Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Ny dansk Prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
IV.
Det er ganske interessant at sammenligne
Ingeborg Maria Sick og Martin Andersen
Nexø. De er begge begyndt paa deres
Erindringer fra Barndommen. Hos Kvinden
afdækkes »det hjemløse Hjerte» og hos
Manden det sociale Sindelag. For dem begge
gælder det, at dermed er ogsaa det kunstneriske
Temperament forklaret.
Ingeborg Maria Sick fortæller i Fremmed
Fugl, paa sin blafrende og hektiske Maade om
sin tøsede Barndom og om det Frankrig, der
altid ruller som et fremmed Blod i hendes
danske Legeme. Som Kunstner har hun en
Hukommelse som en Sypose — alle Slags
brogede Klude, der hver for sig betyder
Eventyr og Poesi. Hun er konstant forelsket. I
hendes egen Mund lyder det saaledes: »At
være forelsket er jo blot at holde af paa
den morsomste Maade med Hemmelighed og
Fyr og Flamme, Flugt og Sang, Sorg og
Glæde og Urimelighed, og det er dumt at
nøjes med at holde af paa den kolde,’ tørre og
rimelige Maade, som Folk mest bruger ...»
Hun er altsaa ikke til at stole paa. Der er
noget halvkatolsk ved hende: her er hun lidt
for kandiseret, og det hele kommer
hulter-til-bulter, som Erindringerne skal ... noget om
Kærlighed og Plyslogen i Det kgl., og
noget om Møbler, Engle og en Moder paa
Kirkegaarden. Men saadan er nu hendes Charme
og hendes franske patetiske Følsomhed. Det
sociale Sind ytrer sig som en vis svævende
Medlidenhed, der omfatter alt og alle — dog
kun til et ganske bestemt Punkt paa
Rangstigen — og som en smuk Glæde over den
gode Løgn i Tilværelsen. (Martin Andersen
Nexø sætter som Månd og Samfundsborger
større Pris paa den onde Sandhed.) Ingeborg
Maria Sick har jo da ogsaa skrevet smukt og
følsomt om Mathilda Wrede, Karen Jeppe og
andre Barmhjertighedssøstre. Og det er
ogsaa hende, der skriver ivrige Indlæg i
Dagspressen om de Skindødes Kvaler og om pinte
Dyr.
I »Fremmed Fugl» opdager man snart
Kunstnersindet, der søger at skjule sin
Hjem-løshed. »Og værst, at der efterhaanden ikke
var noget Sted, hvor jeg rigtig hørte til. Kom
jeg siden til Frankrig, var jeg halvfremmed
ogsaa der, havde taget for meget Danmark
ind. Sætter du en vild Fugl i Bur mellem
tamme, er den hjemløs og ugleset. Men
slipper du den senere ud igen, er den
fremmedgjort mellem sine forrige Fæller . ..»
Selv om det vilde fortørne hende at blive
kaldt sentimental, kan hun ikke slippe fri.
Skildringen er nemlig farvet af et altfor
følsomt Sind, men det er ogsaa denne
Følsomhed, der giver Figurerne en Tilværelse, der
er stærkere end det Papir, Bogen er trykt
paa. Hun er medlidende helt ud i Stilen, der
forøvrigt ligner hendes Ordenssans. Stilen
er smidt, drysset og klattet. Selv om hun er
et forkælet Væsen, hvis Fantasi (endnu da)
bedst sættes i Bevægelse af kulørte Klude, af
»hvad man siger» og »hvordan man tager sig
ud», realiserer hun alligevel det Modersind,
Kunstnerinden har i sig. Det er en næsten
social Medlidenhed, der omsættes i Handling
og Poesi. Selv om hun ofrer mest Omhu paa
sig selv, er der en smuk Varme, en smuk
Gavmildhed i hendes Glæde over det mærkelige
Barn, der gik omkring i Professorgaardens
Stuer, hvor Godhed og blanke Møbler lyste.
Den poetiske og kvindelige Begrænsning i
hendes Bog ligger i denne lille naive Sætning:
»hvorfor skal man fortælle noget ubehageligt
om sig selv, naar man ka’ la’ være?»
I »Fremmed Fugl» kan man bag den lette
musikalske Tone finde Forklaringen paa en
Kunstnerindes Tilblivelse — bag det
Danmark, hvor det altid blæser, selv naar det er
stille Vejr, ligger det patetiske Frankrig, der
for hende er — Napoleon. Hvis man tillige
vil have et Billede af Aarhundredskiftets
borgerlige Kultur, kan man gætte sig til dets
Stemning og Væsen ved at læse »Fremmed
Fugl». Man skal blot forstaa at tage sig i
Agt for den passende Løgn, der er Poesien.
Saadan ser der ud i Forhuset.
I Baghuset hos Martin Andersen Nexø
faar det sociale Sindelag et langt tydeligere
Udtryk end hos Ingeborg Maria Sick. Et lille
Kræ vejer tungere til paa Grund af sin
direkte Form, end mange af de agiterende
Partier i »Pelle Erobreren». Martin Andersen
Nexøs Prosa er langt fastere og mørkere end
Ingeborg Maria Sicks; den er Tale, hvor hun
kun er Skrift.
Det er længe siden, Martin Andersen
Nexø har leveret et saa smukt Prosaarbejde;
dets Holdning vil, hvis næste Bind bliver lige
saa fast og myndigt, inden længe gøre det til
klassisk Læsning.
Vi er i en anden Verden end hos Ingeborg
Maria Sick; her gror der ikke saa mange
spraglede Fantasiblomster mellem
Hverdagens Sten, og Sandheden er den ondeste og
derfor sundere. Det, Martin Andersen Nexø
546
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
