Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Norsk literatur i 1929. Av Alf Harbitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alf Har bit z
Den unge månd sliter sig til en eksamen,
han faar en stilling. En pinefuld længsel blir
pludselig stillet, lykken er en rus. Men han
kan ikke kvæle sin kundskap om livet, den
melder sig i en dröm, og han forstaar
drömmens symbolik. Lykkefölelsen visner.
Nogen aar efter möter han en kvinde som
han sværmet for paa avstand, da han var
nitten aar. Nu faar han hende, med den
natten vil han ta vederlag for savnet
dengang. Men man kan ikke gjenopleve sin
ungdom, man kan ikke ha baade dens længsel
og sine egne aars klarhet. Ogsaa det blev
ingenting.
Han ser en mulighet. Hvis han nu ikke
glir unda, men er aapen og sand mot denne
kvinde, som har sine merker av livet, sin
glöd og sit hat, saa kunde den natten bli
indledningen til noget nyt og friskt og sterkt.
Men han böier av: videre.
Allikevel: nu kan ban leve, nu er
ungdommen overstaat, drömmen er död, han er
månd.
Det er bokens bitre lære, en lære som
forfatteren ikke har uttalt, men overlatt til sine
læsere at gjætte.
De forskjellige hændelser i den unge
mands liv er typiske og ikke det mindste
merkværdige. Det er bare en ting som skiller
sig ut, og det er drömmen, det samlende
symbol. Ellers er det ikke andet end hvad
enhver oplever eller kan opleve. Men dette
almindelige er stillet frem med den störste
enkelhet slik at det virker som symbolik, og
det saklige og det billedlige dækker
hverandre helt. Nogen steder blir fölelsen
spinkel, det er i satiren, man savner en tone
under, kanske av smerte. Ellers er klangen ren
°S dyp. Sjelden kommer det i vore dage
en bok som er saa godt skrevet, saa
kunstnerisk i hele sin form.
Da Johannes Thrap-Meyer döde ifjor,
var ban bare halvfærdig med sin nye bok,
Over rimet vold. Ogsaa i sin kamp med
stoffet var ban langt fra færdig, — hvis
man ikke skal ta boken som et vidnesbyrd
om stor træthet. Der er noget gammelt i
den som ikke er overvundet og kunstnerisk
behersket. Og at forfatteren ikke har orket
det, tyder paa at han ikke hadde
gjennemlevet motivet, at hans eget sind var snæret
i det.
Thrap-Meyer var romantiker. i sin stil
sökte ban en heftig kolorit og i stemningen
gaadefulde lysvirkninger. Hans personer er
besat av sig selv, av sit splittede og farlige
jeg. Hans förste fortællinger viser slektskap
med Hans E. Kinck. Senere blev han mere
avklart, som det jo heter, han spillet mere
med kontrasten mellem en ytre ro og et indre
oprör.
Det gamle i »Over rimet vold» er
nevra-stenien som stof og motiv, grepet næsten
som i romaner fra naturalismens og
efter-naturalisniens dage. Boken ligner en
syke-journal, fortællingen former sig som en
endelos optrevling. Sygdomsbilledet er visst
riktig nok, alle enkeltheter har en umiskj
endelig ekthet, men av og til tænker man
allikevel: dette er gjort för, dette var ikke
nöd-vendig. Det er en brist i aktualiteten, det
vedkommer os for lite, os som lever nu,
boken blir litt vissen av det. Man kan da
gruble over den dulgte sammenhæng mellem
den enkelte og tiden. Er det den som gir
likefremhet og friskhet. Det faar være som
det vil. I alfald kommer boken en nærmere,
naar den blir saklig, det vil si, naar vi ser
nevrastenien i funktion, som indtryk og
stemninger, og ikke hörer om den.
Men trætheten, ufærdigheten i boken röber
sig netop paa den maate, at den ikke helt er
indtrængende og saklig, men at forfatteren
glir tilbake i en gammel form.
Jens Bing er kunsthistoriker, talentfuld,
anset, nu litt over firti. Arbeidet har tæret
paa hain, ekteskapet ogsaa, skjönt hans
hustru med al sin ro og blekhet er oprigtig glad
i ham, men mest har det kanske slitt at hans
evner ikke har fundet sit riktige leie. Han
er kunstner av sind, det föler han i alfald
selv, men han skaper ikke. Essays bare, og
man kalder hans essays kunst, men det sitter
nogen ulöste længsler og verker i ham. Hans
egen diagnose tilfredsstiller ikke, man sier
til sig selv at den nevrastenien ikke er
opklart. Det ærgrer en næsten, at en klok månd
paa over firti aar skal gaa slik og föle paa
nervene sine og være som en mimose. Det
mangler noget.
Noget med erotik er der i det. Han er
træt, træt av sin bleke frue, og han
drömmer om en anden. Han vil til hende, hun er
i Italien, men saa orker ban ikke at reise
bent derned. Han svipper til Paris, og der
hærder han sig med et eventyr först — hun
er en gammel veninde, som livet har hjulpet
av med de fineste nervene. Og efter det
reiser han til Italien for at opsöke den kvinde
212
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
