Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Danske Fiaskoer. Gode og daarlige Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teateraaret i København
Danske Fiaskoer. Gode o g daarlige Instruktører
Af Harald Mogensen
______EN SVUNDNE SÆSONS bedste,
københavnske Teaterforestilling var
Strindbergs Et Drømmespil, iscenesat af Olof
Molander som Gæst paa Det Kongelige Teater.
Det var først Meningen, at han skulde have
sat Gustav Vasa op. Det havde i og for sig
ogsaa været værdifuldt. Vi har ganske vist set
mange af Strindbergs historiske Dramaer,
mens Repertoiret har manglet
Repræsentanter for den store, svenske Dramatikers
Fantasispil, hans »Drømmespil». Men Olof
Molanders Instruktion af Vasastykket kunde
maaske have vist den danske Teaterverden
et Eksempel paa hans faste, dramatiske
Opsætninger, Intensiteten i hans
Iscene-sættelseskunst. Dansk Teater mangler
»dramatiske» Instruktører, Folk med Sans for
Forestillingens Tempo, dens rytmiske
Kvaliteter. Den danske Iscenesættelse af Gustav
Vasa, som vi saa sidste Aar, var mat og
langtrukken. Ved Lejlighed bør Molander
inviteres ned igen for at sætte et Handlingsdrama
op, Ibsen, Shakespeare eller Schiller.
Nu fik vi hans »Drømmespil» at se paa den
kongelige Scene. Men ogsaa denne
Forestilling slæbte sig afsted i Det Kongeliges
kendte Sneglefart. Kritikken plejer i første
Række at skyde Skylden for den paa de danske
Instruktører. Dernæst nævner den Det
Kongeliges mægtige Rum, der kræver langsomme,
tydelige Bevægelser, accentueret Mimik og
omhyggelig, omstændelig Udtale. Det enorme
Scenerum kræver Fodture, naar en Person
skal ud og ind. I nogle Efterkommentarer til
sin egen Forestilling henledte Molander en
ikke meget smigrende Opmærksomhed paa
endnu et Moment. Skuespillerne paa Det
Kongelige synes sommetider noget afhængige
af Sufløren. Det er delvis undskyldeligt,
fordi Teatret har skiftende Repertoire, og den
enkelte Skuespiller sommetider maa have en
halv Snes Forestillinger i Hovedet paa een
Gang. Men Flugten og Farten fremmer det
ikke, at Replikken først skal udleveres fra
Suflørkassen, før den bringes videre til et
spændt ventende Publikum. Resultatet var,
at Drømmespillet i København varede 25
Minutter længere end Molanders selvsamme
Opsætning i Stockholm.
Af denne Grund blev Drømmespillet ikke
et Vidnesbyrd om Molanders »herskende
Evne», hans Formaaen som dramatisk intens
Iscenesætter, hans Fremhævelse af Linjerne,
Spændingskurven i Spillet.
Til Gengæld fortalte den om et andet
fremtrædende og afgørende Træk i hans
Kunstnerfysiognomi: hans Intelligens. Han var
begyndt fra inden af i Strindbergs dunkle Spil.
Med en Kommentators Pedanteri havde han
tolket Enkelthederne og af dem læst sig til
Hovedmeningen, til de afgørende Træk i
Stykket. Uden en saadan Helhedsopfattelse
kan Stil og Stemning i en Forestilling ikke
kunstnerisk fastlægges. Der er ikke Tale om
nogen videnskabelig Konstatering af, hvad
Forfatteren til Skuespillet efter alle Kilder
at dømme mente med sit Produkt. Fantasi
forener sig bare med Intelligens om en
Indstilling til Dramatikerens Kunstværk, en
scenisk Fortolkning af det. I hundrede
Tilfælde er den begrundet i Tilfældigheder eller
Luner. Ikke saadan hos Molander.
Men paa et afgørende Punkt havde
Molander svigtet denne sin »Opfattelse» ved
Opførelsen i København. I Dramatens
Forestilling havde han givet Digteren
Strindberg-maske. Men hernede bar Thorkild Roose
almindeligt romantisk Digterkostume.
Dra-matenopførelsens slaaende rigtige Indfald
var udeladt. Hvorfor?
Den københavnske Teaterkritik hævdede
om Molander, at han ikke er Personinstruktør.
Dommen er vist lidt haardhændet, men
Drømmespillet kunde godt berettige til den.
Den intime Realisme i Strindbergs
Replikskifter kræver en meget subtil Vejledning,
som maatte bortfalde, fordi Instruktøren
talte Svensk og Skuespillerne Dansk. Det
prægede mange af Birollernes Fremstillere,
at de ikke havde faaet eller forstaaet Molan-
307
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
