- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fyrtioförsta årgången. 1932 /
420

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - J. C. Christensen. Af Johannes Lehmann

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Johannes Lehman n

havde vundet Befolkningens Tillid. Men
snart lagde man Mærke til hans Flid. Han
forsømte aldrig noget Møde, var en
opmærksom Tilhører og granskede idelig i
gamle Rigsdagstidender. Derfor varede
det ikke mange Aar, førend han var
Thin-gets mest kundskabsrige Medlem —• og i
dansk Politik er der Tradition for, at det
just er politisk Viden der fremfor alt
andet baner Vej til Indflydelse og Respekt.
Det førte igen til, at han udenfor
Rigsdagen blev en stærkt benyttet politisk
Agitator, der kendte og havde fuldkomment
Overblik over Landets parlamentariske
Historie.

Derimod talte han kun sjældent i Salen.
Næppe fordi han havde noget imod det,
men saa længe Christen Berg følte egen
Kraft dertil, var det kun ham, der førte
Ordet i Sager, som var værd at tale om.
Og dertil kom, at J. C. Christensen i de
første Aar havde svært ved at faa
Medlemmerne til at lytte. Hans rent
menneskelige Naivitet spillede ham ofte et Puds,
saa han fik Latteren imod sig. Da han i
sin »Jomfrutale», der angik et privat
Forslag om den offentlige Prostitutions
Ophævelse, flere Gange brugte den Vending
om Kønssygdommene, at cle var »Naturens
Protest mod Utugten», var der adskillige
af de bedre Hoveder blandt
Medlemmerne, der tænkte deres »Aa, Herregud»! Og
det blev ikke bedre ved at blive fremsat
i en drævende Tone; Ordene faldt over
hverandre i stadige Gentagelser, og han
famlede som den, der har grumme ondt
ved at give Tanken det prægnante
Udtryk. Ser man Datidens udførlige
Avisreferater igennem, er det ogsaa kun til Nød,
at det overhovedet nævnes, at »det ærede
Medlem fra Ringkøbing» havde haft
Ordet. Ganske anderledes nied Mændene fra
Fortfatningskampens yderste Skyttegrave.
Naar de talte, naaede deres Ord til
Landets Grænser.

Men med eet rykker J. C. Christensen

ud af Ubemærketheden: Christen Berg
dør pludseligt i November 1891, og fra
nu og da at have røgtet et lille »Ben»
bliver J. C. Christensen Ordfører for
Bergi-anerne. Helt retfærdigt var det ikke —
det skyldtes et Sammenspil af
Omstændigheder, der føjede sig til J. C.
Christensens Held. Underordføreren, Bergs
Næstkommanderende om man vil, den
kundskabsrige og flittige Kristen Peter
Korsgaard var blevet udelukket af Partiet,
fordi han for stærkt nærmede sig Alberti.
Den, der nu var nærmest til at bliv^
Kaptajn, var Redaktøren af Bergs ældste \Blad
»Kolding Folkeblad», Enevold Sørensen.
Men denne ubestridelige Dygtighed, som
efter Systemskiftet viste sig som en
meget habil Minister, for hvem det
konstruktive i Politiken ganske vist altid spillede en
større Rolle end Ideindholdet, faldt ved
Valget i April 1892. Og der var da kun
to, som kunde være Førere. Den ene J. C.
Christensen og den anden Anders
Nielsen, en ganske ung Husmand fra Løve! i
Jylland. Uden Tvivl overgik han langt J.
C. Christensen i Intelligens, og baade
temperamentsmæssigt og intellektuelt viste
han sig som det Bergske Venstres bedst
udrustede Månd. Og dog naaede han aldrig
J. C. Christensen til Anklerne, fordi
Verden nu engang vil regeres ved Villen og
ikke ved Kunnen. Og her kom det an paa
Karakterstyrke og taktisk Evne, da
Bergi-anerne kom forstærkede hjem fra Valget,
medens Hørup var faldet og mange af
hans bedste Mænd havde gjort ham Følge.
Den brede Vej laa nu solbeskinnet foran
J. C. Christensen — med eet saa han sig
selv som Fører for dem, der stærkest vilde
modarbejde det Forlig, der nærmede sig
mere og mere. Her tabte han, fordi han
maatte tabe. Forliget blev den første April
1894 en Kendsgærning, men endnu mindes
man hans sidste Ord i hans store Aktorat
imod det: »De Herrer fører deres Sag
igennem, det er sikkert; men naar De nu

420

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:03:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1932/0464.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free