Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Johan Bojers digtning. Av Christian Claussen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Bojers digtning
religion i ordets gjængse betydning.
»Gavmildheten i menneskenes sind», strækker
neppe til som trosfundament.
Erik Evje i Vort rike har derimot et
dypere behov for religiöse fölelser og synes
at være en direkte forlöper for
hovedpersonen i den sidste bok, — med den forskjel
at Evje fra den förste ungdom av går med
en syk samvittighet og må gjennem svære
indre kampe. Han »hörer til de ulykkelige,
som ved siden av hverdagene, må ha en
söndag», — ulykkelig, fordi denne söndag
har han ikke fundet. Og han synes, det
vilde være meningslöst, at der ikke
bortenfor alt skulde være et hjerte, som hadde
barmhjertighet med os alle.
Per Holm i Den store hunger, fölte
tidlig evighetshungeren i sig som en
stemning; salmefölelsen kalder han den siden,
fordi den hadde grepet ham stærkest en
gang, han lå på hospitalet og hans söster
stille kom ind og spilte »Den store, hvite
flok» for patienterne.
En stærk vilje, en pågående energi har
Per Holm. Den bærer ham trygt over alle
vanskeligheter veien frem fra fattiggutten
til den fremragende ingeniör. Så vinder
han alt, som mennesket kan vinde, men
blir ikke mættet. Han har fölt sig som en
Prometheus, som vil frigjöre menneskene.
Men salmefölelsen var ikke i dette og det
går op for ham, at »ilden og stålet snart
gjör mennesket til dyr. Maskinen dræper
mer og mer det vi kalder guddomlighet i
os». Tidens mekanistiske verdensopfatning
tilfredsstiller ham altså ikke længer. Heller
ikke kirkelæren. »Var det ikke snart på
tide, at vi fik noget andet at tilbede, end
en asket på et kors?» — Han er ikke
noget for det moderne, videnskabelig
ten-kende menneske. Og det blir nok at fölge
verdensviljen i dens urokkelige gang.
Men så kommer kjærligheten i hans
vei, og det omstemmer ham for en tid.
Nu ser han ikke gud som »den blodtörstige
Jehova», men som »lysets guldlokkede
yngling.» Salmetonen stiger op fra mennesket,
fra naturen, fra altet som en hymne til
den höieste.
Længe lever nu Per Holm i livsnydelse
og höi stemning. Men så kommer krakket,
hele herligheten ramler, også den lySe
religion. Det blir en tung tid i fattigdom og
udygtighet til arbeide. Evighetshungeren er
der, men »himlen er tom, det er ingen at
gjöre oprör imot». Som Brå vil han da
selv træde i guds sted, bli prest, »ikke
for Jehova, men for gavmildheten i
menneskenes sind». Det gir ansvar og det
reiser hans vilje i kampen for at realisere
gud i menneskelivet. Og for at manifestere
dette, overvinder han sig til en nat at så
sin sidste kornrest i naboens aker, som
frosten hadde ödelagt. Og denne nabo er
hans bittre fiende. Han har hidset sin hund
på Holms lille datter og hun er död av
sårene. »Men, sier han, jeg gjorde ikke
dette for Kristi skyld og elsker eders
fiender, nei, men jeg stod på mine ruiner og
fölte et uendelig ansvar.–Mennesket
må — —- midt i sine ulykker sörge for,
at det guddomlige ikke dör.»
Der er höihet og kraft over denne sidste
del av boken, som slutter med beretningen
om Holms seir. Men der spores også i
tonen en vis trods og hoveren likeoverfor
kristendommen. Og helt jordbunden som
denne religion er, synes den lite
tilfredsstillende, fra hvilken side man så anskuer
den. Det kunde være meget at si om dens
löse fundamentering og dens logiske
svakheter. — Men den er ialfald et forsok.
En eiendomlighet hos forfatteren må vi
standse ved her. Det er det stærke
ånds-slægtskap med Sigbjörn Obstfelder, som
kommer tydelig frem i Den store hunger,
men som også leilighetsvis har kunnet spores
i nogen av de tidligere arbeider. Det var
også at vente, at Bojer, likesom fler av
de samtidige forfattere, måtte ha mottat
stærke impulser fra denne eiendomlige og
dype ånd. De var personlige venner og
foretok bl. a. i 1895 en lang fotreise
sammen, fra Paris gjennem Nederlandene til
Amsterdam. Har da Bojer hat noget av
den religiöse hunger, som var så stærk hos
Obstfelder, måtte han utvilsomt blive
påvirket. Som personligheter var de derimot
vistnok höist ulike.
Vi finder en iöinefaldende
overensstemmelse ikke alene i tankeindhold men også
i ordvalg, i fölelsesutbrudd. Erik Evje og
Per Holm går med de samme spörsmål,
som stadig möter os hos Obstfelder:
Hvorfor lever du? — hvor går du hen? og de
har den samme higen efter skjönhet og
evighet. Reidar Bang i Liv har noget av
den samme mystiske fölelse av
livssammenhængen som hos Obstfelder omend på
et andet område. Brå har en vis likhet
2 77
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
