digtning finder den rette vurdering.
Johan Bojers forfatterskap tok sin
begyndelse i 1895 med de to skuespil: En
Moder, som blev opfört i Trondhjem og
Gravholmen, nu, sammen med fortællingen
Helga, overgit til forglemmelsen. Året efter
utkom hans förste betydelige roman Et
Folketog, som er et usædvanlig modent
arbeide av en 24-årig dikter.
Boken handler, som fler av de fölgende,
om politikens — nærmere bestemt
bygdepolitikens, — fordærvelige og nedbrytende
magt. Politiken gir miljöet, men romanens
egentlige opgave er at vise, hvordan et
ganske personlig og likegyldig fölelsesmotiv
blir den bærende kraft i arbeidet for en
»sak», en samfundside’.
Som nævnt har dette emne en meget
stor interesse for Bojer. Han holdt i sin
tid et foredrag i det norske
studentersamfund om »hvorledes idéer blir til». Her
har han fremsat de tanker, som er de
bærende i hans förste romaner. Spör man
en månd om hans alvorlige overbevisning
angående et bestemt spörsmål, så vil hans
argumenter ofte synes intetsigende for andre,
og kommer man ham nærmere ind på livet
viser det sig i regelen, at hans mening
ubevisst er baseret på visse stemninger og
fölelser, som har lite eller intet med selve
saken at gjöre.
Forfatteren an förer en række eksempler
fra sin egen erfaringskreds. De fleste av
disse finder vi gjengit i bökerne. Alle
kjender vi nok litt til disse, oftest skjulte,
motiver og deres feilagtige anvendelse.
Hvorledes fölelser som samvittighetsnag,
misundelse, hevngjerighet, kjærlighet er det
oprindelige i vore interesser og handlinger.
Oftest et egoistisk selvforsvar, skjult under
idealitetens maske.
Idéen er, sier Bojer, likeså nödvendig
som mat og drikke; dermed er dog intet
sagt om dens alménmenneskelige værdi.
Der er også i åndens og samvittighetens
verden uretfærdigheter og misbruk, —
slavehandel om menneskeviljer og menneskesind.
Der er også her usurpatorer, som gladelig
styrter millioner i ulykke for at kunne rydde
sig selv en trone — alt i en god sak’s, en
idés navn.
At avslöre disse skjulte, stærkt
personlige fölelsesmotiver og deres forskyvning
over på et andet område og virkningerne
herav, blir da gjenstanden for Bojers
studium. Samtidig som han undersöker
idéernes eget værd og de misbruk, som kan
gjöres av dem.
Problemer av denne art behandles i de
fleste av Bojers romaner og skuespil. De
tre förste: Et Folketog, Den evige Krig og
Moder Lea er utprægede samfundsromaner,
som væsentlig skildrer politikens, den sidste
også målsakens, utskeielser. Tonen er
skeptisk og gjennemsyret av pessimisme. Deres
handling gir derfor også negative resultater,
overensstemmende med digterens daværende
syn på samfundsforholdene. Bojer var vokset
op i en tid, da åndslivet endnu var knuget
av materialismens jordbundne livsopfatning,
og dette synes at ha sat stærke spor i
digterens eget indre liv. Nylig hadde det også
været en politisk bevæget tid i Norge. Det
gamle mægtige venstreparti var blit splittet
og måtte, under meget kjævl og stærk, ikke
altid hederlig agitation, dele sin magt med
270
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
