Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Norsk kritik. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ch arles Ke n t
vist deres Hovedtyper og disse Typers
Sammenhæng med Tidsaanden i det hele og med
visse norske Forhold i Særdeleshet. Ogsaa
hendes Paavisning av Slægtskapet mellem
Kristin Lavransdatter og en bestemt Type av
Kvinderne i Nutidsfortællingerne er, saavidt
vites, ny. Hun falder dog ikke for Fristelsen
til at betegne Sigrid Undsets
Middelalderdigtning som bare kamuflert Nutid. I Avsnittet
om Olav Audunssøn — som desværre er blit
vel sterkt forkortet for at faa Plads i Bogen
— viser hun klart Forskjellen paa den
forrige store Roman og den siste, og tilkj ender
dennes Personer fuld Hjemstavnsrett i deres
egen Tid.
Paa samme Maate finder hun frem til
Ho-vedtypene av Olav Duuns Bønder, peker paa
deres Sammenhæng med norsk Liv og med
speciel norsk Kulturutvikling. Det kan gi
adskillig at tænke over, naar Frk. Kielland
trækker frem det ene Motiv efter det andet
i Duuns Digtning, og viser hvor nøie det
hænger sammen med primitiv germansk
Tanke- og Følemaate, helt tilbake i Sagatiden og
endnu længer. Hun faar os til at forstaa,
at den nye norske Nationalromantik ikke bare
er tomt Sværmeri, den har noe at lære os,
om ikke andet, saa om Hindringerne for en
virkelig humanistisk Kultur i dette Land . ..
For det kan jo ikke nægtes: de
Karaktertræk som Duun efterviser hos det norske
Folk, er, saa værdifulde de kan ha vært i
det primitive Stammesamfund, ikke lette at
bøie ind under objektive Regler for
Samfundsliv og Aandsliv. De samler sig i siste
Instans i en Dyrkelse av selve Vitaliteten,
av den svulmende Livsfølelse som er god i
Kraft av selve sit Overskud. Men baade
Digteren Olav Duun og hans Kritiker er
altfor virkelighetsnære til ikke at se
Vanske-ligheten ved at tilkjende en subjektiv Drift
som denne objektiv og normativ Gyldighet.
»Godhet uten kraft gaar tilgrunde. Men
ogsaa den aktive, magtfulde menneskekjærlighet
bukker under i kampen mot ondskapen, fordi
dens kraft er en kraft til det gode, og idet
den skal anvendes til at slaa ondskapen ned,
ophører den, eller synes at ophøre, med at
være god.» Det er Odins Skjæbne i
Juvik-eposets avsluttende Fortælling »I stormen»
som avføder disse Eugenia Kiellands
Betragtninger; og naar hun siden anfører Odin som
Begynderen av en ny Epoke i norsk
Samfundsliv, — som »forsoningen mellem
gammelt og nyt, slegtfølelse og samfundssyn —
paa en gang det ypperste skud av en gammel
ædel stamme og utgångspunkt for nye ætter i
nye tiders tegn,» — saa er vi ikke ubetinget
færdige til at bifalde Dommen. Den
altruistiske Drift faar, som enhver Naturdrift, sit
Gyldighetsstempel av Utfaldet av de
Bestræbelser, Driften tilskynder Til; og hvordan det
gaar med den rendyrkede Godhet, det har
Duun selv vist os, ikke bare i Odins Historie,
men enda mere skræmmende i sin siste Roman,
»Medmenneske», hvor det gode, velmenende
Menneske, som ikke har andet end sin
Godhet til at styre sig, av Tingenes egen Logik
gjøres til Morder . . .
Ogsaa i Opsatsen om Nini Roll Anker er
det Konfrontationen mellem de digtede
Skikkelser og Virkeligheten som er lykkedes
bedst. Det som er Ledemotivet i Fru Ankers
Digtning, Kampen mellem de to
Vurderings-maater: paa den ene Side den
autoritative och almengyldige hos den gamle
Embedsstand som hun tilhører ved Fødselen
og med en stor Del av sit Hjerte, og paa
den anden Side den frigjorte, men subjektive
Værdimaalestok hos hendes eget Slægtled,
det naturalistisk indstillede, — den Kamp
har Frk. Kielland alle Forutsætninger for
at forstaa og føie med. Fru Ankers Bøker
kan ikke utlægges klarere og med sterkere
Indlevelse, heller ikke gjennemgaaende
bedømmes retfærdigere som Kunstverker. Hvad
det kniper med, er den samlende Dorn om
det store Problem i Nini Roll Ankers
Digtning : hvor finder man den indre Lov som
for det moderne Menneske kan erstatte den
ytre Autoritet? Overensstemmende med hele
sit romantisk farvede Livssyn finder Frk.
Kielland det avgjørende Svar paa Problemet
i Fru Ankers Skuespil »Kirken», hvor
Kjær-ligheten forkyndes som den høieste Lov: »Vi
er erobrere av et nyt hovmod: ydmyghetens.
Kristi hovmod da han sa: Tilgi dem, for de
vet ikke hvad de gjør. At elske menneskene,
det kræver den høiste styrke, seierherrens!
Og jorden venter paa os —.»
For en Gangs skyld lar Frk. Kielland sig
her av sin Sympati med Forkyndelsen forlede
til at ta et noksaa uægte Digterverk for god
Vare. Hun begaar ogsaa en anden Feil,
nemlig at identificere den opspilte Forkyndelse i
»Kirken» med »det enkle alvor, de faste
be-greper om ret og uret, vi møter hos de første
av hendes digtede skikkelser» — altsaa med
den Værdimaalestok som den gamle norske
Overklasse benyttet, og som er den ene av
502
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
