Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Ove Rode. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
1914, og alle gamle Maal og Begreber blev
kastede i Smelteovnen. Hvor andre stod
raadvilde, viste Ove Röde sig med et at være
hele Situationens Herre. Kraftig, beslutsom,
hurtig og genial i sin Opfindsomhed var han;
i et Nu havde han som den overlegne
Administrator skabt den intimeste Føling mellem
Indenrigsministeriet og det hele Land. Og den
varede ved gennem Aarene til 1920. Større
Indsats kunde overhovedet ikke gøres
indenfor de danske Grænser; »jeg naar ikke min
Morfader, Orla Lehmann, i Evner — jeg
kender mine Evners Begrænsning, — ikke i
Kunskaber og ikke i den Ildsjæl, der boede i
ham», sagde han ved sin tres-Aars
Fødselsdag i 1927. Historien vil sikkert mene, han
var for beskeden i Vurderingen af sig selv.
Ogsaa Orla Lehmann var Indenrigsminister;
men mon ikke C. C. Clausen, der havde et
saa dybt Kendskab til Mændene fra 1848,
har Ret, naar han siger, at som Minister var
Ove Röde »sikkert større end Morfaderen,
med dybere Forstaaelse, større
Modtagelighed og stærkere Handlekraft». Men Röde
maatte ogsaa betale Prisen for disse store
Aar, der sikrede ham et varigt Navn. Da han
i 1913 blev Minister, var han endnu en ung
Månd, ganske vist med en stor Gerning bag
sig; da han forlod sit Departement syv Vintre
senere, var han gammel; Haaret var graanet,
Panden var furet og Kinden bleg. Men han
var endnu smuk; Øj enes skønne Spil og Dybde
var forunderligt; man kunde bade sig i deres
Skær. Endnu stod han forrest blandt Kampens
førende Mænd, endnu var han den, der talte,
saa hele Landet lyttede, og skrev, saa alle
vilde læse. Men han gik synligt mod Graven.
Da han døde den ellevte Juni 1933, kun
seksogtres Aar gammel, efter en sejg og mandig
Strid, der havde varet i Aar og Dag, var »det
kun det sidste Afdrag paa Betalingen. Selv
Gudernes Yndlinge faar intet gratis».
De politiske Anlæg mente Ove Röde selv
var en Arv fra Moderens Familie, der gennem
Generationer paa mangfoldig Vis havde
deltaget i offentligt Liv. Han lagde altid Vægt
paa sin Herkomst og var en Værner om
familiære Traditioner; »Politiker var og er
jeg af Arv, af Liv og Sjæl, af Blod og
Opvækst», sagte han i den før citerede Tale ved
Tresaarsdagen, og han har uddybet det
nærmere i mange Artikler og Interviews. Og det
er jo sikkert rigtigt, naar han pointerer den
Betydning, det har haft for ham »at være
.gaaet ud af den Æt, jeg er». Faderen var den
meget smukke Gotfred Röde, en fin
Æstetiker, Chr. Richardts nære Ven,
Litteraturhistoriker og Højskolemand. Noget
tilfældigt havde han kastet sig over Studier, der i
1866 gav ham Doktorgraden paa en
Afhandling om »Renaissancens tidligste
Eftervirkning paa dansk poetisk Litteratur»; han skrev
vege men smukke Kærlighedsvers, lidt
dunkle Børnesange og stiftede, da han giftede sig
med Margrethe Lehmann, den udvidede
Højskole paa Skovgaard i Ordrup. Som Lærer
var han intet mindre end forgudet; som
Hjælper for de unge, der blev ham betroet, kendte
han næppe sin Lige, og som Menneske var
han sikkert uden Lyde; »han var i al sin Færd
fordomsfri og ridderlig», skriver en af hans
Elever, den senere Borgmester Carl Lehmann
om ham. »Men Politik laa ikke for ham»,
fortsætter Carl Lehmann senere, »og det var
Onkel Orla en stor Skuffelse; at være stærkt
politisk interesseret hørte efter hans Mening
med til de Krav, der maatte stilles til en Månd
med virkelig Dannelse». Der kom heller aldrig
noget varmt Forhold mellem dem, og det
var først, da Röde havde disputeret, at Orla
Lehmann gik med til, at der maatte holdes
Bryllup. Det blev fejret med al den udsøgte
Stil, den gamle Rigmand og Skønaand kunde
skabe, og der gik Ry af det i lange Tider —
ogsaa paa den skandinaviske Halvø hvorfra der
var kommet saa mange fremtrædende Gæster.
Var Gotfred Röde uden Sans for Politik,
laa den hans unge Hustru stærkt i Blodet;
»Min Moder havde taget den Lehmannske
politiske Interesse i Arv», skriver Ove Röde
»og blandt andre Carl Lehmann har fortalt
mig, at der altid taltes Politik, hvor Moder
var. Det var ogsaa paa hendes Initiativ, at
der paa Skovgaard holdtes politiske
Diskussioner, ofte med norske og svenske
Deltagere». Det er udenfor al Tvivl, at hun som
Personlighed var den stærkeste af
Forældrene; hun var, til hun døde i 1918, en
usædvanlig højt udviklet Kvinde, dybt særpræget,
levende optaget af Tidens Spørgsmaal, især
dens kunstneriske og politiske. Da hun i
1879 i Bjørnsons Hjem paa Aulestad blev
viet til den unge norske Politiker Erik
Vullum, fik hendes Sans for Politik ny og kraftig
Næring. Hurtig kom hun ved sin Pen og ved
sit Organisationstalent i første Række i den
nyopdukkede Kvindebevægelse; paa flere
Omraader blev hun dens meget myndige Leder.
Ligegyldig er ingen gaaet hende forbi; for dem,
der kendte hende, er hun levende i Mindet.
480
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
