Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Dramatikeren Gudmundur Kamban. I Anledning af, at Digteren har faaet antaget to nye Stykker paa Det kongelige Teater —. Af Vagn Børge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vagn
Børge
oversat til ikke mindre end 9 Sprog. Den
sidste Bog Jeg ser et stort, skønt Land
foreligger baade paa engelsk, tysk og tjekkisk.
For ganske nyelig er der kommet en
amerikansk Udgave. Den udenlandske Presse
fastslaar overalt enstemmigt at Kamban er
en Digter af et stort Format. Gorki har to
Gange i Interview med skandinaviske
Pressemænd fremhævet, at han placerer Kamban
paa Linje med Hamsun. Kamban er af
engelsk Kritik blevet sidestillet med Thomas
Hardy og i Tyskland med selve Kleist.
Men Glæden ved al denne litterære Virak
føler Kamban ikke. Han mener selv, at
Teatret er hans egentlige Felt. »Der hører
jeg hjemme», siger han, »baade som Instruktør
og Dramatiker.» Han har kun skrevet
Romaner og Prosabøger, fordi Teatrene har været
lukket for ham. Med Opførelsen af Vi Mordere
(1920) paa Dagmarteatret fik han
undtagelsesvis Teatersucces. Ikke mindst i Oslo, hvor
Dramaet blev et af Nationalteatrets
Tilløbsstykker. Hans dramatiske Hovedarbejde
Marmor har ingen nordisk Scene vovet at
opføre. »Jeg har ventet tyve Aar paa det
og venter stadigt». Saadan talte Kamban
til mig, da jeg forleden aflagde ham Besøg.
Jeg kunde ikke lade være med at spørge
mig selv, om Kambans Skæbne paa danske
Scener i Grunden ikke var den store
Dramatikers Skæbne paa nordiske Scener. En norsk
Kritiker skrev engang om Ibsen, at han som
Dramatiker var et Nul. I et Brev til August
Falck har ingen mindre end Strindberg
afgivet følgende Bekendelse: »I ti Aar har jeg
ventet paa, at faa Dødsdansen opført. I ti
Aar har jeg ventet paa Svanhvide, Gustav
Adolf, Gustav III, Damaskus II, III, Kristina
m. m. I tyve Aar har jeg ventet paa Frøken
Julie, Faderen, Båndet. I ti Aar ventede jeg
paa at faa Kronbruden opført uden for
Stockholm, mit mest svenske Stykke, med svensk
Musik ...»
Er der ikke noget om, at de store, de
stædige, stejle og urokkelige Riddere i
Aan-dens Verden altid har en kæmpemæssig
Modstand at overvinde ? Hører Kamban mon
ikke i sine bedste Værker hjemme mellem
disse »Udvalgte», der ifølge en eller anden
skjult, uforstaaelig Lov maa sejle med
Modvind, indtil han en skønne Dag pludselig
staar ibland os, som den vi ikke blot maa
anerkende, men ogsaa bøje os for, fordi han
i sin Digtning, sit Livsdrama og sine
litterære sceniske Produkter bringer os Stof fra
selve Urkilderne, Stof der ikke blot har
Døgnets aktuelle Interesse, men Stof, der
lærer os mere om Menneskene, om Livet
selv? Jeg er tilbøjelig til at tro det, og jeg
citerer i denne Sammenhæng Georg Brandes’
berømte Linje »Der skal Mod til at have
Talent.» Jeg tilføjer, der skal mere endnu,
der skal ogsaa Taalmod, Udholdenhed. At
blive forstaaet er et af de vigtigste
Livsbehov for os Mennesker. Og det er nu engang
en Kendsgerning, at de største og bedste
Mennesker, Talenter og Genier förstaas
sidst. Der er i dem saa meget fremmed, der
støder an. Det er det nye, vi har saa svært
ved at anerkende. Det er, for at tale med
H. C. Andersen, de Planter, der ikke er
optaget i Floraen . . .
Som Romanforfatter er Kamban optaget
i Floraen, anerkendt, og hæderskronet. En
dansk Kritiker som Professor Thomsen har
rigtigt erkendt, at Kambans Bøger vil leve,
naar de fleste andre fra disse Aar er helt
glemt, trods glimrende Omtale. Som
Dramatiker er Kamban ikke absolut anerkendt.
Da han atter nu staar paa baade Radioen og
Det kongelige Teaters Program, da han lige
for nyelig har haft en stor scenisk Succes i
Tyskland med Tidløse Dragter, er det
berettiget at placere ham ogsaa som Dramatiker,
saaledes at nordiske Scener i Fremtiden
for-haabentlig faar langt stærkere Øje paa ham.
At Marmor ikke er spillet i Skandinavien
er nemlig nærmest en Skandale. Jeg har i
Tyskland oplevet dets Urpremiere paa
Stadttheater i Mainz og set, at Publikum
næsten elektriseret fulgte Opførelsen fra
først til sidst. Under den store Tale til
Nævningene, som udgjordes af os Tilskuere i Teatret,
steg Interessen til vild Begejstring. Man fik
et helt andet Indtryk af Dramatikeren
Kamban end de danske Opførelser har givet af
hans Stykker Kongeglimen, Gesandten fra
Jupiter og Skålholt m. m. Man oplevede
Sandheden i hans egne Ord, at det er
Dramatiker, han er. Læser man Romanerne
Ragnar Finsson og Skålholt med Forstand,
er man heller ikke længe om at indse, at det
just er den dramatiske Nerve i disse
Prosabøger, der skaber deres Spændning og gør
deres Skikkelser levende . . . Paa dette
Punkt mødes Kamban med Strindberg.
Denne skrev ogsaa kun Romaner, fordi
Teatrene var lukket for ham.
Kamban, født i Alftanes, Gullbringusysla
ved Reykjavik som Søn af en Købmand, er
28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
