Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil. Tjekkisk og tysk Dramatik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Broe
Fot Mydtskov.
Poul Reumert som Gustav Vasa.
Det kgl. Teater.
og Vennen, den gamle bidske Overbetjent.
Olsen kan ikke godt taale stairke Ord, han
lukker sig vigende inde, naar Vennen buldrer
løs. Han skuler til ham, men han tænker over
Tingene. Alstrup lod ham tale dæmpet, kun
i det skiftende Minespil saa man, hvilket
Indtryk Ordene gjorde paa ham. Som han
sad der i Kolonihaven, tryg og fornøjet,
med Hovedet paa Skraa og et Glas 01 i
Haanden, holdt ud fra sig, var han den
levendegjorte danske Smaaborger. Saa slynges
han pludselig uden for sit Miliø og ind i
Begreber, som er ham fuldkomment
fremmede. Han vil nødigt dømme den store
Forretningsmand, han hidtil har haft Respekt
for. Da han tilmed erfarer, at dennes
Bedragerier skyldes Uheld og endvidere klare
sin egen Søns Underslæb ved at dække dette
med en Indbetaling, fyldes hans Hoved med
saa mange nye Begreber om, hvad
Retfærdighed egentlig er, at han tumler forvirret
rundt, som om han, som Englænderne siger,
havde Bier i Kasketten. Alstrup fandt de
fineste Udtryk for denne naive Mands
Forfjamskelse, Tvivl og Græmmelse.
En stilfærdig, indtagende Komik. En
typisk københavnsk Smaaborger, levendegjort
paa Scenen. Ypperlig var Johannes Meyer
som den bidske, stokkonservative
Overbetjent, for hvem Pilsneren er Livets
Højdepunkt. Naar Stykket ikke slog saa godt an,
som det fortjente, tror jeg, Aarsagen hertil
var de alt for knappe Akter. Man fik næsten
ikke Tid til at opfatte Figurerne, før Tæppet
faldt. Hørespilteknikken duer ikke paa en
folkelig Scene.
Slutningen af Sæsonen var helliget den
store Dramatik. Betty Nansen havde
paataget sig den fortjenstfulde Opgave at
opføre Karel Capeks sidste Skuespil Moderen,
der heftigere og mere brændende end alle
Aarets øvrige Skuespil taler Tidens Sprog.
Det blev en Forestilling, der bevægede dybt
og efterlod et Indtryk af Storhed. Med sit
vante faste Greb og geniale Blik for
Stykkets Aand førte Fru Nansen det frem til en
kunstnerisk Sejr, der vil mindes. Ingen i
Danmark staar Maal med hende som
Instruktør. Hun er en Ener. Selv spillede hun
Stykkets eneste Kvinde, Moderen, i den store
Stil, der forklarer Skikkelsen som et Symbol
paa den lidende Menneskehed, der vil Fred,
men tvinges til at gribe Geværet. Stykket
udtrykker Menneskets Afmagt over for det
uafvendelige. Det er et Skrig over den
Nødstilstand, vor jordiske Tilværelse befinder
sig i. Det tjekkiske Skuespil er direkte
inspireret af Tysklands voldelige Adfærd over
for Tjekkoslovakiet. Stillet over for denne
haarde Virkelighed forvandledes den blide
tjekkiske Digter og Pacifist til en
Krigersjæl.
Her er skildret en Officersfamilie. Faderen
er faldet for Fædrelandet i Kolonikrig.
Tilbage er Moderen med sine fem Sønner. Det
karakteristiske for de unge Sønner er deres
virile Egenskaber. De føler kun, de lever,
naar de kan sætte Livet ind for en Sag. Mod
denne ideelle Mandstrang rejser Moderen sig
som en Løvinde, der ønsker at beskytte sine
Smaa. Hun forstaar den ikke. Hendes
Instinkt siger hende, at hun har født dem til
Verden for at leve, ikke for at dø. De ældste
fire sætter alle Livet paa Spil for en Sag og
falder for den. Moderen maa betale denne
Trang med en uhørt Sum af Lidelse. Det er
Verdens Mødre, der betaler de virkelige
Krigsomkostninger. Den ældste Søn falder som
et Offer for Lægevidenskaben. Den næste ved
384
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
