Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Døden — den sidste Belønning. (Til Karl Schlüter’s Dramer). Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Døden — d e 7i sidste Belønning
uden Arme, saa hun maa bære sin Dukke i
Tænderne. — Hans Medlidenhed er mere
omfattende end de flestes, og samtidig ejer
han en Digters Evne (hvad der er vigtigst
for vort Emne) til at anskue og
anskueliggøre de Ting, han møder.
I sit Forord til »Brudesengen», Bræen i
Vangsherred, under hvis hvide Bræm han
har levet de lykkeligste Dage i sit Liv, mindes
han en Oplevelse, han i sin Ungdom har haft
der i Rysladalen, og som for Forstaaelsen af
Skuespillet har langt større Betydning end
»Sagnet» om Bræens Trolddom (»Var en ung
Pige uskyldig, naaede hun levende over —
men var hun det ikke, blev den hendes
Brudeseng — med Døden.»). Som
Kontrast til den glitrende Sneflade, der »skinner
af Solguld højt oppe over Regndisen» ligger
nede i Bunden af Dalen Sanatoriet, »det
store graa Hus og stirrer med sine mange
alvorlige Vinduesøjne ud over Ryslas viltre
Strøm, tung og uomgaaelig som en Vogter
ved Porten til Eventyrets Rige. Men hver
Gang jeg gik forbi din Dør, du Smertens
Bolig, paa Vej mod Feriens Glæder og de
lyse Vidder, lagde din dystre Stilhed en
Skygge over mit sorgløse Sind; for jeg ser i
uudsletteligt Minde bag en af dine Ruder et
Par feberblanke Pigeøjne stirre mod de fjerne
Tinders evige Sne. —
Du kendte mig ikke, du unge Kvinde, og
vi vekslede aldrig et Ord; men den talende
Længsel i dine Øjne fortalte mig alt om dig
og din Skæbne. — Forlængst er din haabløse
Længsel slukket, og dine Øjne lukket; men
jeg glemmer dig aldrig. — Af din enkle, men
triste Saga og Eventyret om »Brudesengen»,
som for mig uløseligt er knyttet til hinanden,
former jeg nu dette beskedne Digt og lægger
det som en lille Blomst paa din ukendte
Grav.» (Utrykt Forord til »Brudesengen».)
I Kritiken efter Premièren angreb man fra
flere Sider Slutningen med Gerds Vandring
udover Bræen som umulig, idet man
hævdede, at selv om hun bestod Prøven og
kom levende over, havde hun jo intet
Alternativ, men vilde efter kort Frist dø af sin
Sygdom. — Nu har en og anden jo ganske
vist oplevet Mirakler i saa Henseende, den
afsporede Esther f. Eks., hvis Selvmord for
øvrigt viser Konsekvensen af Schlüters
Livssyn. Dog hvorfor tage Underet til Hjælp
for kunstigt at forlænge en Tilværelse, som
Forfatterens eneste Hensigt netop er at se
afsluttet og tilintetgjort. Men for Ideen i
»Brudesengen» er dette Trå’k ogsaa en ren
Biting.
Vandringen over Bræen skal altsaa
symbolisere to Ting, men af ulige stor
Betydning: For det første har det strejfet Digteren,
at Gerd hermed har vovet at præstere
Jernbyrd for sin Uskyld inden Brudenatten og
derved gjort Steens Brud med hende til en
Uretfærdighed og hans Ord til Skamme om,
at hun var Typen paa den Slags »frække,
ublufærdige og ubarmhjertige Kvinder», hvis
eneste Redning er den, at »Skæbnen en
skønne Dag tager dem i Nakken og ryster
dem, saa Maling og Pudder og Jazz og
Pjank driver af dem». I saa Fald skulde
hun altsaa naa over, men her er der kommet
Uorden i Dramaets Plan. For ét er, at
Sana-toriepigens Historie og Sagnet om
Brudesengen i Ungdomserindringen er smeltet
sammen, et andet at Forfatteren ikke har
evnet det i sit Drama, ganske simpelt fordi
det er ugørligt og heller ikke har været hans
dybeste Mening med Stykket. Den er nemlig
ene og alene: et fortvivlet Menneskes Møds
med Døden, den dejlige. Og Beviset herfor
findes dels i, dels udenfor (!!) Handlingen. I
Replikken men ogsaa i Sceneangivelsen.
Efter at Steen lige har sluttet Legenden
om Bræen, ser Gerd stadig tankefuld udover
den hvide Sneflade og siger saa: »Hvad tror
du, der er paa den anden Side af
Brudesengen, Steen?» Han svarer: »Det ved jeg
ikke, Gerd! — der er vel omtrent det samme
som her.»
Gerd: Det tror jeg slet ikke! — Jeg tror, der
er noget vidunderlig dejligt.
Steen: Jamen, hvorfor skulde der dog være det?
Gerd: Fordi Gud altid stiller Døden mellem os
og det, der er lyst og lykkeligt.
Her er det ikke den purunge Pige der
taler, men den livserfarne ikke uden Bitterhed
resignerende Forfatter.
Og vender vi os nu til Regien (hvad
hverken Publikum eller Kritik har kunnet, da
Stykket ikke er trykt), bliver vi uvilkaarlig
slaaet af den Opfindsomhed og fine Poesi,
Schlüter foruden i førnævnte Forord ogsaa
her har anvendt paa Bræen. Ved Tæppets
Fald efter første Billede har han tegnet de
to unge som dunkle Skygger ind i
Brudesengens »uendelig svage, aandeagtige Skær».
Og da Tæppet gaar op næste Morgen, er der
»blændende Solskin og klar dybblaa
Himmel over Bræen, der glitrer i Solen som Perler
173
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
