Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Skakspillet. Af J. Anker Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anker Larsen
Paradiset, naar de havde slidt sig trætte
paa jorden.
Men henne ved laagen gik det gält,
for saa saare Adam var kommen uden
for, raabte han:
»Dette her er altsaa mit!»
Det var kedeligt, at han straks skulde
komme til at bruge saadan et fandens
udtryk.
Men det værste var, at han kom i
klammeri med engelen. Det er jo saadan,
at folk, som ikke taler det samme sprog
har nemt ved at tro ondt om hinanden,
og de er grumme raske til at trække
blank og true med klø.
»Det er aldeles ikke »mit», sagde
engelen, »det er dit».» Han tænkte paa
Vorherre.
»Det er jo det, jeg siger», sagde Adam,
»det er mit.» Han tænkte paa sig selv.
Det var dem ikke muligt at komme
til at forstaa hinanden, skønt de begge
blev ved at gentage det samme, og i
grunden begge to havde ret. Saadan
gaar det, naar folk skændes. De blev
vrede — det var ogsaa noget, man ikke
kendte til, før det nye ord var kommet.
Naar en månd bliver vred paa sine
egne vegne, er han ikke god at komme
nær, men naar en tillader sig at blive
vred paa Vorherres vegne, saa er han
forfærdelig.
Engelen trak sin sabel saa hurtigt, at
Adam og Eva ikke saa andet end flamme
og gnister.
»I kan vove paa at komme i
nærheden af Paradisets Have igen, saalænge
I bruger uartige ord!» sagde han.
Nu er der nogle, som paastaar, at
menneskene aldrig kom tilbage til Paradiset,
fordi de ikke turde. Andre tror, at det
er, fordi de ikke brød sig om det; de
vilde hellere blive udenfor og sige »mit».
Der er forskellige meninger om det —
men faktum er, at menneskene er meget
langt borte fra Paradiset.
Der var altsaa virkelig blevet noget,
som hørte Vorherre og noget, som hørte
Fanden til. Der var bleven forskel paa
godt og ondt. Den eneste, der havde
glæde af det, var Fanden. Han gik hen
til Vorherre og sagde: »Nu er her
endelig blevet morsomt! Kom, lad os faa et
parti skåk. Jeg er i fandens godt humør
i dag.»
»Jeg spiller ikke med dig mere», sagde
Vorherre.
»Vil du ikke spille med mig?» spurgte
Fanden.
»Nej, det ved gud jeg ikke vil», sagde
Vorherre, »saadan som du snyder. Saa
længe, det kun gik ud over mig, fik det
være; men naar det ogsaa skal gaa ud
over menneskene, saa hører spillet op.»
Ak, det gjorde det desværre ikke, for
da Vorherre gemte skakspillet, regnede
Fanden ud, at han kunde bruge jorden i
stedet for. Der var Vorherre nødt til at spille
med for menneskenes skyld. Vorherre
spiller ærligt, men Fanden snyder, og
han lærer menneskene at gøre dit til mit,
at gøre jorden ond. Det er længe siden,
de begyndte, og de har udrettet ikke
saa lidt. Hver gang, et menneske gaar
over paa Fandens parti, mister Vorherre
en brik. Det er intet under, at han til
tider er bleven mat -— saa mat, at
menneskene har troet, han slet ikke
eksisterede. Store stykker af hans have er gaaet
— ad helvede til.
Da Fanden saa, hvor flinkt det gik,
lo han inderligt og længe. Det lød
hæsligt. Nu er det ikke nemt for mig at
give jer en forestilling om, hvordan
Fanden lo, for der er naturligvis ingen af
jer, der griner, naar en kammerat gaar
hen og kommer op i en lektie, han ikke
har faaet lært. Hvis to bytter knive
ubeset, saa er der jo ingen af jer, som
griner af den, der flk en kniv foruden
blad i stedet for en med to blade og en
proptrækker. Det er selvfølgelig godt,
294
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
