Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Norsk Front imod Kulturkrisen. Af Ove Lundbye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norsk Front imod K ult 21 r krisen
—■ for at finde det Sted, hvor man først er
gaaet vild, og for at finde Vejledning og
Forbilleder til en Genrejsning. Dette er
ikke blot konservativ Skik; enhver
Revolution har søgt sin Autoritet i Fortiden — selv
Kommunisternes Afgud er jo hundrede Aar
gammel, og desværre mere præget af det
fortidige, end det sømmer sig en Gud.
Harry Fett, den kendte norske
Rigsarkivar, ser sig ogsaa tilbage. Under
Rekonvalescensen efter en Sygdom fordyber han sig
i det store franske Aarhundrede, i de antike
Forbilleder, som man dengang saa op til, og
i de Udtryk, dette klassiske Livssyn gav sig
her i Norden. Resultatet er blevet Bogen
»Vort nationale Enevælde» (Aschehoug,
1925), et sjældent levende Arbejde, en
Række festlige Causerier af en Månd, for hvem
dette Livssyn ikke er Historie, men Natur.
Som enhver anden Periode i
Menneskehedens Historie, der for Eftertiden bærer
Storhedens Stempel, var ogsaa l’ancien régime
præget af Orden og Frihed i rolig Harmoni.
Man overser gerne den gensidige
Afhængighed mellem disse to, og dog er hele
Historien en Bekræftelse derpaa. I Enevældens,
Autoritetens Tid, blomstrede
Personlighederne, og Sansen for de menneskelige
Forskelligheder var levende. Ludvig d. 14.,
Frederik den Store, ja selv Danmark-Norges
Oldenborgere —• der af Fett rehabiliteres paa
glædelig Maade og renses for den Ringeagt,
som en demokratisk Eftertid har bragt dem
i — regerede hovedsagelig ved deres fine
Sans for Mennesker; de var vant til at
bedømme Livet og Menneskene ikke efter
Theorier — der altid er forkerte, navnlig jo mere
videnskabelige de er ■—■ men efter rig
personlig Erfaring, høstet ved stadig Omgang
med Mennesker af alle Stænder. Fint og
rigtigt peger Harry Fett paa Kvindens
Betydning i denne Forbindelse, og ikke mindst den
Kvindetype, der prægede den ledende Klasses
selskabelige Liv. Det er en Tanke, der ogsaa
Gang paa Gang er fremsat af Sigrid Undset,
at den moderne Emancipation dræber
Kvinden ved at søge at paatvinge hende Mandens
Væsen og Vaner. I alle klassiske Tider •—•
Antiken, Højmiddelalderen, l’ancien régime —■
var hun netop respekteret og æret som
Kvinden; gennem alle de forskellige Grader af
Eros fik hun Leilighed til at opdrage og
præge Mændene, og hun medbragte til
denne uendelige vigtige Opdragergerning ikke
blot Kvindens medfødte intuitive Sans for
Har ry Fett.
konkret Menneskelighed, men tillige hele sin
Tids højeste Kultur. Fett viger end ikke
tilbage for det charmerende Paradox at lade
den højkultiverede »Hetære» repræsentere
det højere Kulturtrin i ren sexuel Henseende.
For Ægteskab og Last er »laisser aller» det
fælles Kendemærke -—■ Hetæren derimod,
»Damen», Salonens og Hoffets Herskerinde,
hævder ogsaa i Kønnets Affærer Formen,
Distancen, de kunstfærdigt opstillede og
overvundne Hindringer! Der er, siger Fett
(som Spengler!) en dyb Forbindelse
mellem Erotik og Menneskekundskab, og mange
store Diplomater har udviklet deres Evne til
at bedømme og behandle Mennesker -—■ og al
Regeringskunst beror jo herpaa — i
Salonerne.
Mellem de mange levende Portrætter, som
Bogen giver af Personligheder fra Europas
»klassiske» Tidsalder, indtager naturligvis
Holberg en fremtrædende Plads. Han er for
Fett simpelt hen Typen paa det klassiske
Menneske, som Rousseau er Typen paa det
modsatte, d. v. s. det romantiske. I Rousseau,
siger han morsomt, findes alle Holbergs
bedste Komediefigurer forenet; hvilket forøv-
601
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
