Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Helge Rode’s Lyrik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel
Broe
at træde Næsten for voldsomt paa Tæerne.
Det var Fremskridtstroens Glansperiode, og
i Literaturen fik dette Udtryk i en borgerlig,
flad Realisme tilpas underholdende til, at
man kunde hygge sig med den.
Vi, der lever nu, ved, at Livet er farligere,
men ogsaa rigere, end Mennesker den Gang
troede, og at det aldeles ikke er noget, man
blot kan hygge sig ved. Vi gaar paa Vulkaner.
Helge Röde var blandt de første og blandt
disse den største af de Digtere, der i
Halvfemserne afkastede de Byrder og løsnede
de Baand, der bandt Menneskene til kun at
beskæftige sig med hinandens timelige
Velfærd. Han kom med et Budskab, hvis Tid
var inde, og hvis Indhold var Sjæl. Det
virkede foruroligende pa’any at blive stillet
over for de evige Problemer om Liv og Død.
Men denne Uro viste sig at være frugtbar,
den udvidede Sindene, den ophøjede selve
vor Livsfornemmelse til at være Hovedsagen;
den mindede os om, at vi trods alle
Fremskridt dog maa se paa Livet som det første
Menneskepar i Tidernes Morgen. Og endelig
skabte den en Spænding, sprunget frem af den
højeste Fryd og den dybeste Angst, der var
selve det gaadefulde Livs egen, der som
Uvejrsluft gav os en Fornemmelse af
Usikkerhed, vi stod igen Ansigt til Ansigt med
Mysteriet.
Derfor:
Naar man fra Firsernes golde og
begrænsede Realisme gaar over i Halvfemserne,
da føles dette ikke, som om vi gaar ud ad
en Dør og ind ad en anden i det samme Hus,
snarere har vi en Fornemmelse som af en
Rejse. Pludselig staar vi ude under
Stjernenatten, undres, ængstes og frydes.
Der skete virkelig noget i Halvfemserne.
Saameget, at vi nu, hvor vi paany er vendt
tilbage til vort Hus, tydeligt forstaar, at vi
ser baade paa os selv, paa andre og de Ting,
der omgiver os, med klarere Øjne end før
og med rummeligere Sind — som saa vi alt
for første Gang og rigtigt.
Helge Rodes religiøse Livssyn, Troen paa
den ukendte Gud, en højere Fornuft, i hvilken
vi har Del, og som i Glimt viser sin
Tilstedeværelse, lever i al hans Lyrik og har
beaandet selv hans mindste Vers. Det trænger
igennem alle Vegne, i hans første
angstfyldte Digte, der har Lysets skære Hvidhed,
som en skælvende Uro: »Jeg staar som en
hvid Søjle ved den gabende Afgrunds Bred»;
i Digtene fra 1896 har det faaet en roligere
Form. Her er for Eksempel et Gadebillede,
fra den skumringsblaa Time om Aftenen,
hvor Folk vender hjem fra Arbejdet, og de
første Buelamper er tændt, saa følger
Slut-verset:
Jeg drømte, at Alverden brast —
et Suk af salig Gru,
Nirvanas Fred, Allivets Sjæl,
den leved dog endnu.
Mange Udtryk og vidt forskellige har han
fundet for det samme; det er
allestedsnærværende i alle hans sjælelige Svingninger,
i Angst og Fryd, i Sorg og Tvivl og i muntert
Vid. Selv hvor han i sin sidste Digtsamling
»Den vilde Rose» skildrer Komikkens Væsen,
i de festlige Vers om Olaf Poulsen og denne
Skuespillers overstadige Løjer, der trodsede
al Fornuft, og dog, ja, maaske netop derfor
samlede saa mange om sig, bryder det
igennem:
De vilde Løjer ophvirvlede Støvet,
Og dog indaanded vi havsalt Luft,
Og skønt Fornuften blev dybt bedøvet,
Blev alle fyldt af en dyb Fornuft.
Brud er der intet Sted i Helge Rodes
Livssyn. Det har vist sig frugtbart gennem mange
Aar; i sin kritiske Prosa har han klarlagt dets
Væsen, saa direkte som det nu kan lade sig
gøre, men i hans Lyrik har det forbundet sig
med hans poetiske Billeder, er smeltet
sammen med disse til en Helhed. At forstaa dette
er en Betingelse for at kunne tilegne sig disse
lyriske Digterværkers fulde Rigdom; det er
ikke nok at lade sig rive med af deres
dansende Rytmer, deres skønne Billeder, deres
sproglige Ynde eller skælmske eller skarpe
Vid, skønt ogsaa en saadan Læsemaade har
sin Berettigelse og er fuld af Velbehag. Men
i hvert Fald er det denne ubrudte Strøm af
religiøs Livsfølelse, der henfører Helge Rodes
Lyrik ogsaa til Aandslivet.
Væsen og fælles Træk har Helge Rodes
spiritualistiske Syn med mange, men naar
det blev ham, der kom til at staa som dets
egentlige og fornemste Bærer, skyldtes dette,
at han er Digteren, den bevidste Kunstner,
der havde et Vaaben fremfor andre: Sproget,
som han ikke blot mestrede, men tillige gjorde
saa blødt og luftigt, at det røbede alle
Formerne, ja, i Virkeligheden blev eet med Stoffet.
Man kan overhovedet vanskeligt tale om
Indhold og Form som to adskilte Dele i Helge
Rodes Lyrik, de er en Helhed, og Rytmen
følger meget nøje de sjælelige Indtryks
Bevægelser. Yderpunkterne gaar fra det stilleste
58
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
