Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Carl Nielsen. Av Fritz Crome
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Nielsen
særlige Forestillingsfelt. Prygl vankede der
mer end Ros. I de dumme søgte man at
banke en Smule Lærdom ind, og de kvikke,
hvis urolige Blod prøvede at redde sig fra
Undervisningens dræbende
Kedsommelighed ved alskens kaade Spilopper, maatte
naturligtvis først og fremmest have deres
Tærsk, indtil de lærte at sidde stille.
For den lille opvakte Carl var Skolen
en fæl Tortur. Men til alt Held betød
Musiken snart for Drengen en sund og
kærkommen Modvægt mod disse Kvaler.
Det varede da heller ikke længe, saa var
Carl bleven saa flink paa sin Violin, at
han fik Lov til at følge med
Spillemændene ud til Gilde og spille anden Stemme
til Dansemelodierne. Den tolvaars Dreng
var ikke lidt stolt over dette Tillidshverv
og ikke mindre over den Fortjeneste, han
derved kunde bringe med sig hjem. Men
en Smule ensformigt var det jo, altid at
skulle spille anden Stemme, altid at være
henvist til de tørre kedelige synkoperede
Noder under Melodien. Og sommetider var
det ogsaa helt umuligt at dy sig for at
pynte lidt paa de Par elendige Noder, der
stod skrevet i Stemmen paa Nodestolen.
Naar det blev gjort med en vis
Forsigtighed, var der heller ingen der havde noget
at indvende. Men naar den lille
Improvisator efterhaanden gjorde sine Snørkler og
Slyngninger saa dristige, at de gik helt op
over Melodien og truede med at gøre denne
mindre tydelig — ja saa kan det nok være
at Førstespillemanden gav ondt af sig, saa
den lille »Sekond» pænt maatte holde sig
i Skindet igen.
–-—■ Carl Nielsen mener selv — og
sikker fuldkommen med Rette ■—- at hans
Tid som Bondespillemand lagde Grunden
til Kontrapunktikeren i ham. Hele hans
Symfoniers faste Bygning og arkitektoniske
Form hviler paa solid kontrapunktisk
Basis. Man føler at hans vedholdende Tumlen
med Kontrapunktets mange Snurrepiberier
og Finesser —■ Omvending af Tema,
Forlængelse, Forkortelse, Fugeren og kanonisk
Udarbejdelse —• ikke støtter sig paa en
tør, ydre Tilegnelse; men at den er ham
i Kødet baaret, saa den bliver det
fuldgyldige, adækvate Udtryk for visse
Hovedlinjer i hans Kunstnerpersonlighed. At Carl
Nielsen nu først og fremmest staar for os
som Symfonikeren, staar sikkert i nøje
Forbindelse med det ovenomtalte Forhold.
13 —14 Aar gammel kommer Carl i
Lære hos en Købmand i en Naboby. Den
store Dreng maatte dog nu efter
Konfirmationen til at lære noget nyttigt, han kunde
jo ikke være tjent med at spille
Sekundstemmen til Dans hele sit Liv igennem.
Carls nye Principal var ugift og igrunden
en skikkelig Månd: men han var sygelig
og skrantende, og Drengen der fra
Hjemmet var vant til Orden og Renlighed kunde
ikke finde sig tilrette i den Uorden og det
Griseri, der altid herskede i denne
Ungkarlebolig, der nu var blevet hans nye Hjem.
Svært var det ogsaa at holde Rede paa
alle de mange nye Sager, man skulde skelne
fra hinanden, og huske Priserne paa alt i
den store mørke Krambod. Og at holde
Interessen vedlige for hele denne
fremmede Mangeartethed, var sandelig heller
ikke altid nemt. Lige behageligt var alting
nu heller ikke at komme i Berøring med ;
særligt den ækle grønne Sæbe der aldrig
vilde »slippe» kneb det forfærdeligt at
forlige sig med. Men heldigvis for den lille
ulyksalige nye Kommis varede hans Kvaler
kun tre Maaneder — Købmanden gik fallit
og Carl kom for en Stund igen hjem til
Forældrene. Men her kunde man
naturligvis ikke have den store Knægt løbende om
til ingen Nytte i Længden. Helst vilde han
jo paa en eller anden Maade i Lag med
Musiken; og da Faren derfor fik nys om,
at der snart blev en Trompeterplads ledig
ved Militærorkestret i Odense, saa tog han
sig i en Haandevending for at lære
Sønnen at blæse Trompet og sendte ham saa
under Moderens Varetægt ind til Odense
for at prøve Lykken.
Og Lykken stod ham bi: den 14-aarige
Carl sejrede i Trompetkonkurrencen, skønt
dens øvrige Deltagere alle var voksne og
udlærte Musikere. Glad var han efter
vel-overstaaet Prøve, men ikke endnu helt tryg.
Først skulde han have Lægeattest for
fuldkommen Sundhed, og den var han slet
ikke sikker paa i Forvejen, han der i
Barneaarene havde set mere end en af
Søskendeflokken falde som Offer for
Tuberkulosens snigende Sot. Saa han var ikke
mange Penge værd, da han med sin Mor
sad i Dr. Mørchs Venteværelse og biede
paa sin Dom. Men da saa den rare Doktor
efter Undersøgelsen slog ham paa
Skulderen og sagde: »De er jo frisk som en
Fisk», saa kunde han godt have omfavnet
317
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
