Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Goya. Af Harald Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Nielsen
være blandt hans ypperste, skildrede han
Tyrefægtningen i alle dens Faser og
hele dens Udvikling.
»Tauromachien» kaldte han denne
Serie, og hvad andet er hans Kunst
end en saadan Tauromachi, et Katalog
over, hvorledes man kan komme
Virkeligheden til Livs, og et Bevis for, hvor
sejrrigt det kan lykkes, naar man har
Geniets lynsnare Blik, sikre Haand og
fuldkomne Frigjorthed.
Hans Selvportræt, da han er
halvfjerds, viser ham endnu i hans fulde
Kraft med Haar, der knapt er graanet,
og med Øjne, der lyser af Liv. Ikke
længe efter at dette Billede maa være
malet, prøvede en heftig Sygdom at faa
Bugt med ham, men forgæves. Hans
Hustru dør, hans Søn, den eneste
overlevende af hans Børn, gifter sig og flytter
hjemmefra, hans Venner enten
landsforvises eller falder fra. Til Døvhedens og
Geniets Ensomhed kommer Alderens,
men ustandseligt arbejder han og
ingenlunde blot med dystre Emner. Fra disse
hans sidste Aar stammer ikke blot
ypperlige Portræter som »Damen med
Handsken» i Louvre, men bl. a. ogsaa
det smukke Billede i Budapest af
Vandbærersken, der minder om Greuze, og
Litografiet af Dansersken, der er omgivet
af Larm och Bifald.
Pirrelig og mørk var han dog plaget
af Bekymringer for sin Stilling, som han
frygtede Kongen vilde tage fra ham, og
utilfreds med Forholdene, som de
udviklede sig under Ferdinand VII:s
grusomme og bigotte Regimente. Vei havde
han aldrig i den Forstand, man har
villet gøre ham til, været en Forkæmper
for Ideer eller Partier — hans Løbebane
og hans Kunst vidner derom — men
han havde den kraftige Naturs Afsmag
for det usle og det dumme og trods
al Kynisme en Hunger efter noget
højere.
Men iøvrigt vil det altid være
vanskeligt med Sikkerhed at fastslaa, hvad der
bevægede sig i ham, dertil var han selv
for lidt paa det rene dermed. Er der,
som man har villet mene, Tale om
Dybsindigheder i hans Kunst, er de i hvert
Fald ufuldbaarne, thi han var efter hele
sin Begavelses Art udadvendt, og som
den udadvendte magtesløs indadtil. At
han ikke var begejstret for Forholdene i
sit Fædreland, synes dog med
Tydelighed at fremgaa deraf, at han ikke var
ivrig for at vende tilbage til det, da
han først havde forladt det. Otte og
halvfjerdsindstyve Aar gammel drog han,
ledsaget af en Niece, hvis lille maleriske
Talent han varmt beundrede, til
Frankrig for sit Helbreds Skyld. Efter at
have besøgt Paris, hvor han fik
lejlighed til at se den nye Kunst, Gros,
Géricault, Delacroix, slog han sig ned i
Bordeaux, hvor han til Omgangsfeller
havde en Kreds af landflygtige Spaniere.
Endnu en Gang maatte han foretage
den lange og besværlige Rejse til
Madrid, men da han havde set til sine
Sager og faaet sin Permission fornyet,
vendte han tilbage til Bordeaux, og her
døde han et Par Aar efter — to og
firsindstyve Aar gammel, men, som han
selv skriver, oplagt til at blive ni og
halvfems som Tizian.
344
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
