Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Thøger Larsen. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Andersen
Køer og Heste og Faar paa Græs
henover brede Agre,
aabne Lader for fulde Læs,
Sejl, som stryger om Klint og Næs,
Byger, som gaar og kommer —
det er den danske Sommer.
Byger . . . Thøger Larsen mestrede
Koncentrationens fine og vanskelige Kunst.
Thøger Larsens Naturlyrik er fyldt af
rammende og kraftige Billeder, af friske og stærke
Sansninger. Naar han saa paa Naturen blev
den skabt paa ny, og Søerne blev blaa som i
Tidernes Morgen. Som ingen anden har han
skildret Vesterhavet i Oprør (»Vesterhavet»):
Krumryggede Bølge-Udyr fra Horisonten brød.
Med salte Fræs de stampede sig over de lange
Revler.
Rygende og kogende, som Bunden laa i Glød,
stormede de Brændingen og sled hinanden i Trevler.
Tordenvejret med dets Vildskab, Gru og
Angst skildres flere Gange. Fra
»Tordenbygen» er disse Strofer:
Nu drukner Solen. Og med haarde Kamme
Uvejrets Vande staar som Flint og Grotter;
der falder Alvor over Søer og Damme,
og bag et Regnbjerg Lynet vildt sig blotter.
Hvor Koen brøler, som fra Jordens Indre!
Hvor Hylden dufter sødt, som kunde Roden
en regnmæt Lykke under Muld erindre.
Og lystent borer Lynet sig i Kloden.
Middagsstilheden en Sommerdag i
Danmarks Land har faaet et prægnant, et
enestaaende Udtryk i disse Strofer (i Digtet
»Middag»):
Den stille Dag sig strækker vidt og højt.
Omkring mig Myg og Sommerfugle svirrer.
Fra Luft og Løv der pibler klare Fløjt.
I glarfin Dis de fjerne Flader dirrer.
I Søens blanke, afmagtstunge Vand
staar Fisken stiv og dum fra Gab til Håle.
Nu slog den Snuden mod den bratte Strand
og nøs og dasked hen i Dybets Dale.
Det er tidligere sagt, at Thøger Larsen
studerede Astronomi; Stjernerne (jvf Digtet
»Stjernenatten») og Maanen er et helt
Kapitel for sig i hans Lyrik. Gang paa Gang
har han digtet om Maanen og varieret
Udtrykkene: det hornede Næ, et livstræt Lys
(»Før Daggry»); Livløs Maanen / skinner os
til Døde — hærdet Glemsel / af gamle Veer
lyser, / af afsjælet Smerte, / mens Jordskorpen
fryser —• Nu skinner Maanen / manende paa
Sneen (»Stormfuld Vinternat»). Et af de
ypperste Digte i Samlingen Søndengalm
hedder »Fuldmaanen», jeg citerer:
Maanen maner sin milde Trolddom
underlig, inderlig ind i Natten.
Stilhed ligger og lyser spinkelt
over Ruiner og øde Gader.
Intet Lys i Livets Verden
ejer saa stivnede stille Straaler,
intet ejer en Afmagts Styrke,
snigende, maalløs, som Maanelyset.
Et Digt i »Limfjords Sange» hedder »Nu
kommer Maanen»; her finder vi et af disse
sælsomme, besværgende og
trolddoms-manende Udtryk, et af disse suggestive, overraskende
og associationsrige Udtryk, der er saa
karakteristisk for Thøger Larsens bedste Poesi:
Stilheden ejer Bevægelsens Vælde,
Aftenen stivner af Afgrund og Ælde.
I det fortællende Digt »Jens Højby» kaldes
Maanen for: den arrede Sten i sit stille Skær, /
de dødes rejsende Rige. Det milde og
varsomme Maanelys har Thøger Larsen digtet
om i »Maaneskin»:
Et spinkelt Skin, et sparsomt
Søvnlys fra Maanen strømmer.
De spæde Straaler varsomt
berører alt, som drømmer.
De melder lønligt Løvet
og Havens Blomsterstande,
at de har kysset Støvet
i Maanens stille Lande.
Saa fint, stilfærdigt og mildt kunde Thøger
Larsen digte, og saa enkelt og klart.
Thøger Larsen har ikke som Jeppe Aakjær
skrevet ret mange Digte paa Jysk; han har
skrevet et Par Stykker fler end Johannes
V. Jensen, som kun har skrevet tre
Dialekt-digte. Fire jyske Digte findes i Jord (1916).1
Jeg skal ikke her komme nærmere ind paa
denne jyske Lyrik.
Thøger Larsen har skrevet Viser (bl. a.
nogle Skæmteviser), Bryllupssange og smukke
Hyldestdigte, en Række til danske Digtere.
Han har hyldet Georg Brandes ved
Fakkeltoget 1921 med en Sang i Sapfos Versemaal.
Thøger Larsen har skrevet fortællende
Digte, flere findes i hans sidste Samling
Søndengalm. Men de to bedste er fra hans
yngre Aar: »Jens Højby» (1905)* og »En
1 I Limfjords Sange findes Digtet »Høstawten». Det
er analyseret sprogligt af Professor Chr. Møller i
Studier tilegnede Verner Dahlerup (1934) p. 218 ff.
Et jysk Digt findes i Fortællingen »Laang-Jakob»
(i Trcekfuglevej fra 1927).
2 En meget smuk, følsom og indgaaende Analyse
er givet af dette Digt af Vagn Riisager i Edda XXX
(1930) p. 173 ff.: »En Analyse, udarbejdet paa Grundlag
af et Kladdefragment».
450
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
