Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil. Tjekkisk og tysk Dramatik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Broe
det er Scenekunsten i Forbindelse med disse
to Dramatikere, der i det Aar, der nu er
gaaet, har baaret dansk Teater. Folk er
strømmet til for at lytte til Forsvaret for det
i den truede Civilisation, der staar de Danskes
Hjerte nærmest: Individualitetens hellige Ret.
De to Skuespil har i Aar fastholdt den
vaag-nede Teaterinteresse. Men kunstnerisk har
denne Sæson været ringere end den forrige,
og dybt har man savnet Tabet af Johannes
Poulsens frodige Personlighed og skabende
Kraft.
Af de unge Kræfter, der i Aar har gjort
sig særlig bemærket, skal alene nævnes
John Price af det gamle Kunstnerdynasti.
Hans Fremstilling af den unge Galning,
Prins Erik, i Strindbergs Gustav Vasa betød
et kunstnerisk Gennembrud.
Det skal nu vise sig, om Personligheden
staar Maal med den kunstneriske Evne.
Man kan endnu ikke se, hvor vidt han
spænder. Fantasi og Indlevelsesevne har han lagt
for Dagen i denne ene nevrasteniske Figur.
Er det, fordi den ligger hans Natur nær, er
det Imitation af Forgængeren, der gav den
Liv, eller er han en sand Skaber med
mangfoldig Viden om Mennesker ? Han gør et
lidt sart og nervespændt Indtryk, saa Teatret
bør værne om den Flamme, der brænder i
ham.
Statspolitiske Hensyn bevirkede, at
Nationalscenen gav Afkald paa Aarets
betydeligste danske Skuespil og lod Folketeatret
om Fremførelsen af Kaj Munks Han sidder
ved Smeltediglen, der blev en overvældende
folkelig Sukces med over to Hundrede røde
Lygter. Til Trods for, at Teatret havde
laant Holger Gabrielsen til at spille Professor
Mensch, savnede Forestillingen alligevel fast
kunstnerisk Holdning. Der var Fejl baade i
Instruktionen og i Skuespillernes Opfattelse.
Mest generende var de alt for vidtspundne
Lystspilsituationer. De udvikler sig af
Professordistraktionerne og af Besværet med
Husholdersken, der er blevet for gammel i
Gaarde. Det er jo gamle prøvede Virkemidler,
og Kaj Munk, der trods sine Emners Storhed
bevæger sig fortroligt i Idyllen, har med
sikker Sans for Effekten udnyttet dette
harmløse Vid. Men Instruktøren, Dr. Rostrup,
havde ladet det brede sig, saa det var svært
at fange Alvoren, da den endelig kom. Hertil
kom, at Gabrielsen havde formet sin Figur
for meget efter Lystspiltonen. Hans Professor
var indtagende nok, men han gemte ingen
Vinger under Slobrokken; man troede ikke
paa, at denne Mand turde trodse Førerens
Krav med Menneskelighedens Evangelium.
Disse Skævheder bevirkede, at Stykkets Ide
ikke blev fuldt udløst.
Smukt spillede Ellen Malberg den unge
Sekretær. Hun er en tiltalende Skuespillerinde,
der udstraaler en sjælelig Renhed, der ikke
kan vurderes højt nok. Men hun skulde jo
ogsaa have vist, at der boede en hed og
lidenskabelig Jødinde bag den germaniserede
Maske. Det magtede hun ikke. Helt i
Stykkets Aand, frodig, voldsom og underfundig,
var Holger Reenberg som den uforfærdede
Biskop Beugel, en genopstaaet Luther, en
rødkindet Bondeprælat der rasede mod
Umenneskeligheden over for Jøderne. Og Petrine
Sonne, den uforlignelige, fyldte
Lystspilsituationerne med sin stille Komik som
Husholdersken. Hemmeligheden ved Stykkets
Sukces skyldtes dels Lystspiltonen, dels dets
aktuelle Præg med Tysklandssceneriet i
levende Figurer, men mest af alt den Stemme,
der forkyndte Tolerancens og
Menneskelighedens Evangelium. Men hvordan Munk kan
forene denne Prædiken med sin
Diktatorfor-herligelse, faar staa hen. Det kan kun forklares
ved, at hans Opfattelser kun er momentane,
skiftende og aldrig varige.
Det er en Fordel som Dramatiker.
Men paa det Grundlag kan ingen blive en
førende Aand i Danmark. Teatret alene er
hans Virkeplads.
Betty Nansen aabnede sin sene Sæson med
et spøgefuldt Lystspil. Jeg skal ha’ et Barn
af Einar Howalt. Hvad Howalt denne Gang
havde at sige: om Kvindens Ret til et Barn
og til at skyde Faderen fra sig, naar han ikke
længere behager, var jo dels hørt før og dels
lidt vel flot behandlet. I de fleste Tilfælde
er der stadig Familiekatastrofe, naar den
Slags sker uden for de lovbefalede Tider.
Howalt har en kvik Replik, der er mærkelig
ved at være formet som Skriftsprog. Naar
den alligevel bider, er det, fordi der er
intellektuelt Liv i den. Fiks var hans
Anvendelse af moderne Teltliv paa Scenen.
Naar Stykket gjorde saa megen og saa
længe Lykke, var den sande Aarsag hertil
Betty Nansens faste Instruktion, der fik det
lille Stykke ingenting til at tage sig ud af
noget, og videre: Henrik Benzons festlige
overdaadigt vittige Spil som den fordrukne
Billedhugger.
378
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
