Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Søren Kierkegaards Forlovelse. Af Chr. Kirchhoff-Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaards Forlovelse
nen >>den store Jordrystelse», en Opdagelse,
der lod ham ane, at Faderens høje Alder
ikke var en guddommelig Velsignelse, men
snarere en Forbandelse. Det var den Fader,
han havde set op til og elsket. Kierkegaard
mistede ligesom Fodfæstet, slog sig paa
Drik og Svir og flyttede hjemmefra. Det
gik ned ad Bakke. Da indtraadte der et
religiøst Gennembrud, og en Udsoning fandt
Sted med Faderen. Ved dennes Død
samlede Sønnen sig af Pietet mod hans Ønske
om Arbejdet paa det teologiske Studium og
tog sin Eksamen.
Der gik den 27-aarige Søren Kierkegaard,
altid kredsende om sin egen Skæbne og sit
eget Væsen, ironisk overfor alt og alle. Da
krydsede en purung Pige hans Vej.
En purung Pige. Det var Kierkegaard,
der senere skrev:
Hvilken er den lykkeligste Eksistens? Det er
en ung Piges paa 16 Aar, naar hun, ren og uskyldig,
intet ejer, ikke en Kommode eller en Piedestal,
men afbenytter den nederste Skuffe i Moders
Chatol til at gemme hele Herligheden:
Konfirmationskjolen og en Salmebog. Lykkelig det
Menneske, der ikke ejede mere, end at han kunde
nøjes med den næste Skuffe.
Hvilken Eksistens er den lykkeligste? Det er en
ung Piges paa 16 Aar, naar hun, ren og uskyldig,
vel kan danse, men kun kommer paa Bal to Gange
om Aaret.
Hvilken er den lykkeligste Eksistens? Det er
den unge Piges, naar hun, 16 Somre gammel, ren
og uskyldig, sidder ved sit Arbejde og dog faar
Tid til at skotte efter ham. Ham, der intet ejer,
ikke en Kommode eller Piedestal, men kun er
Medinteressent i det fælles Klædeskab, og dog
har en ganske anden Forklaring, da han i hende
ejer hele Verden, uagtet hun slet intet ejer.
Etatsraad Olsens Datter Regine var fuld
af Ynde, naiv og helt igennem atten Aar,
i eet og alt Søren Kierkegaards fuldkomne
Modsætning. De havde mødt hinanden
tilfældigt hos Præsten Skat Rørdams Enke.
Snart begyndte Kierkegaard at komme i
Familien, hvor der holdtes aabent Hus en
Gang om Ugen. Den unge Pige maatte
indrømme, at han øvede en voksende Magt
Regine Olsen.
over hendes Sind, og han tilstod ved sig
selv, at hun var blevet »hans Hjertes
Herskerinde».
En Septemberdag gik han hjemmefra
med det faste Forsæt at faa en Afgørelse.
Han har selv fortalt, hvad der skete:
Vi mødtes paa Gaden lige uden for deres Hus.
Hun sagde, der var ingen hjemme. Jeg var
dumdristig nok til at forstaa just dette som en
Invitation, som hvad jeg behøvede. Der stod vi to
ene i Dagligstuen. Hun var lidt urolig. Jeg bad
hende spille lidt for mig, som hun ellers gjorde.
Hun gør det, men det vil ikke lykkes mig. Da tager
jeg pludselig Nodebogen, lukker den ikke uden en
vis Heftighed i, kaster den hen ad Klaveret og
siger: »Aa, hvad bryder jeg mig om Musik! Det er
Dem, jeg søger, Dem, jeg har søgt i to Aar!» Hun
blev tavs. Jeg gik endeligen, thi jeg havde været
angst nok for, at nogen skulde være kommet og
have fundet os tvende og hende saaledes urolig.
Jeg gik umiddelbart op til Etatsraaden. Jeg ved
ikke, jeg var i en forskrækkelig Angst for at have
gjort for stærkt et Indtryk paa hende, samt for
at paa nogen Maade mit Besøg skulde give
Anledning til Misforstaaelse, vel endog til Skade for
hendes Rygte. Faderen sagde hverken Ja eller
Nej, men var dog villig nok, som jeg let forstod . . .
397
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
