Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Islandsk kultur. Av Sigurdur Nordal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigurdur Nor da I
kunde rumme hele befolkningen, er der
ikke en beboelig piet paa de yderste
næs eller i de mest afsides liggende
fjælddale, hvor mennesker jo ikke har
slaaet sig ned. Delvis kan dette skyldes
en fejlagtig samfundsorden. Besiddelsen
af jorden lægger den ofte øde. Men vi
kunde maaske ogsaa tale om en
almindelig lov, som gælder for hele den
organiske verden og ytrer sig i en blind
ekspansionstrang, en horror vacui, en
bestræbelse efter overalt at trænge frem
til det muliges grænse.
Ingensteds er dette maaske saa
tydeligt som i planteriget. Det er en
gribende oplevelse at finde de skæreste
blomsterplanter oppe ved randen af den
evige sne, midt i en forfærdelig
stenørken, taage og kulde. Og dog har den
smukke isranunkel vænnet sig saaledes
til disse forhold, at den ikke trives
andre steder. Paa lignende maade ser
man de klatrende planter hage sig fast
til Alpernes golde klippeskrænter og
udnytte hver haandfuld jord, som der
kan suges lidt næring af.
Er der ikke alligevel nogen mening
med disse grænsetilfælde? Kan de ikke
vise os noget, som vi ellers ikke fik se?
Jeg husker fra omegnen af Oxford et
piletræ, som voksede lige paa bredden
af Cherwell. Øjensynlig havde elven
været lige ved at undergrave dets
rodfæste og styrte det ned i vandet. Men
da havde pilen bøjet en af sine mange
og smidige kviste lige ned i strømmen,
og der havde den slaaet rod, dybt nede
i mudderet, og havde vokset sig tyk og
stærk. Nu stod pilen der og hældede
sta^rkt ud over elven, men syntes at
staa trygt paa sine to stammer. At se
et mægtigt egetræ paa en græsplæne,
hvor det har jord, sol og varme i
overflod, er tilvisse et herligt syn. Uden det
vilde man have en ringere forstaaelse
af naturens frodighed.- Men alligevel
synes jeg, at det fattige piletræ ved
Cherwell har lært mig mere om
planternes sjæl. Kampen for livet havde tvunget
det ind paa tankebaner, om man saa
maa sige, som aldrig aabnes for den
store eg.
Nu er Islændingerne ganske vist ikke
et grænsefolk i den forstand, som vor
filosof i Weimar sikkert mente. Der
findes folk og stammer, som lever endnu
længere mod nord, folk som kæmper
en endnu mere vanskelig kamp for livet.
Men som kulturfolk er vi i nutiden og
har endnu mere i fortiden været et
grænsetilfælde, og det i mere end én
forstand.
II.
Det vilde føre for vidt her at give nogen
oversigt over det islandske folks historie.
Men meget af hvad der er nødvendigt i
denne forbindelse kan udtrykkes ved
nogle faa tørre tal. Man kan beregne,
at Island omkring 1200 har haft op imod
100,000 indbyggere. I forhold til de
andre skandinaviske folk var dette et
ret betydeligt antal. Sverige havde kort
før sin stormagtstids begyndelse (1571)
kun 900,000 indbyggere, Norge i det
13. aarh. næppe mere end 300,000. Men
omkring 1700 var Islands folketal gaaet
ned til 50,000, og det sänk yderligere.
i aarene 1784—85 døde 9,000
mennesker af sult og daarlig ernæring, og da
var Islands indbyggere kun lidt over
38,000. Først i de sidste aar kan vi
antage, at landets befolkning er lige saa
talrig som for 700 aar tilbage, medens
vore skandinaviske brødrefolk, trods al
emigration, har tidoblet deres folketal i
samme tidsrum.
Man kan ikke nægte, at det
fremmed-vælde, vi har levet under i over 600
aar, har haft sin del af skylden for
folkets usle kaar. Magthavernes egennytte
12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
