Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Døden — den sidste Belønning. (Til Karl Schlüter’s Dramer). Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
Po ul Reumert som Overlægen i
»Nu er det Morgen».
under Medlidenhedsdrabets Ansvar, og
sammen med sin Hustru, hvis Veje ellers snart
skulde skilles fra hans, men som efter hans
Tilstaaelse forstaar og tilgiver alt, søger han
Døden ved at lede Kulos ind i Soveværelset.
Pigens Banken paa Døren for at vække
Fruen, der skulde naa Morgentoget til
Paris, og hendes Ord: »Nu er det Morgen»
kontrasterer saa grelt og meningsløst (synes
vi) til Nattens Hændelser.
Brudesengen (Première 1/2. 1937 Paa Det
kgl. Teater). Gerd opsøger sin tidligere
Kæreste Steen, som har brudt med hende,
fordi det gik op for ham, at »hun var en
lille raffineret Burgøjserdukke». Det er hun
ikke mere. Blot et fortvivlet lille Pigebarn,
som snart skal dø af Tuberkulose. Derfor
forsones de til en Bryllupsnat i en
Turisthytte paa en Fjeldtop, hvor Steen som
Ingeniør ved Anlæggelsen af den nye norske
Bjergbane er stationeret. Og om Morgenen
da Steen har underrettet Sanatoriet i Dalens
Bund om, at hun er fundet, flygter hun for
at undgaa sine Forfølgere desperat i Tro
paa et Mirakel ud paa »Brudesengen», den
vidunderskønne men livsfarlige Bræ, som
endnu ingen er kommet levende over.
En himmelstormende Raket, et Knald og
Guldregn og saa — Tæppet. Dette er
Opskriften for de Schlüter’ske Dramer samt
den øre Tilskuers uvilkaarlige Førsteindtryk
heraf.1
Inden jeg redegør for Fundamentet til
dette makabre Forfatterskab blot et Par
Ord som Forklaring paa det
Publikumstække, Schlüter trods sine Emners Egenart
altid har haft. De mange »røde Lygter»
(»Nu er det Morgen» var den mest
indbringende Forestilling i Otto Jacobsens
Dagmarteater-Periode) er blevet tændt, fordi
Karl Schlüter altid har været aktuel, fordi
han har haft noget paa Hjerte og formaaet
at forme det i prægnante Situationer, der
stramt (uden Peripetier) nittes til hinanden
og skrues af det sikkert anlagte Crescendo
opad, opad mod Katastrofen. Fordi Repliken
er naturlig og velskrevet, ofte af en vis
lyrisk Ynde. (Schlüter hævder selv, at den
lyriske Aare er hans primære, men at han
har faaet »Gøgler»blodet fra Moderens Slægt,
de norske Thaulow’er.) Og sidst men ikke
mindst, fordi de forskellige Roller har
affødt ypperlige Skuespilpræstationer. Skønt
kun to af dem er skrevet med Forbilleder
for Øje (Steen og Gerd til Pouel Kern og
Illona Wieselmann, af hvilke den første
skuffede noget, mens den sidste helt
virkeliggjorde Digterens Intention), fandt Eyvind
Johan-Svendsen i Janus Jensen det centrale
i sin Kunst: det virile, det sammenbidt
charmerende, det uforstilte. Ingen kan som
han give et Mandfolk (»Graven under
Triumfbuen»!) og Else Skouboe’s eminente
tekniske Kunnen placerer hendes Esther
naturligt i det Rollefag, hvor en Kvinde møder
Tilskikkelser saa rystende, at Nerverne
bryder sammen. Hun, der spiller suverænt over
hele Stemningsskalaen, præsterer det sublime
ved Grænsen af det normale. Uforglemmelig
er Esther (i »Afsporet») de to svære Steder,
hvor hun træder ind i sin Drømmetilværelse,
og hvor hun forlader den igen. Begge Gange
i stivnet Fortvivlelse. Her stod Else
Skou-boes Kunst i Zenith. Da forstod man, hvad
Afsporing i Sjælelivet vil sige. Poul Reumerts
Overlæge i »Nu er det Morgen» sætter jeg i
Klasse med hans Spil i »Galgemanden» og
»Dødedansen» og betegner disse tre
Præstationer som hans bedste. Af storslaaet Virk-
1 Et nyt Arbejde er antaget af Betty Nansen
og ventes opført paa hendes Teater i nær Fremtid,
170
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
