Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Gunnar Gunnarsson. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
men stadig straffes han. Det forklares
saaledes af Gunnarsson: . . »Din Tro
vendtes imod dig, fordi den var mangelfuld,
og fordi du vovede at stille formastelige
Fordringer til Gud Herren . . Nu skal
dine gode Gerninger ogsaa vendes imod
dig . .»
Livets Strand er en af Gunnar
Gunnarssons bedst og klarest gennemförte böger
saavel i komposition som i sit forsvar for
ideen. Den har fart i en bevæget
hand-lingsudvikling, kraft og anskuelighed i sit
billedmateriale og i de mange voldsomme
optrin, hvor skikkelse sættes mod skikkelse
eller mennesket imod skæbne og element.
En indvendning kunde man rette mod
handling og psykologi i deres
sammen-föjning. Den psykologiske forklaring kan
blive for sammentrykt og fortættet, naar
den skal fölge med i et for hastigt
hand-lingsforlöb og for mange pludselige
deko-rationsskifter. Den kan blive uklar af det.
Resultatet, bogen skulde komme til, er
det ikke svært med; man kunde gætte sig
til det paa forhaand, eftersom præstens
hele holdning betyder et forsög, et farligt
forsög med gud. At han virkelig vil
indlade sig paa det, kan man forundre sig
over, eftersom der ikke findes træk af
fantasteri eller fanatisme i ham. Han er
virkelig ufanatisk (undtagen som
begyndende sindsyg); hans tro har jo tværtimod
en ikke ringe tvivl indkapslet i sig. Hans
spekulationer er for omfattende til rigtig
at kunne tillade ham at falde hovedkuls
ud i en befriende fanatisme, som bedre
kunde forklare, hvorfor han vil indlade
sig paa saa voveligt et forsög, som det er,
ganske efter bogstaven at lægge sig i guds
haand.
Ogsaa den næste roman Varg i Veum
(i g 16) handler om det evigt uafgjorte
spörgsmaal: livslykken og livsharmonien.
Hvad er den egentlige livslykke? Lykken
beror vei til syvende og sidst paa det
simple at have magt over sine handlinger
og tanker. Ulfur har ikke den magt.
Bogen giver hans banale historie og hans
ligesaa banale undergang. Banal, sagde
jeg. Betragter man nemlig Ulfur som den
centrale figur, bliver bogen og dens idé
forholdsvis banal og ubetydelig. Han er
en karakterlos pjalt, som bukker under
for sine tilbøjeligheder for spiritus. Det er
da en almindelig fylderihistorie. Han og
livet er fjender. Han er uduelig, en ulv
i alle helligdomme baade i ægteskabet
med den rorende Margret og i politiken.
At han dör som en slags helt kan ikke
interessere os. Det er for sent.
Anderledes bliver det, om man gör
faderen, Ljötur, til den vigtigste skikkelse.
Da faar bogen sin bedste mening frem.
Alting bliver en prövelse for ham og hans
gode forhold til gud og hans tro: at
hustruen bliver sindsyg, og sönnen gaar
under i sine udsvævelser og til sidst
drukner i stormnatten. Han, den gamle præst,
hörer til dem, hvem troens lykkelige evne
var givet. Hans eget væsen er kærlighed
og overbærenhed, han forstaar guds
kærlighed og kærligheden i al ting og bag
al ting. Bogen er da bogen om hans
prövelse, sönnens ret ligegyldige skæbne skal
give ham relief. Naar alle prövelser
rammer Ljötur, föler han sig fristet til at
bönfalde om ting, han ikke maa bönfalde
om. Den mening har han, og dette er
endnu harmoni for ham: at gud maatte
have en mening med den, han knuste. Ulfur
er den usikre, som beviser den sikres ret.
For Ulfur, idealisten, findes der mange
underlige mennesker, som han ikke
forstaar sig paa. Hvor underlige? Saadanne,
der tænker at virkelighed er virkelighed
og fantasi ogsaa kun fantasi. For dem
er livet ikke bagateller og skæbne
tilfældighed — til og med en pinefuld
tilfældighed. For Ulfur er virkeligheden
sörge-lig. Han har fantastblod. Han maa
betjene sig af en opildnet fantasi. Og hans
fantasi kan kun glödes af spiritus. Derved
har han faaet en tilknytning til livet. Det
gjaldt at finde et surrogat at leve livet
videre paa. Selvmordstankerne kan han da
spare sig. Hvad der hænder ham, er for
saa vidt ligegyldigt. Det var jo ikke ham,
der skulde pröves — han er en pjalt,
minsandten — men det er faderens tro og
hans livsgrundlag, som skal bevise deres
værdi, naar prövens tid er inde. Fra denne
side set faar bogen sin retfærdigste værdi.
Det er bogen om séra Ljötur og hans
harmoni i livet i samme grad som Livets
Strand var det om séra Sturlas.
Gunnar Gunnarssons evner til at
an-skueliggöre livlige og voldsomme
hændelser og optrin i plastiske, bevægelige
billeder og den magt, han har faaet over
romanens vanskelige teknik, forudbestem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
