Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
tiltaler sikkert den svenske Smag. Han kan
skrive Vers, der ligger klart o g køligt som
Bølgelinier i Sand; man sporer endnu
Aftrykket af det vældige Hav og Stormen som
smukke, haarde Riller i Bunden.
Per Lange er en Digter, der øver sig i
Ydmyghed. Det ligner næsten en villet
Selvudslettelse, og i samme Øjeblik faar han
Tingene at se, som om de aabenbarede sig for
ham i et klarere og mere sikkert Lys. Det
smukkeste Digt i Orfeus er maaske
Gendigtningen af Paul Claudels »Indvielsen». Hvad
Digtet kan betyde som Bekendelse for
Digteren selv, maa afgøres en anden Gang, naar
Ordene bliver tydeligere. Som teknisk og
digterisk Formøvelse har det sikkert den
allerstørste Betydning. I dette Digt hører man,
hvad Per Lange kan faa Ordene til at fortælle
om det Sind, der forbereder sig til Lykken
ved Andagt:
O, leende Digter, hvis Lod var at stige
fra Slægternes Dyb mod et Liv uden Aar,
dit Under er rede; du er i dit Rige
og hilses af Gudernes evige Vaar.
Du staar i en Byge af Frugter, der skinner
og stirrer mod Verden med svimlende Aand
som Jacob, der knæler blandt solbrune Kvinder
og salves til Arving af Faderens Haand.
Jeg lever! Usaarlig med Skæbnen som Byrde
jeg vandrer med Latter mod Uvejr og Regn
og ser gennem Natten en Mælkevej styrte
sit Lys over Stjernernes grufulde Egn.
Og mange andre af disse Orfeus-Digte har
samme klassiske og rene Klang. Der er noget
smerteligt og yderst afklaret ved disse smaa,
næsten prentede Strofer. Per Lange er en
fornem Digter. Slægtens Kultur er blevet til
en behersket Kulde, der i Virkeligheden
dækker over et meget følsomt Sind, der søger
»efter en afsluttet Verden af tidløs Fred»,
hvor Form og Linie taler et særlig Sprog
til en Månd, der elsker at kunne gaa Tingene
efter med ti nænsomme og følsomme Fingre.
Det er mærkeligt med Per Lange. Smerten
melder sig hurtigt. Den overvindes hurtigt
ved den Glæde, der opstaar, naar han
omsætter Smerten til Lykke ved at skabe
tre-fire smaa, klare Strofer om en Stemning, et
Billede, en Kvinde.
4-
Hverken andre Steder eller hos os er man
forvænt med skrivende Kvinder, der tillige
er Lyrikere. Man aabner derfor Hulda Lüt-
Hulda Lütken.
kens Digtsamling Lænken med en vis
For-haands-Velvilje. Allerede paa det første Blad
læser man — som et Slags Motto — følgende
fem Linier, der sikkert beskriver Bogens
splittede Temperament og dens personlige
Diskussion. Digtet hedder: »Min Kunst og min
Kærlighed».
Min Kunst og min Kærlighed er som to Kæmper,
der kæmper sammen ved Dag og ved Nat.
Ingen af dem vil give efter.
Begge er fødte med Bjørnekræfter.
Ingen vil sejre, begge tilsammen vil dø.
Hulda Lütkens Romaner (Degnens Hus og
Lokesæd) er Romaner om den romantiske
Undtagelse og om det sjældne,
temperamentsfulde Menneske, der maa gaa til Grunde i en
indre, opslidende Konflikt. I »Lænken» er
Hulda Lütkens eget Temperament, Længsel
efter Kærlighed og betingelsesløs Lidenskab,
dulmet af mørke, vuggende Stemninger fra
Natten, Maanen og den mørke Skov.
Formelt er Hulda Lütken baade fast og sikker i
Billede og i Ordvalg. Versene staar tydeligt
og afgrænset paa Papiret. De indeholder
allesammen en Klage, der stammer fra Sindets
Tvivl: Kvinde eller Kunstner ? Disse Strofer
klager allesammen med virkelig lyrisk Flugt
over den Kunst — den Lænke — der mu-
107
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
