Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Georg Brandes. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes
møjsommeligt sammenflikkede
Berømmelse hviler paa, det var Genstand for
hans dybeste Foragt. Han kunde
aldeles ikke se nogen Berettigelse i den Dadel
han blev Genstand for paa dette Punkt.
»Jeg modtager ikke Aabenbaringen,
skrev han ved en saadan
Lejlighed-Bedre end Stedet fra Fustel de
Coul-anges kunde han som Motto for sine
Skrifter have anbragt Moliéres og Taines
Valgsprog, som han havde hjemlet sig
saa god Ret som de til at bruge: Je
prends mon bien oü je le trouve.
Brandes’ Styrke som Kritiker var det
Klarsyn, der forstaar at gribe
Urfæno-menerne i de anskuede Personligheder,
som de viser sig i Kunstværket. Paa
den psykologisk-æstetiske Vej, han slog
ind paa, er Litteraturlæsning og
Litteraturforskning i Danmark bleven siden
ham; paa dette Omraade som paa andre
pegede han bestandig mod Midten og
vil derfor altid blive æret som et
Forbillede. Han vilde ikke være naaet saa
vidt, om han ikke havde besiddet to
medfødte, sjeldne Gaver. Den ene var
denne levende Kunstsans, som vi
skylder saa mange uforglemmelige
Karakteristikker, fra Kontrapositionen af de
to Henrik’er hos Shakespeare til
Referatet af Wahlverwandtschaften i
Goethe-Bogen. Den er navnlig kommen vor
egen Poesi til Gode, man kan af hans
Værker sammenstille en hel lille dansk
Litteraturhistorie fra det nittende
Aarhundrede med Enklaver i det attende
(længere gik han ikke tilbage, naar
undtages en af Dr. Sofus Larsens
Undersøgelser inspireret, væsentlig refererende
Afhandling om danske Folkeviser). Af
fremmede Landes Digtning havde
navnlig den franske hans kunstneriske
Forkærlighed; hans smukkeste Arbejder er
fra denne Side set Bogen om Den
romantiske Skole i Frankrig og den
statelige Række Essays om den franske
19—Ord och Bild, j6:e årg.
naturalistiske Romans og Novelles
Mestere. Fra de unge Aar havde han dog
større Nydelse af den bildende Kunsts
Frembringelser end af Digtekunstens,
men her nøjedes han med at aflægge
sjeldne Besøg som Filosof, Dilettant og
Historiker, tidligst med Alhandlingen om
Rubens i Taines Manér fra 1868, sidst
som Olding med det store Værk om
Michelangelo.
Den anden Gåve Guderne gav ham,
var Sjælegranskerens. Hans
psykologiske Blik viser sig ikke ens over for
alle Opgaver. Naar han var bunden til
en Text, og det Psykologiske blot skulde
tjene til Fortolkning, var han ufejlbar.
Hans Mesterskab paa dette Felt var
ubestrideligt: Ingen kunde gøre ham
saadan noget efter som Analysen af
Søren Kierkegaards Frygt og Bæven.
Men i den frie Menneskefremstilling
viste han en Opfattelse af Personer af
en ganske særlig Art,. I en vis Forstand
var Georg Brandes egentlig ingen
fremragende Menneskekender: han var
troskyldig, og med al mulig Interesse for
Anekdoten kunde han godt gaa i
Vandet paa en Røverhistorie. Hans
Redegørelse for det individuelle sjælelige Liv
er ikke altid saa skarp og fin som
Sainte-Beuves. Noget stort eller lille
Sidestykke til denne Kritikers
mistænksomme og haardnakkede
Gennemforsk-ning af en moderne Forfatters Sjæl, som
i hans to Bind om Chateaubriand, vil
man forgæves lede om i Georg
Brandes’ Skrifter. Dog paa eet Punkt
overgik han Kritikkens største Mester.
Sainte-Beuve kunde gaa om Bord i en Hoben
Sladder med en ganske anden Gratie og
Sikkerhed end sin Elev; og han var vis
paa, at hvor langt han vovede sig ud,
saa berigede han dog altid
Menneskekundskaben. Men det kunde aldrig hænde
ham, hvad der mangen Gang faldt i
Brandes’ Lod, at naa igennem Sump
289
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
