Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Dansk retshistorie. Af Vilhelm Marstrand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk retshistorie
værket er, og hvor aabent der er søgt at gøre
rede for, hvad der vides, og hvad der kun kan
formodes noget om.
Værket er da ogsaa strax efter dets
fremkomst blevet modtaget med megen
anerkendelse. Som exempel herpaa skal anføres, hvad
professor i kirkehistorie Hal Koch, der
indenfor det theologiske fakultet udfører en
lignende lærergerning, som professor Poul
Johs. Jørgensen udfører indenfor det
juridiske fakultet. I en kronik, der fremkom i
Nationaltidende den 2den februar under den
talende overskrift: »Danmarkshistorien paa en
anden maade» siger professor Hal Koch, efter
først at have omtalt værkets betydning paa
lignende maade som her er gjort:
Skrives om bogen skal der, anmeldes skal den ikke,
hvis man da ved at anmelde forstaar at bedømme
kritisk. Jeg tilstaar nemlig, at kritik i dette tilfælde
synes mig at maatte bortfalde. Jeg har undertiden
spekuleret paa, om man kunde tænke sig et
videnskabeligt værk — en doktordisputats f. eks. — der
var fuldkommen i den forstand, at der egentlig ikke
var noget at indvende. Nærværende skrift faar mig
til at tro, at det er muligt.
Højere op i anerkendelse kan man
vanskeligt komme. Og dog forsøges anerkendelsen
drejet endnu en tak i vejret gennem følgende
fortsættelse:
Der er egentlig kun een ting at indvende: det er
nedtrykkende og paa grænsen af det irriterende for
den, der selv giver sig af ined middelalderhistorie,
at der findes en historiker, som i den grad er overlegen
paa alle felter. Men det maa man jo affinde sig med
og saa overveje, om man selv hellere skal indstille
virksomheden.
Man kommer her uvilkaarligt til at tænke
paa manden, der stadig vilde højere og højere
i vejret, lige til det gik gält, da han vilde være
vorherre selv. Var vurderingen rigtig, saa
kunde der ovenpaa anerkendelsen kun følge
en tak for den berigelse og oplevelse værket
havde været for en. Og saa kunde man roligt
have fortsat arbejdet med at grave videre i
middelalderen. Selv den fyldigste skildring af
en tids retsregler kan ikke dække alt det, der
er i livet. Virkelyst, kærlighed og tro betød
ikke mindre i middelalderen end i vore dage.
For mit vedkommende falder bedømmelsen
modsat ud. Jeg finder, der er al mulig grund
til at yde forfatteren en oprigtig tak for det
værdifulde, han har ydet, herunder ikke
mindst, at han har stillet spørgsmaalene saa
klart op, at man sjældent er i tvivl om hans
mening, men dermed ogsaa at de
indvendinger, der kan rettes baade mod en række
enkeltheder og mod værkets forudsætninger
og hele grundopfattelse, ventelig vil kunne
føre til en uddybning af de spørgsmaal, en
gennemlæsning af værket rejser.
I et tidsskrift som Ord och Bild kan der
naturligvis ikke gaas ind paa enkeltheder i
større maal. Drøftelsen af dem maa henvises
til fagtidsskrifter, men der skal dog
fremdrages nogle exempler.
Kritik af principielle synspunkter kræver
for at være frugtbar, at den bunder i noget
rent konkret, som kan belyse, hvad der tænkes
paa. Som exempel skal her da først nævnes,
hvad der anføres om borgmesterstillingens
indførelse, den næst efter raadets indførelse
vigtigste begivenhed som fandt sted i de
middelalderlige byers forfatning. Det lyder:
Borgmestrene, der ligesom raadet overhovedet
beroede paa et laan fra Tyskland, var vistnok ikke en til
raadet føjet ny myndighed, men fremkommer ved en
udskillelse indenfor dette, og det er derfor meget
muligt, at stillingerne i realiteten er ældre end det
fremgaar af kilderne.
I dette er der intet positivt urigtigt, men
det er mærkeligt blodløst.
Borgmesterstillingernes indførelse betød ikke indførelsen af
en officiel formand i raadet. En saadan
havdes i den tidligere gildeformand eller i den
kongelige foged. Det karakteristiske ved
borgmesterinstitutionen var indførelsen af
sideordnede ledere af raadets hverv. Om deres
antal kunde være skrevet: Antallet var
sædvanlig to, i særlig store byer kan der være fire,
i meget smaa og fattige byer kan der
undtagelsesvis forekomme kun een. Der er skrevet:
Antallet af borgmestre var undertiden kun een,
men det sædvanlige antal var to, og rent
undtagelsesvis var der fire.
Der er, som man ser, ikke noget gält i dette
men for den, der ikke ved besked i forvejen,
misviser det, som det altid misviser, naar en
fremstilling lægger mere vægt paa en
bestemmelses rent formelle indhold end paa dens
reale. Og i hele skildringen af raadet og
borgmestrene savner man nøjagtige angivelser for
de tidsrum, indenfor hvilke disse 2
institutioner maa regnes indført saavel i Tyskland
som her, og henvisning til den ældre fra
England velkendte tilstand, som i tiden før
raadets indførelse maa anses direkte
efterlignet her i landet.1
Om syssel hedder det, at det som verdslig
inddeling kun forekommer i Jylland.
Sysselinddelingen paa øerne hævdes at være en ude-
1 Se bl. a. Vilhelm Marstrand: Aabenraa (1933),
80, 82.
213
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
