Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Valdemar Rørdam. Af Ejnar Thomsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valdemar Rørdam
strække til kunde den i Længden ikke. Den
Tid kom for Rørdam, da Kønnets Naturlov
ikke mere syntes ham i umiddelbar Pagt med
Existensens positive Funktioner. Uden at han
som en afbrust Svækling løb over fra
Livs-bekræfternes til Mørkemændenes Rækker,
indstillede han sig dog — med Slægtens,
Folkets og Landets Tarv for Øje — på en ny
Måde, om ikke splittet, så i hvert Fald
dualistisk. En fremragende Pionér for dansk
Virksomhed i Siam, Direktør Åge
Westenholz, havde fra et national-etisk Stade rettet
et Angreb på hans erotiske Digtning og fik
1909 Svar i et berømt Rimbrev, der er et
ideologisk Hovedværk i Rørdams Produktion.
Med Front både mod lysrædde Strømninger
og mod smudsige Satyrer synges her videre
på Elskovssangen — vei at mærke: »når
Sangtid er». Men Betoningen er en helt
anden end før:
Og er der i Drifterne Trold ved Trold,
så mener jeg: Trold må der til!
Ellers visner vor Verden, kold
som et Skyggespil.
Som Brødre står Ærens og Elskovens Drifter
i tusend Års Skrifter
om Stordåd og Ry.
Det gælder kun Styret at holde:
Så rejser de skinnende Borge mod Sky
og bygger os Landet — de Trolde.
Her er der endnu Harmoni. Men strax
efter kommer Spaltningen:
At Liv kan leves i større Former
end det, der stormer
for Lyst og Nød
og på den enkeltes Vegne —
At selve den Enkeltes Liv og Død
er kun for lidet at regne —
En Gnist i Mulmet, et bortblæst Råb
i Evigheds brusende Skov,
hvis ikke han lyder med højere Håb
en større Lov,
der knytter alt, hvad han er og mægter,
til Kæden af Slægter
som levende Led
i Samfund frem og tilbage,
støttet af Døde hvert eneste Fjed
og med Ansvar for Ufødtes Klage.
Skarpt understreges det, at ikke det
naturalistiske Sexualfællesskab med Planten og
Dyret er vort Adelsmærke, men derimod
Mindet, som rækker »bag tusend År», Tanken,
der skaber Kultur, og — »under Tankens og
Mindernes Hvælv» — Viljen, der for Slæg-
ternes og Folkets Evighed ofrer »Døgnlivets
dyreste Stoffer».
Et Par År senere er Rørdams nationalt
begrundede Antinaturalisme, der jo i
Westen-holz-Brevet nærmest fremtræder som
Resultatet af en Viljesakt, et spontant Udslag af
selve hans Vitalitet. I Drømmeri — næst
Ondløse måske hans dejligste Digt —
frasiger han sig existentiel Samfølelse med
Naturen :
Se, Træerne de løfter mod Lyset deres Kroner,
og Blomsterne de blomstrer og kaster deres Frø.
I en havegemt Bolig
gror og visner man rolig;
i Samlyd fortoner
det at leve og at dø.
Men hvad Træer finder Trøst i, kan Mandsvilje
frygte,
den forlanger at ernæres af et Folks Kraft og
Mod.
Efter atter et Par År erklærer Rørdam sit
almenreligiøse Behov for utilfredsstillet af
Naturen (i Digtet Den gamle Kirke) :
. . . Om jeg gik ud under åben Himmel,
endda blev Hvælvingen stundom trang.
Og lå end Kirken der lav og lille,
jeg havde aldrig så højt et Sind,
at ikke alt, hvad jeg var og vilde,
jo kunde følge, når jeg gik ind . . .
Denne Vurdering har vistnok indre
Tilknytning til en Hyldest, som han —
nogenlunde samtidigt med Westenholz-Brevet ■—
skrev til Paludan-Müllers Minde. Han
seiden »hvidklædte Uranias Præst på Templets
Tinder» først og fremmest som Manden, der
»rev Hjertet blodigt løs» fra Afrodites Favn
og »købte Ånd for Blod, klart Lys for Brand».
Paludan-Müllers Sang blev »en blodløs Sang»
—• og fik netop derved sin ejendommelige
Kraft:
Hil Blodets Hd! Skønt blomstrer det af
Gløden ...
Men Lys af Ånd kan gennemtrænge Døden.
Går vi nu helt frem til Rørdams utilbørlig
oversete Versroman Jens Hvas til Ulvborg
(1922—23), kan den vei — med sin Skildring
af en dansk Forretningsmand på Java —
forekomme udpræget imperialistisk. Men selv
den hurtige Læser vil ikke andet end kunne
bemærke, hvordan Arbejdshymner, Fremdrift
og Overflade stadig brydes med
Kulturtræthed, Nirvanalængsler og dybt Indsyn. Midt i
dette flimrende Lys- og Skyggespil forkynder
SOS
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
