Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Otto Borchsenius. Af P. A. Rosenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. A. Rosenberg
bevæget lyrisk Pathos, iblandet et Stænk
af Lune.
Og saa ægte, saa udpræget dansk
han er, hører det med til hans
Karakteristik, at han fra sin tidligste Ungdom
har næret skandinaviske Sympatier,
ogsaa heri et Udtryk for det Aarti, hvori
han fødtes. Hans første større Arbejde,
Studenter-kalenderen »Ydun»,som han
udgav sammen med Svenskeren M. Weibull,
var bestemt til at danne ved sit
Overskud Grundfondet for
Oehlenschlæger-Tegnér-Stipendiet. Tidlig blev han
Journalist, Medarbejder baade ved danske og
svenske Blade og Tidsskrifter, og i denne
Egenskab har han vel gjort sin største
og bedst kendte Indsats. Som
Litteraturforsker vender han sig især til de
nærmeste, helst til de samtidige Digtere af
idealistisk Retning, hvem han kendte
personligt og kunde tale om ud fra de
Indtryk, en venskabelig Omgang havde
meddelt ham. Hans Bøger om Kaalund og
Goldschmidt er rige paa disse
uvurderlige Smaatræk fra det daglige Samliv,
som han ogsaa i mundtlig Form kan
meddele saa mange af ud fra sin
sjælden nøjagtige og trofaste Hukommelse.
Naar han undtagelsesvis har viet en
længst afdød, C. Bredahl, en udførlig
Omtale, er det sikkert Minderne fra Sorø,
som danner Udgangspunktet for hans
Interesse. Sin Kærlighed til Skolen dernede,
Sorø Akademi, hvor han var Elev, har
han vist paa mangfoldig Vis, ogsaa paa
dette Punkt trofast gennem et langt Liv.
Maaske er det ogsaa fra Sorø-Dagene
han har faaet det Drag af Frihedstrang,
som er en væsenlig Side i hans Natur.
Det reelle, grundhæderlige forvandledes
aldrig i hans Væsen til
Spidsborgerlighed. I et Digt om Henrik Ibsen siger
han -Hold om din Sjæl bestandig aabne
Vande», det er paa en Maade Mottoet
for hans hele aandelige Liv. Det var vel
ogsaa Grunden til, at han en Tid følte
sig tiltrukket af Georg Brandes’
Opposition, skøndt dens inderste Væsen var
hans saa modsat som vel muligt.
Bruddet med Traditionerne i vort Aandsliv,
med de moralske og religiøse
Anskuelser, hvorpaa det danske Samfund
gennem Aarhundreder har bygget, den
radikale »Europæisme» — alt dette kunde
umuligt i Længden tiltale en Månd med
Borchsenius’ kærnedanske Natur, det kom
da ogsaa snart til et afgørende Brud. I
»Morgenbladet» og »Dannebrog» — det
betydningsfuldeste Afsnit af hans
litterære Livsgerning ■— førte han an i
Kampen mod Brandes og hans Aandsfæller.
Men fra hin »realistiske» Periode beholdt
han Venskabet med Drachmann som et
umisteligt Resultat, og tidlig erkendte han
ogsaa Henrik Pontoppidans Evner, som
han altid siden har hævdet.
Ogsaa som Teateranmelder gjorde han
et stort, som Regel utaknemligt Arbejde,
ragende op over de andre samtidige af
Faget ved sin Upartiskhed og sin
litterære Kultur. Hvad han udtalte om de
opførte Skuespil var ofte rammende og
værdifuldt. Skuespillernes Præstationer
bedømte han mindre sikkert. Paa
Dagmarteatret, som han støttede tappert og
uegennyttigt i dets Kamp for et lødigere
Repertoire mod den radikale og
konservative Presses idelige Overfald, plejede
Skuespillerne at sige, naar de saa, at han
havde sin Hustru med ved Premièren:
»Gud ske Lov! Saa bliver vi i Aften
rigtigt bedømt»; thi hun havde et
ualmindelig godt Blik for Skuespilkunst, medens
hans Interesse udpræget gik i Retning
af den litterære Side. Da Det kongelige
Teater gjorde ham til Censor 1905, var
det et usædvanlig fornuftigt Skridt fra
denne Institutions Side; desværre tog de
efterfølgende, mer eller mindre uheldige
Direktører ikke den fulde Gavn af hans
kritiske Evner.
En Side af Borchsenius’ litterære Ger-
534
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
