Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Tom Kristensens Lyrik. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Andersen
skurre fælt i hans Vers; men han er andet og
mere end Epigon. Han er i sine ypperste Digte
original, saaledes forstaaet, at hans
Forudsætninger er gaaet helt op i hans
Temperament, i hele hans kunstneriske Indstilling.
Hans Indsats i de sidste 25 Aars danske Poesi
er —• som jeg allerede har fremhævet — en
Række Digte i »Paafuglefjeren», og nogle Digte
i »En Kavaler i Spanien». Sit bedste har han
givet i Portrætter og Situationer, i det han
selv kalder for »Konfrontationer»
(Undertitlen till Prosabogen Vindrosen fra 1934), i
skarpt pointerede og fast formede Digte med
stor Spændkraft. Tom Kristensen er i sine
første Samlinger en vældig Kolorist blandt de
danske Digtere, men han er ligesaa fuldt en
Ordenes Arkitekt. Mange af hans Digte fører
mine Tanker hen paa Arkitektur; det er som
der staar Glans fra lysende Flader i hans
Poesi.
En Udvikling spores fra Efterkrigstidens
overfladiske Livsberusning, fra det
udadvendte, larmende og skrigende. Et Sind søger
at komme i Balance med den ydre Verden.
Men den evige Uro og Rodløsheden forsvinder
ikke. Har Tom Kristensen helt givet sig selv
i sine Vers? Kan han? Vil han? Skjuler han
noget for os? Hans Kunst strømmer sjældent
frit inspireret, den kan blive raffineret og faa
en Smag af Forfald (Titlen paa et Digt i
»En Kavaler i Spanien»). Jeg tror ikke, at
Tom Kristensen har givet det helt personlige
i sin Lyrik. Eller forlanger jeg mere af ham
end han kan give? Det Program, som han
opstiller for de unge Digtere i sin Pjece:
Kunst, Økonomi og Politik (1932), kan jeg
ikke se Sporene af i hans Vers: Ungdommen
maa opgive sin æstetiske Ubevidsthed helt,
det vil sige: den maa blive politisk, ellers
bliver den kun svingende og lunefuld. Og det
konstante, sikre Fremstød er dog Maalet for
en Generations kunstneriske Stræben.
Ungdommen maa altsaa blive politisk. Jeg skal
ikke her nærmere drøfte om disse Ord staar
ved Magt, men Digteren og Kritikeren synes
at strides i Tom Kristensens Sind. Den
Politik han taler om, er som blæst bort fra
hans Digte.
Tom Kristensen er ikke Profet, Politiker og
Agitator i sine Digte, der selvfølgelig har en
»Tendens» alligevel — og det skal vi takke
ham for. Han er Iagttager og har givet os
fortættede, farveskinnende Digte med stærke,
skarpe og udsøgt kolde og klare Ord, som
rummer nogen bunden Varme og Ømhed, men
mere Ironi, Spot og Kløgt, Sensualisme,
Bitterhed og Angst. Det er sjældent, at han taler
direkte til Hjertet; det, man savner hos ham,
vil maaske engang faa Udløsning i Digte,
hvor Aanden og Hjertet taler i brændende,
heftige og klare Strofer. Der er et langt Stykke
til den yderste Rand.
318
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
