Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Islandsk kultur. Av Sigurdur Nordal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigtirdur Nor dal
grund til for de store eller større nationer
at tænke lidt mere paa de smaa, selv de
allermindste.
Der drives i vore dage, da virkelig
personlig storhed synes at være
sjældnere end ofte før, en umaadelig humbug
med store mænd, helt ned til filmstjerner
og negerboksere. For vor moralske
sundheds skyld er det nødvendigt at være
paa vagt imod denne overfladiske
vurdering af mennesker. Man maa ikke vænne
sig til at lukke øjnene for den skjulte
storhed rundt om os, for hverdagslivets
helte, hvis succes bare bestaar i at faa
lov til at kæmpe videre, og hvis navne
aldrig finder vej til avisernes prangende
overskrifter. Der drives ogsaa en del
humbug med de store folk. Saalænge
Frankrig og Tyskland ikke har lært at
ordne sine mellemværender paa samme
maade som Sverige og Norge sine i
1905 og Danmark og Island sine i 1918,
kan de ikke opstilles som absolutte
forbilleder for de skandinaviske lande. De
store kulturlande har ingen monopol paa
at være den store kulturs lande. Ingen
kan beundre Englands overklasse-kultur
højere, end jeg gør. I visse henseender
har man der opnaaet et højdepunkt i
menneskelig udvikling. Men samtidig
maa man med smerte indrømme, at denne
kultur er opelsket paa en kunstig maade.
Den er bygget paa rovdrift af mennesker,
udad og indad. Den suger næring af
lavere staaende folkeslags arbejde. Fra
fire verdensdele strømmer rigdomme til
England. Og den suger næring af de
lavere klassers arbejde. En stor del af
dette folk er i kulturel henseende en
ørken. I hver lidt større by i England
findes der kvarterer, som man ikke
gerne gaar igennem, selv ved højlys dag.
Et folk, som hygger paa saa gyngende
grund, maa være et meget mangelfuldt
og farligt forbillede for mindre og svagere
folk.
Vi Islændinger bygger ikke højt. Vor
kultur har ingen taarne, som tiltrækker
sig opmærksomheden fra det fjerne. Men
jeg vover at paastaa, at i to henseender
har intet folk et mere solidt grundlag at
bygge paa. Hvad vi er og har, det har
vi af os selv. Lad andre folk være stolte
over deres erobringer. Vi er stolte over,
at vi aldrig har tjent noget paa et andet
folk. Vi er bleven udbyttede, men har
aldrig udbyttet andre. Dette giver os
haab om, at fremtiden ikke bliver
vanskeligere end fortiden. Og indenfor vort
lille samfund har vi gennemfort en lighed,
som er enestaaende. Hvis drømmen om
et aristo-demokrati nogensteds har
nærmet sig til at være virkelighed, maatte
det vei være paa Island. I de aandelige
goder, vi har, kan alle blive delagtige.
Derved har vi paa vor maade løst det
lille folks problem. Vi kan opretholde
en litteratur, fordi alle er med. Og vi
har gjort mere. Vi er gaaet den lige vej.
Hvad er det til syvende og sidst, som
stormagterne søger med deres erobringer
og handelskrige? Midler til kultur. Men
man gaar ofte ad saa krogede veje, at
maalet glemmes, man forveksler maal
og midler. Men paa Island kan den
fattigste, som eksemplerne viser, skabe
aandsværdier under forhold, som ligger
lige ved det muliges grænse.
Og dette bliver før eller senere alle
de europæiske folks vej. Naar rovdrift
af fremmede verdensdele og de lavere
klasser ophører, maa man lære at skelne
mellem penge og kultur. Og man maa
lægge en hovedvægt paa at indgyde de
masser, som skal overtage magten, ikke
bare kundskaber, men kærlighed til
ideelle værdier. Hvorfor skulde man da
ikke henvende lidt opmærksomhed paa
det folk, som har opnaaet den jævneste
og dybestgaaende folkedannelse ved de
ringeste materielle midler? Ligesom de
tætbefolkede lande, hvor der er mangel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
