Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Nutids-Skulptur i Danmark. Kai Nielsen og J. F. Willumsen. Af Johannes Kragh
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J ohannes Kragh
Aar og Dage. Men denne Egenskab —
det langtrækkende, vidtspændende — har
voldt den dertil svarende Fare, som
desværre ikke helt er undgaaet: Kunstnerens
forskellige Tidsperioder og deres noget
vekslende Stil har — saa personlig præget
dette Kæmpeværk ogsaa er — gjort at
det falder i ret adskillelige Partier.
Altsaa vi vandrer den uafviselige
Pil-grimsgang, vender vore Fjed mod
Kunstmuseet, opad den brede Trappe: mod
Æressalen.
Det første Indtryk, især hvis man
ærbødigt holdt sig paa nogen Afstand, var et
flerfarvet Kaos. Ud af dette frigjorde sig
efterhaanden de enkelte Grupper — først
og fremmest den store Dobbeltfigur,
Mennesket med de to Ansigter: Symbolsk
antydes den nøje Samhørighed ved de
sammenknyttede Hænder, inderligt
forbundne i et uopløseligt Haandtryk.
Dobbeltmandens ene Ansigt er urokkelig Ro, det
andet har et uroligt søvngængeragtigt
Præg — det er som han lyttede anspændt
til den indre Stemmes Kalden. Begge
bærer paa deres udstrakte Arm Skikkelser
som skal udsige deres Indhold: Den
sammenbidt strenge Månd bærer en
kvindagtig Månd og en mandhaftig Kvinde,
Vellysten og Krigen. Den første klædt i en
formløs Dragt, næsten som en Sæk, det
kvindagtige Ansigt bærer Skæg;
Formløshed, Veghed er Skikkelsens Udtryk.
Krigens malmklædte Skikkelse er hvæsset
fuldt af Skarphed, viser Tænder under
den store Hjelmhat, disse Skikkelser
synes mig at være Udtryk for det
udadvendte Liv, Egoisme ogsaa kaldet, der kræver
og nyder, hvad der er andres ved
Ind-smigren eller Brutalitet, og som derfor er
ufrugtbart — dødsdømt! Fra disse to
nedstammer en ulykkelig Slægt, som i
Fortvivlelse synker mod Dybet, hvileløs,
udsuget af et aldrig slukket Begær.
Den drømmende og indadvendte —
noget ældre end Tvillingbroderen —
bærer paa sin udstrakte Haand en Månd
med langt Skæg, som med en haabløs
Gestus peger tilbage paa den tragiske
Slægt, der synker i Dybet, men den
moderlige Kvinde, dog svulmende varm —
Elskerinde — griber hans Haand og
trykker den med en fuldendt skøn og varm
Gestus mot sit fulde Bryst — giver ham
Haab: Fra vort Favntag skal en ny og
gylden Slægt udgaa, en ny Ungdom, der
skal befolke Jorden med nyskabt
Skønhed.
Vil vi nu betragte dette Værk som en
kunstnerisk Helhed — efter saaledes
summarisk at have gjort Rede for dets
Indhold, da er netop dette vanskeligt:
Helheden flygter! Ikke blot det første
Indtryk er kaotisk, ogsaa for den nærmere
Betragtning vedbliver dette Indtryk. For
at forstaa den mærkeligt plettede og
sammenstykkede Dragt, hvori Willumsen har
klædt sit Livs filosofiske inspirerede
Skikkelser, kan vi betragte — synes mig —
med Udbytte hans Ungdoms mærkelige
Hovedværk, det stærkt sammensatte
Arbejde »Jotunhejm». Denne ejendommelige
og i stoflig Henseende meget uensartede
Komposition udgøres af i) et Oliemaleri,
2) en i Bly udført, af Menneskefigurer
sammensat Ramme, 3) en Emaillefrise
paa Rammens Overkant. Hovedtanken i
dette Arbejde — atter i Slægt med
Gemsen mellem de slidende Arbejdere —
skulde indeholde Menneskets Lidenhed og
Smaalighed sammenstillet med Naturens
Mægtighed: En magtfuld og øde,
død-lignende Natur, dækket af evig Sne,
virkningsfuldt set og gengivet i et plettet
virkende, af sorte og hvide Figurer dannet
Billede. Jeg skulde tage meget fejl, hvis
det ikke er denne Helhed, der ligger til
Grund for det store Reliefs mærkelige og
i Farvefordeling tilsyneladende lidt
ufor-staaelig-vilkaarlige Baggrund.
304
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
