Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - København—Malmø for hundrede År siden. Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Köbenhavn — Malmö
Malme havn. Tegning af Georg Flensburg. 1824.
Fru Maria Flensburg, Malmø.
gange om ugen. Året 1828—29 betyder
da mere for udviklingen af gensidigt
kendskab, både personligt og literært, mellem
Danske og Svenske end de foregående
tyve. Dog som sagt, var det endnu kun
en forbindelse mellem Københavnere og
Skåninger. Det øvrige Sverige og
Danmark stod endnu udenfor. Meget
betegnende er den voksende usikkerhed som
greb deltagerne i det første skandinaviske
studentertog i 1843 t’l Upsala jo længere de
kom nord på. I Skåne vidste man, at
uvillige og fremmede følelser hørte fortiden
til. Om stemningen nord på vidste man
intet.
Den 14. Juni 1829 kom Oehlenschlæger
for første gang til Sverige med
dampskibet. En dansk bladredaktør Ove Thomsen
havde inviteret ham til rejsen og sørget
for, att den ansete skjald fik en passende
modtagelse. Oehlenschlæger var imidlertid
ingen ordets månd; hver gang han vilde
tale blev han så bevæget, att han ikke
kunde tale, »hvilket — bemærker en maliciøs
deltager — var meget heldigt for hans og
vort renommée».
Men året forud — altså samme år som
hundreder af Københavnere pr. Caledonia
for første gang gæstede Malmø — havde
Oehlenschlæger i sit ny epos »Hrolf
Krake» sunget det nordiske
fostbrødre-skabs pris. Her præker skjoldungen Hrolf,
omgivet af sine tro kæmper i nationaldragt
fredens evangelium i disse linjer:
»Jeg tror på venskabs vælde», kvad Hrolf og
favned hver.
»O! havde Nordens sønner som vi hinanden kær.
Da Danmark, Sverrig og Norge i hæslig
broderstrid
Ej spildte kræfter længer i uheldsvangre tid.
Som brødre de levede sammen. Velan, så lader
os stå
For tiderne som et billed, der aldrig skal forgå.
Den hvide vadmelskofte favne den rød’ og den
blå.
Nogen »Skandinavisme» forkynder
disse linjer dog egentlig ikke. De er blot et
memento til nordens folk om att holde
fred. Ved det første studentermøde i 1845
blev der riktignok bragt Oehlenschlæger en
hyldest som den der fremfor alle andre
havde arbejdet for Skandinavismens vækst.
Og i taler og artikler, som allerede nu
vilde anlægge en historisk målestok på
Skandinavismens idé, blev det sagt, att
Oehlenschlægers nordiske digtning ved at
genrejse mindet om fortidens fælles storhed
havde vakt Nordens ungdoms dådstrang
og begejstring. Man gik så vidt, at man
kaldte Oehlenschlæger »den skandinaviske
131
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
