Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
Hans Bjerregaard hører ikke til de
smægtende Gaardsangere, der bedaarer
Tjenestepigerne med en sød Vise om Roser,
Maane-skin og Kærlighed. Hans Vers er lige saa
umusikalske som en Stortromme eller
Saxofon, og hvis man er oplært med Chr. Richardt
o g Guldalderens Digtere, vil man næppe
indrømme, at »den Slags Vers» er Lyrik. Men
hans Digtsamling: Blæsten, der uden
paa-viselig eller tvingende Grund er inddelt i
fire Afsnit: Lyrik, Prosarytmer, Tidsbilleder
og Fotomontage, er ikke desto mindre en
særdeles behagelig Opmuntring for Fantasien
og Øret!
De første Afsnit kan man uden Skade
springe over. Det misklæder Hans
Bjerregaard at være foraars-sentimental og
stjernefilosofisk, men i Bogens øvrige Afdelinger (det
gælder især den Del, der hedder Prosarytmer)
finder man adskillige Digte (»Kvinders
Kvidren», »Heltemodets Forlis», »Da Korsettet
knagede i Næstved» etc.), der paa Grund af
deres bittert-humoristiske Replik, skarpe
Situationsopfattelse og sproglige Sikkerhed
er smaa prosalyriske Mesterværker. Man bør
naturligtvis ikke raade en Snedker, der er
stolt over sin Møbelkunst, til at forsøge sig
som Smed eller Skibsbygger, men mon ikke
Hans Bjerregaard er Manden, der kunde
skrive den moderne Københavner-Roman,
vi stadig længes efter? Digtet »Kvinders
Kvidren» er baade et Haab og det bedste
Bevis:
Der smaaputrer Flæsk paa en Pande...
Tre Kvinder staar i Osen og kvidrer.
Den ene skal skilles til Maj.
Den anden blev glemt a’ sin Elsker,
den tredie er hende med Flæsket.
Har I hørt, at Fru Hansen ska’ ha’ et Barn
med en Styrmand fra »Bombasticolo».
(Det er slet ikke rart at tænke paa,
naar man selv kun er gift med en Matros,
og Styrmænd gaar i blaat Tøj
og Kasket med Sølv omkring).
De tænker alle: Jeg vilde gerne ha’ haft
et Barn med den Styrmand,
men de si’er:
»Det er skrapt, den er gal, uhu...»
»Jeg har faaet noet nyt Tricot-Charmeuse-Undertøj».
(Min Far var mere end din Far).
»Oppe hos Thomsens var der Ballade i Gaar.
Fru Thomsen fik et blaat Øje,
der gik en Stol itu.
Den er gal, den er skrap, uhu —•
han tog et Stoleben,
svang det og ramte.»
Hans Bjerregaard.
»Jeg vil ikke ha’, at min Reinhold
kommer sammen med den Laptaskes Datter».
(Min Far var mere end din Far).
»Nu kommer Karl hjem om lidt,
han ælsker stegt Flæsk,
og jeg har en Bajer til ham».
De to andre (lidt spidst) i Munden paa hinanden:
»Det ælsker han osse...».
Det er en farlig Titel, Sigfred Pedersen
har givet sine nye og sørgelige Viser. Hvor
mange af hans Digte er Slanter, hvis
Købekraft er lige saa mølædt som den danske
Krones, og hvor finder man det Sølvtøj, som
den nærmeste Pantelaaner vilde vurdere med
et grisk Blik? Regnskabet volder ingen
Vanskeligheder. Til Slanterne hører en
ubehagelig Julesalme om de Arbejdsløse, Gud
og Flæsket; nogle magre, rimfri Digte uden
Muskler (»Jongløren» f. Eks) og et Par
landlige Viser, der klumper under Fodtøjet
(»Plovmandssang»). Resten er Sølv,
tretaar-net og vægtigt i Haanden.
Sigfred Pedersen er ofte blevet
sammenlignet med Johan Herman Wessel, der ogsaa
7—Ord och Bild, 48:! år g.
97
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
