Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil. Tjekkisk og tysk Dramatik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Broe
til at beundre hendes skabende Evner. Hun
var den lille Provinslærerindes udtrykte
Billede, som vi alle kender hende fra
Virkeligheden. Sirlig, pertentlig, med tilbagestrøget
Haar, graa og lidt vissen men med en air af
Værdighed over sin lille Person og heroisk
Ild i de store smukke Øjne. Et beskedent
Menneske, der ligesom undskyldte sin
Tilstedeværelse mellem alle de glatte og støjende
Københavnere. Hun gav Rollen Natur, og
allerede dette er nok og stort. Men
efter-haanden som Aftenen skred, udartede hendes
Figur. Fra at være et beskedent, almindeligt
Menneske udviklede Figuren sig til en sjælfuld
Særling. Hun listede rundt i Stuerne, spilede
mekanisk Øjnene op, havde sære Bevægelser
og udstraalede Mystik. Anna Sophie Hedvig
er en heroisk Larsenfigur, i de sidste Akter
gjorde Fru Pontoppidan hende for meget til
en Original. Dobbelt befriende virkede derfor
Sigrid Neiiendams djærve jordiske
Replikkunst. Denne altid ypperlige Skuespillerinde
førte os atter ind i Jordatmosfæren, hver
Gang Fru Pontoppidan blev serafisk.
Ubegribeligt var det, at Teatret havde givet den
pjankede Grossererfrue til Fru Bodil Ipsen.
Et saa forvirret og forfjamsket Menneske,
som hun fik gjort denne Københavnerinde
til, har aldrig eksisteret i Virkeligheden —
uden for Nerveklinikkerne.
Trods alle Invendinger var Forestillingen i
Holger Gabrielsens sikre Instruktion dog en
virkelig Teaterbegivenhed.
Det var i Aar Gudmundur Kamban, der
forsvarede Islands Aand og høje moralske
Kvaliteter med Komedien Derfor skilles vi,
som Det kgl. Teater gav en baade vittig og
smuk Udførelse. Kamban er en sand Digter
og en fin psykologisk Iagttager. Hans Replik
er baade livsfyldt —• poetisk og intellektuelt
skarp. Man er tryg i hans Selskab, fordi han
kun udtrykker, hvad han har tænkt igennem.
Med stædig Styrke gennemlyser han sine
Figurer til yderste Krinkelkrog. Hvad der
bærer hans Stykke, er hans stærke etiske
Holdning, der tillige er Grundlaget for hans
hvasse Spot. Men Gudmundur Kamban er
ikke egentlig Dramatiker. Han har Besvær
med at skabe den Handling paa Scenen, der
naturligt udløser Ideen. Han fortæller om
Mennesker og lader Mennesker fortælle om
sig selv og hinanden; man lytter gerne til de
kloge Ord, men Teater er ogsaa Handling.
Han magter ikke den naturligt
fremadskridende Bevægelse; kun den momentane dra-
matiske Situation. Han er som mange af sine
store Aandsfæller i Island den fødte Epiker.
Gudmundur Kamban er fremmed for det
specifik københavnske Væsen. Særlig de
forfløjne, smaavingede københavnske Eroter er
ham en Pest. Med skarp Ironi udleverer han
dem til Latteren ud fra sin Bedreviden om,
at i Kærlighedssager er Alvor, Stolthed og
Troskab de tre Hovedhjørnestene for den,
der ønsker at bevare sin Sjæl. Jeg ved ikke,
om Islændinge i og for sig har en bedre
Moral end Danskerne. Allevegne hvor
Samfundene er smaa, i Island og paa Landet i
Danmark, hvor alle kender hinanden, er
Moralen ganske naturligt strammet. Her kan
Dansken sikkert maale sig med sin islandske
Folkebroder, men Storbyen, det skal villigt
indrømmes, er ikke beboet af lutter Engle.
Stykkets Ide er en Demonstration af, at
Skilsmisse er af højere etisk Værdi end
Sammenhold, hvor Troskabsbrud har odelagt
den gensidige Tillid.
Komedien indleder med, at den islandske
Slægts Stammoder (Slægten er flyttet til
Danmark) belærer sin Sønnedatter, den stolte
Sigtrud, om de høje Idealer, som har baaret
hendes Ægteskab. Saa præsenteres man for
ikke mindre end fem Ægteskaber, der viser
Københavns farlige Indflydelse paa islandsk
Opfattelse af Kærlighedslivet. Sønnen Eggert
Thorlacius, har holdt trofast sammen med
sin Kone, han har bragt Ofre for
Slægtstradi-tionen, men er dog ikke ukendt med den
lurende Fare. Han blev fremragende spillet af
Thorkild Roose, der gav bevægede Udtryk
for, hvordan Hemninger og Resignation
skaber det højt civiliserede Menneske. Hans
to Sønner har forvildet sig ind i uheldige
Ægteskaber, som de bryder efter Behag.
Karl bliver alligevel hos sin Kone Gerda, en
sur Størrelse, der ikke under nogen
Betingelse vil slippe sit Bytte. Ægteskabet er
slaaet til Vrag, men de bliver paa Vraget.
Ogsaa Baldvins Ægteskab med den
hysteriske Københavnerpige, Louise, er et Vrag.
Baldvin, der blev festlig spillet af Gabrielsen,
er en Gavtyv, der er utro i stor Stil, men
tillige en Charmør af Rang. Det lykkes ham
hver Gang at bilde sin Kone ind, at hun er
den eneste. Af stor Vittighed var Samspillet
mellem den letsindige, elskværdige Baldvin
og den pyntede, parfumerede, ondulerede og
sminkede lille københavnske Gaas, Louise,
som Karin Nellemose udleverede til munter
Spot. Et fjerde Ægteskab, mellem Eggert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
