Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Johan Skjoldborg. 1861—1936. Av Johannes Buchholtz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Skjoldborg
med økonomiske Vanskeligheder. Ingen af
Delene formaaede at kue ham. Nu kom i
de allersidste Aar Alderdommen og dens
haardhændede Følgesvende — Sygdomme
af forskellig Art, bl. a. Sukkersyge og
Ischias. Man tænkte: Nu gaar Humøret af
ham, og det er skammeligt. Men det gik
ikke af ham. Han besøgte mig i Efteraaret,
og han var saa daarlig af Ischias, at han
ikke kunde gaa alene op ad en Trappe.
Naar han satte sig i en Stol, gjorde det
frygtelig ondt — hans Ansigt trak sig
sammen. — Ah! sagde han —■ og saa
brast han i Latter. Han brast i Latter,
som om en god Ven havde knebet ham
paa et ømt Sted, saadan bare for Spøg.
Nogen beklagede ham, men han slog det
væk: -— Jeg er 74 — hvis jeg saa ikke
havde lidt Plager, maatte jeg jo nærmest
være abnorm •— og det vilde jeg da nødig
være! Han var paa en Rundtur med
Rutedamperen gennem Limfjorden. Trods
Daarlighederne vilde han se til Vennerne
endnu en Gang og nyde Sejladsen. Han
havde Venner i alle Byer, og det gjorde
ingenting, at han kom uanmeldt. Hverken
han eller hans prægtige Hustru Louise
stillede Krav til stort Traktemente.
Af hvad Art var nu hans Humør? Der
findes jo saa mange Slags Humør — hans
var af den allerhøjeste Kvalitet: Glæde og
Taknemmelighed. Vittigheder kendte han
ikke, men han syntes, at Livet i al sin
Mangfoldighed var værd at leve og sige
Tak for. Jeg tror ikke, han henvendte sig
noget bestemt Sted med sin Tak, men er
det nødvendigt? Han udstraalede
Taknemmelighed til alle Sider, først og fremmest
til den, han talte med. Han havde næsten
altid truffet et Menneske eller set et Stykke
Arbejde, som var beundringsværdigt, og
saa fortalte han om dette Menneske eller
Arbejde, og til Slut fik han Taarer i Øjnene,
tørrede dem væk og lo hjerteligt.
Det vilde være selvmodsigende, hvis en
Månd af hans Natur — hans overordentlig
14—Ord, och Bild, 45:e årg.
usammensatte Natur — skrev Tragedier.
Det gjorde han heller ikke. Hvem, der søger
det mørke, bitre og knugende, skal ikke
gaa til Skjoldborg. I hans Bøger er der saa
dejlig Mening i Tilværelsen: Det gode
sejrer. Vinteren kan være lang og trang, ja
næsten uden Ende, men det skal nok blive
Foraar. Han kan ikke andet. Jeg siger:
Det er godt, at nogen kan det. Men
selvfølgelig skal det være Sandhed for den,
som skriver det, det gælder jo for al
Digtning. For Skjoldborg var det Sandhed, og
saa fik han den samme Følelse op i
Tusinder af Læsere. Her skal ikke opremses
Titlerne paa alle hans Bøger, kun et Par
af de bedste og mest karakteristiske: En
Stridsmand (1896), Sara (1906),
Spillemandens Hjemkomst (1914). Det er gode
Bøger, vei værd at læse. Sproget er smukt,
Fremstillingen klar, og Emnet interessant
–og saa er det jo det, at de er Livs-
bøger, de har en Opgave ud over det at
tilfredsstille Kunstsansen, Læselysten og
Videbegærligheden, de skal faa noget til at
vokse i en stor Mængde Mennesker, alle de
mange Smaamænd paa Landet, som ingen
rigtig havde regnet med. De var fattige
paa Gods og Guld, de var formodentlig
ogsaa fattige paa Aand. Titelbladet paa
Birchs Bibelshistorie, som endnu var i Brug
i vore Forældres Tid, lyder saaledes:
». . . for Børn, især paa Landet, som have
ringe Evne og liden Skolegang». Saaledes
saa man paa dem. Hvad det vil sige at
vække en saadan Skare op, kan kun forstaas
til fulde af Skaren selv. Skjoldborg var
ikke ene om dette Arbejde, men hans
Indsats kunde ikke undværes.
Naar Solen gaar ned i et luende Baal
bag Lynghedens vidtstrakte Flade,
jeg ranker min Ryg, og jeg skimter et Maal —
da blaaner og blinker det blankslidte Staal,
i min Hakke, min Skovl og min Spade.
Saadan lyder sidste Vers af Skjoldborgs
Folkesang, som enhver dansk kender. Men
kun Slideren derude paa Jyllands Heder
209
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
