Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Karl Larsen. Af Jörgen Bukdahl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jörgen Bukdahl
Wahrheit Knecht, som han signerede. Den
Dag, der skulde sætte hans Mod paa Prøve,
kom, den Dag, da Artisten skulde blive
Polemiker for et Standpunkt og Æstetikeren
Stridsmand for en Sag. Det var da
Verdenskrigen kom, og han gik i Brechen for
Tysklands Sag. De Erfaringer han høstede deraf
blev til det andet Stykke i »Dødens Besøg» :
»Løgnens Spejl» —
»Mene — mene» — fra 1908 var et roligt
velovervejet Stykke, hvor Lidenskaben var
bundet i en vis Ro. »Løgnens Spejl» fra 1917
er det mest lidenskabelige Karl Larsen har
skrevet, ofte ubehersket, brydende sig fejl om
almene Vurderinger, æstetiske Lysvirkninger
eller det pilne Raffinement, hvormed Karl
Larsen ellers plejer at lægge sidste Haand paa
sit Værk.
Fra de store Slagmarker besøger nu
Døden Danmark. Og allerede i Begyndelsen kan
man ikke lade være med at genkende Karl
Larsen i sin Situation under Krigen: »Tre
Fjerdedele af Menneskehedens Historie var
Manden, der var forud før sin Tid, hvis Ord
først blev upaaagtede, dernæst rasende
modsagte eller simpelthen fortiede, samtidig med
at man søgte at binde Munden paa deres
Ophavsmand, undergrave ham økonomisk,
mistænkeliggøre ham socialt.» — Og nu gaar det
løs med kraftige Angreb paa Pressen,
Politikken, gamle Grundtvig, I. P. Bang o. s. v. Han
arbejder sig helt ud i den aktuelle Ildlinie,
hvor det ikke gælder at føre det elegante Hug,
men hvor det kommer an paa, at det rammer,
at Stødet gaar ind. — Dette er Karl Larsen,
som han nu uformummet viser sig i Ringen,
og hvor alt det, der før i indvendig fint
forgrenet og sammenfoldet Tilstand var den
skjulte Magt bag hans Kunst, nu pludselig
foldes ud som et Flag, der smælder. Naar man
er i Havsnød og ved, at det ikke hjælper at
flyde paa Lasten, kaster man selv den
dyreste Ladning over Bord. —
Døden mødes med Forfængeligheden og
Løgnen, disse to har jo haft særligt travlt
i den sidste Tid. Og disse tre Evigheds- og
Virkelighedsmagter gennemgaar da Danmarks
politiske Historie med en Karl Larsensk
kritiske Ubønhørlighed og viser, hvordan de tre
store Krige i det 19. Aarhundrede intet har
lært Landet, hverken Sejersrusen, Aanden
fra 1848 eller Aanden efter 1864 havde
virkeliggjort Folket, det blev blot forflygtiget i
Overmod efter 48 eller i tungsindigt Mismod
efter 64. Karl Larsens ellers saa kolde og
spodske Ironi brænder her som glødende Jern.
Forfængeligheden siger: »Efter det frygtelige
Sammenbrud i 1864 var der nogle Aar, hvor
det saa ud, som vilde Danskerne arbejde sig
frem imod reel politisk Forstaaelse. — Men
fra det Øjeblik, denne Tanke i 1870 havde
vist sig som et Blændværk, blev Forsøgene
paa at vinde fast politisk Bund i
Virkelighedens Verden opgivne. Og man fandt Hvile
i Fantasteriets Favn.»
Døden bereder sig da til at forlade Landet.
Livets og Dødens Magter ligesom gled af
paa det og smuldrede op i Betragtning,
Æstetik, Syner, store Planer, forsumpede i
Selvraa-dighed og Individualisme: »Døden blev
grebet af dyb Medfølelse. Stod han virkeligt —
uigenkaldelig virkeligt — overfor et
Selv-raadighedens Folk, der ikke vilde finde sin
beskedne Plads i Realiteternes Verden? Et
Folk, der maatte skabe sig sin Verden
udenfor den, der bestod, et Folk, der ad Fantasiens
Tandhjulsbane lod sig rutsche op paa
Bjergtoppe, som de virkelighedsstærke Nationer
havde hele Livets Udbytte af møjsommligt at
klatre op imod ? Et Folk, som vilde blive
Spiller over sin Skæbne, haabe fantastisk og føie
det fantastiske som underholdende Spænding?»
Her blev det sagt, her blev den Plante, der
ogsaa var den æstetiske Næring i Karl
Larsens Forfatterskab, rykket op med Röde, men
hvilken Vej fører ud i Fremtiden? Karl
Larsen svarer: »Bort fra Anklage, og Dom, bort
fra Løgnsladder i Fortid og Nutid, bort fra
virkelighedsfjendsk Selvretfærdighed. —■ Ind
paa oprigtig Ruelse over egne Fejl, ærlig
Vilje til at lide ogsaa sin fortjente Straf, klart
Forsæt om at ville finde sin af Virkelighedens
uafviselige Krav betingede Plads i
Tilværelsen med dens Møje og aldrig fuldt opnaaede
Held, uden Forfængelighedens fantastiske
Selvbedrag.» —
Dette er Forfatterskabets hemmeligste og
mandigste Mening. — Men dets Aand har
han udtrykt i denne Sætning: »Men en
Evighedstanke maatte der være i Menneskenes
Liv, om de saa ogsaa mente, det var færdigt,
naar de døde, ellers vilde de have mistet det
længe, før de gik herfra. Og et Livsens Brød
for Menneskene havde Religionerne været,
og vilde de blive ved at være, thi evindelig
sand var deres bærende Sandhed, at der kun
gaves et virkeligt Liv, som var mere end
Funktioner, Livet efter Døden.»
330
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
