Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Poul Reumert. I Anledning af hans Stockholmske Gæstespil. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ca ri B e hr ens
B ar ön e ?i i B a ande t.
Perspektiv, blev en Type, hvis Klædedragt
kan vexle, men hvis Stræben er uforandret
gennem Tiderne.
Paa Det kgl. Theater har Reumert endnu
ikke faaet Lejlighed til at spille Tartuffe,
der paa Dagmartheatret stod saa kraftig i
Konturerne. Nylig besejrede han endog det
kritiske Paris i denne Rolle, som viser
hans frejdige Greb paa Overleveringen.
Det var en Triumf for ham, denne Optræden
som fransk Skuespiller i det berömte
Ensemble. Han fulgte sit eget sikre Instinkt.
Saaledes ogsaa som Scapin og Mascarille.
Og i de Shakespeare-Roller, han hidtil har
skabt: Andreas Blegnæb i »Hellig Tre
Kongers Aften» og Petrucchio i »Trold kan
tæmmes» virker det Humør og den Kraft,
hvormed han kaster sig ud i Situationerne,
befriende paa Publikum. Hvad han stræber
efter, er at skabe nyt Liv i de klassiske
Optrin uden at bekymre sig om, at en
kritisk Pegepind bagefter maaske vil give
ham alvorlige traditionelle Anmærkninger.
Man maa ikke vente at finde ham hos
Oehlenschläger, ja næppe nok hos Hertz
(en enkelt Rolle) og Hostrup. Mon de ikke
keder ham? Han er en moderne
Karakterkunstner, der søger de sammensatte
Naturer, de kæmpende Magter, de sejge og
udholdende Viljer. Han har spillet mange
yngre og ældre Mænd, som har maattet
holde Opgør og hævde deres Ret eller Ære.
En Personlighed i Kamp og Trods skabte
Reumert som Direktør Løve i Helge Rodes
Skuespil »Det store Forlis», udført med
en Maske, der mindede om Rigskansler v.
Bethmann-Hollweg. Han spillede i Svend
Borbergs mærkelige Skuespil »Ingen»
Victor, Soldaten, der vender hjem fra Krigen
som et helt andet Menneske uden det
Ansigt, der engang grundlagde hans Lykke.
Stræberen, for hvem andre Mennesker, selv
hans Nærmeste, kun er Midler for hans
egen Fremgang, har han i faa skarpe
Streger tegnet som Overretssagføreren i Carl
Gandrups sidste Skuespil »Fru Beates
Regnskab». Og med stor Fantasi og menneskelig
Grebethed gengav han nylig den gamle Grev
Rieser i Harald Bergstedts Skuespil »Den
blaa Väse».
Og for at blive ved Reumerts moderne
Repertoire — i Otto Benzons
Skuespil-Cyclus »Forældre» viser han sin
Karak-teriseringsævne i Renkultur i tre højst
forskelligartede Roller, der ligesom bliver et
Paradigma paa hans Kunsts Rækkevidde
og Expansions-Kraft.
Flere Ibsen-Roller er tilfaldet ham
gennem Aarene. Fast og sikkert formede han
Dr. Stockmann i »En Folkefjende», bittert
skar hans Stemme igennem som Dr. Relling
i »Vildanden», flængende Satire lød
gennem Daniel Heires Repliker i »De unges
Forbund». Og for Erindringen staar ogsaa
et glimrende Hussejn-Fysiognomi i »Peer
Gynt», hvori han ogsaa nogle enkelte Gange
med improvisatorisk Fynd spillede
Titelrollen.
En Række Strindbergfigurer toner
dernæst frem: først og fremmest Jean i
»Frøken Julie», blodrig og raffineret. Herpaa
252
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
