Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - For kvindelig domstol. Gyrithe Lemches romaner. Af Edv. Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For kvindelig domstol
tioner, men selve opgivelsen af det gamle,
kollektive bondeliv i landsbyly og under
fælles styrelse, er efter hendes mening det
betænkelige. Thi med selvejerbonden
dannede der sig en bondetype, som just ikke
vinder ved nærmere bekendtskab: den
selvrådige og selvgode gårdmand, magthaveren
og rethaveren på et begrænset, ham
tilhorende jordområde, hustyrannen og
nabo-kævleren, gæv til maden og vældig til
drikken, éj heller bange for kroen og dens
skændsmål.
Der er nylig i Danmark rejst en anden
historisk protest mod, hvad der dengang
skete, nemlig af bondelivsskildreren
Thorkild Gravlund, som ved at udforske afsides
egne af landet, hvor den store
landbrugsreform havde mindre virkninger, har fået
blik for værdien af det gamle, der svandt.
For ham er sagen dog væsentlig æstetisk;
det er den farverige, livsejendommelige
fortids tab, han begræder. For Gyrithe Lemche
er spörgsmålet moralsk, og uden skånsel
afslörer hun den nye brutalitet, der aflöste
den gamle dyriskhed, og forfölger dens
herredömme ned gennem slægterne.
Hun gör hvert slægtled, hver gård og
dens liv til et eget billede, sammenknyttet
löst med de andre ved skæbnetråde, der
spindes for at slippe pludselig eller löbe
ud i ingenting. Sådan som livet er. Man
venter en fortsættelse: at personen dukker
op igen, at de to skal få hinanden tilsidst,
at forbrydelsen skal opklares eller hævnes.
Det kommer ikke; og just dette hörer med
til bogens kunst. Ikke handlingens, men
slægtens fortsættelse, egnens historiske liv,
er fortællingens tråd.
Og gält skal det gå. Hos de fleste, ja
selv blandt de bedste. Fra hovpligt til
hovmod gik disse bönders liv; og i svir og
sværm skal det forödes, indtil de ender
med at skylde eller sælge det, grev
Bernstorff engang gav dem til eje. Thi også
dette hörer med til tragedien her i
hovedstadens nærhed. Den letvundne fortjeneste
istedenfor det stræbsomme arbejde:
mælkehandel for mejeri, de evige byture med
torvesalg og krosvir på hjemvejen, og
tilsidst parcelleringen og salget, der gör ende
på alt alvorligt landbrug. Hvad formår så
en enkelt idealist eller en initiativrig
dygtighed mod denne sugende ström? Og hvad
hjælper det, at en fintfölende harme rejser
sig i en sidste ætling, der under
præste-42 — Ord och Bild, 33.C årg.
kjolens hegn udslynger sin forbandelse mod
den truede födeegns folk?
Et djærvt og dristigt indhug i gamle
teorier og moderne fölelser. Og desværre
ikke uden fodfæste i virkeligheden.
Historikeren kan ville modsige det historiske;
men hvad man ser, det ser man, og
Kobenhavns omegns historie er ikke lystelig at
skue.
Fængslende, levende er dette
slægtbillede med al sin mörke udgang dog. Men
også her er grundsynet köbt med æstetiske
værdier. Det tænkte, det villede stanser
kunstens frie leg, og den stærke betoning
giver ikke blot ensidighed, men
ensformighed. Man kan også få nok af stridende og
svirende bönder, og selv en Schandorph,
der dog var specialist i kroluftens nuancer
og bondesprogets kraftelixirer, havde ikke
kunnet variere disse gård- og
drikke-scener nok til at få dem til at glide i
længden. Også her er det — som det vel
sagtens er i virkeligheden — kvinderne,
som er de lidende, og mændene, der körer
læsset i groften.
Man kunde — fejlagtigt — tro, at »De
Fyrstenberg bönder» er et udkast til
slægtromanens genre, anlagt för »Edwardsgave»
blev taget fuldt i arbejde. Efter sin bygning
er den ihvertfald blot for et tillob at regne,
jævnfört med den större og langt mere
gennemförte komposition. Thi denne er
blevet en virkelig roman, i dette ords
egentlige og omfattende betydning. Romanens
fortrin og frihed er jo efter den vedtagne
forklaring den, at den kan gå ud over det
enkelte menneskeliv og fölge en slægt eller
en skæbne gennem tidernes gang. Af denne
frihed gör forfatteren af »Edwardsgave»
utvivlsomt den videste brug, ligesom
Thomas Mann har gjort det i »Buddenbrooks».
Det er, som i denne sidste bog, et
handelshus, der fölges, og her fra vuggen til
graven: — den danske eller københavnske
parallel til den lybske patricierkrönike.
Men det er ved denne sammenligning
vigtigt at bemærke, at »Edwardsgaves» förste
del udkom året för »Buddenbrooks», nemlig
i 1900, og den anden, betydeligste del
samme år som den tyske roman, 1901.
Stödvis og rykvis, som når en vogn
sættes i gang, begynder fortællingen ude
i en dansk provindsby for efterhånden at
rulle ind mod hovedstaden og glide
bestandigt lettere, jo dybere den kommer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
