Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Georg Brandes. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes
og Ben og erklærer Skønheden Krig paa
Liv og Død, dog aldrig bliver mere end
et poetisk Element».1 Tilfældet er typisk:
Periodens Enhed bevares, selv om
Sætningskonstruktionen opløses.
Som den sikre og overlegne Skribent
holdt Brandes altid fast ved
Ordbetydningen, og ikke sjeldent pressede han
den saa langt den gode Smag og den
ædru Opfattelse tillod det. Han kunde
da undertiden tillade sig Ordspil i Stil
med sin gamle Lærer Rasmus Nielsen.
De kunde være meget træffende, som
dette: »Hvor skal man henty for
Menneskers urene Aande? Mænds urene
Aande, der er møntet til Ord, har jeg
aldrig frygtet for- Men det skrækkelige
Mundsvejr i bogstavelig Forstand
forpester Luften omkring En»."
Han holdtes altid tilbage fra Misbrug
af Ordfigurerne som en Følge af, at han
i ung Alder havde inddrukket et klassisk
Stilideal. Vei kom han aldrig til ganske
at følge det, men alle Vegne i hans
Skrifter, ogsaa fra de seneste Dage, kan
Læseren træffe paa saadanne Sætninger
som denne: »Overskuer man med ét
Blik Alt, hvad Disraeli har skrevet og
som Politiker virket, vil man bestandig
under det konservative Grundlag hos
ham finde en flydende Radikalisme, men
ogsaa bestandig under den bølgende
Grund et stivnet, konservativt
Grundlag».3 Det ser meget simpelt ud, men
man skal i vore Dage lyse med en
Lygte efter Folk, der er i Stand til at
udtrykke en kompliceret Tanke saa kort
og tillige saa gennemsigtigt.
Det lykkedes heller ikke altid for
Georg Brandes. Imod den romerske
Ædruelighed og den hellenske Finhed
kolliderede hos ham af og til den
medfødte Forkærlighed for det højstemte
1 III 257 f.
2 Levned III 225.
3 Saml. Skr. IX 345.
patetiske Udtryk som Tidsalderens lidt
forvirrede Smag kom usaligt i Møde.
Han havde store Gaver til det Patetiske,
men han misbrugte dem lejlighedsvis,
saa Udtrykket nærmede sig Svulst. Han
kunde da køre sig op, saa Billederne
blev heterogene og ophobede, Sproget
anstrengt og massivt, og med
Ligevægten kunde det da knibe. Faa
lægger Mærke til det i vore Dage, hvor de
fleste Skrivende har Bly i Penneskaftet
og ingen Spids paa Pennen. Men
saadanne Steder findes altsaa; specielt i de
af Brandes over det tilladelige yndede
Apostrofer; den berømte: »O St. Georg,
min Skytspatron» synder en Smule mod
den gode Smag, og flere andre af de
Prosopopoiier og Visioner han hyppigt
anbragte som Finale i sine Essays eller
enkelte Kapitler, synder ikke lidet.
Til Gengæld vil Alle enes i
Beundring af den pragtfulde Udgang paa hans
Hamlet-Kapitler i Bogen om
Shakespeare. Det hele Afsnit om denne
Tragedie hører til det bedste, der er skrevet
i den kritiske Genre paa noget Sprog;
Sainte-Beuve, Taine, gjorde det aldrig
bedre. Dette lange Aandedræt har kun
en stor Kunstner og en stor Intellektuel.
Et Kapitel er viet de novellistiske,
historiske, dramatiske Forudsætninger, i
et andet tales aandrigt og lærd om
Giordano Bruno og Montaigne, man
staar midt i Tidens Grublen og
Fanta-seren; saa blandes Kortene:
Shakespearebogens Hjerteslag høres i Kapitlet
om det Personlige i Hamlet’, nu trækkes
den analytiske Kniv af Skeden, og
Hamletskikkelsens Psykologi undersøges;
derefter tager Æstetikeren Ordet og
gennemgaar Tragedien dramaturgisk; et
sjette Kapitel løsner sig af
Sammenhængen og taler dæmpet, rent
menneskeligt om Hamlet og Ofelia, og Tanken
henledes paa Margrete og Faust.
Brandes kendte til Gavns det næsten altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
