- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fyrtiofjärde årgången. 1935 /
597

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Et nyt Indskud i nordisk Hjemstavnspoesi. Af Valdemar Rørdam

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Et nyt 17i d s k d i nordisk Hjemstavnspoesi

med Klarsyn for Tilværelsens
Ubarmhjær-tighed og varmt Sind for dens Naadegaver.
Linjen fortsættes gennem andet Bind dybt
indtrængende med Skildringen af den lille
Godsejerdatters barnligt ukuelige Retsind,
med Husmandskonen i »Den ko har, skall ko
mista» og fremfor alt i »Kyrkovärdens
predikan». Med disse to Bøger har Elisabeth
Bergstrand-Poulsen vundet sin anden Sejr,
lært sig i Fortællingens mere populære Form
at meddele de samme Værdier, som hendes
første smaa Bøger uforligneligt fint
aabenbarer en mindre vid Læsekres.

Men hvert opnaaet Maal er kun et
Vej-mærke videre frem; det veed Fru Elisabeth.
Hendes sidste og mest omfangsrige Bog er
atter et nyt Forsøg. Den meget lange Titel,
God och glad skall människan vara — och
stark, røber Hensigten. Hensigt og Middel
har ikke helliget hinanden; Bogens Moral
virker stærkest, hvor den er skjult i Handling
og Tonefald; Romanen er bedst, hvor den
paafaldende ligner kort Historie eller
sammentrængt Prosadigt. Ogsaa her fortryller dog
talrige "Enkeltheder; under et nyt Lys og i
ny-Form genkender vi det Natur- og Menneskeliv,
som vi gennem de tidligere Bøger har faaet
saa fortrolig kært, ser det i skarpt anskuelig
Modsætning baade til noget saavidt hjemligt
som skaansk Fabriksby og Forstad og til
noget saa fremmed som florentinsk
Arbejder-og Kunstnermilieu. Og for en Gransker af dette
Forfatterskab er det interessant at se
Slægtshistorie og personlig Oplevelse vævet ind
som Rendegarn og Islæt i den brede Roman.
Men selve denne Kunstner- og Slægtsroman
har ikke faaet tilstrækkelig fast
Sammenhæng; det, som dybest fængsler, er den nære
Fornemmelse af Forfs. egen kernefulde
Menneskelighed i dens Brydekamp for
kunstnerisk og moralsk Harmoni. Dette var neppe
Meningen, men saa personligt nær paa Livet
kom hun os før kun i »Födelsedagsbrev till en
bortkommen vän» og »Stormnatt». Et saa
lidenskabeligt Retsind og en saa retskaffen
Lidenskabelighed er værd at kende; og hvis
hun ikke opgiver sit nye Forsøg, hvad
der vilde ligne hende daarligt, naaer hun vei
næste Gang at løse den trefold Opgave, som
hun her i sin første store Roman kun har
stillet sig. Den rigtige Roman holdes oprejst
af moralsk Overbevisning, faar af sin
Handling Kød og Blod lever og aander ved sit
digteriske Syn; at Elisabeth Bergstrand ejer
disse Elementer, viser hele hendes Produk-

L i L l-L i n.

Fra Hjältar och hjältedåd.

tion; tilbage staar som et stort »kun» Kunsten
at samle dem i en større og mere sammensat
Form.

I den mindre Form er det lykkedes hende
storslaaet med den førnævnte »Kyrkovärdens
predikan». Gang efter Gang har hun i Text
og Billede strejfet denne Bondeskikkelse, dens
Vægt og Værdi. Her endelig træder den helt
og frit frem som Bærer af den mandlige
Kernekraft i det Folk, hun elsker. Snefoget
over Marken og den smalle Skovsti mellem
Granerne, Lugten af Stald, Emmen af vaadt
Vadmelstøj, Straa le varmen fra det
knitrende Baal med dets Enebærduft, Velsmagen
af de stegte Æbler og det røgede Faarekød,
som han egenhændigt skærer i Skiver og
rister over Gløderne, alt giver til
Fuldkommenhed Stedfarven og Atmosfæren; noget mere
haandfast virkeligt end den unge Præst og
den gamle Bonde, som her ved Arnen hviler
og varmer sig efter den strenge Tur, kan
ikke tænkes. Dobbelt overbevisende virker
da Samtalens gensidige Drilleri og stigende
Betydning. Skæmten bliver umærkeligt til
Alvor; to Kulturformer, to Tidsaldre mødes
i en stille Kraftprøve. Gennem Kirkeværgens
Mund faar Forf. sin egen inderste
Overbevisning om, hvad Godt og Slet, Ret og Vrangt
er i Gammelt og Nyt, frigjort og fuldvægtigt

597

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:05:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1935/0653.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free