Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Søren Kierkegaards Forlovelse. Af Chr. Kirchhoff-Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaards Forlovelse
vi maa skilles; nu er du fri; kom ikke meer
til mig.»
De gav hinanden Haanden og det sidste
Kvs.
Søren Kierkegaard og Regine — det var
den danske Romantiks Over Evne,
Kærligheden som Fantasteri, vokset op af
Tungsind, overgroet af Refleksion, et
skæbnesvangert Misforhold mellem Længslen og
dens Opfyldelse, et Liv i Haab og
Erindring, aldrig i Nuet.
Regine giftede sig senere med Fritz
Schlegel og blev lykkelig. Da Brylluppet stod i
Vor Frelsers Kirke, sad hendes tidligere
Kæreste i Kirken. Nogle Aar efter
udnævntes Schlegel til Guvernør i Vestindien. Den
Dag Afrejsen skulde finde Sted, mødte Fru
Schlegel med Forsæt Kierkegaard paa
Gaden. Idet hun gik tæt forbi ham, sagde hun
med dæmpet Stemme: »Gud velsigne dig
— gid det maa gaa dig godt.»
Han ligesom veg tilbage og gengældte
hendes Ønske med en Hilsen.
Efter Bruddet med Regine var Søren
Kierkegaard taget til Berlin og havde
prøvet at »studere Filosofi, digte, ryge Cigarer
og blæse ad hele Verden». Men Forlovelsen,
der, mens den stod paa, ikke havde kunnet
fylde ham, fyldte nu hans Sind til Randen,
og han forsøgte efter Goethes Forbillede at
digte sig ud af Forholdet, skrev
»Enten-Eller» og »Stadierne» og de andre Bøger,
hvor han hudflettede den æstetiske
Livsanskuelse og kæmpede for Ægteskabets Sag
— for til sidst med Bibelen i Haand at prise
den ugifte Stand. Det var for Kierkegaard,
som om der fandtes en højere Styrelse i,
hvad der var overgaaet ham. Regine, som
han havde »revet med ud paa Strømmen»,
havde han atter »arbej det flot og givet Fart
til et Ægteskab». Selv skulde han aldrig i
Havn; hans Opgave laa andet Steds.
Paradokset i hans Liv var, at han, religiøst set,
vilde være gaaet tabt, hvis han ikke,
menneskelig set, var gaaet til Grunde. Periissem,
nisi periissem. Med Tabet af Lykken havde
han købt sin vældige Aandskraft.
. . . . Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske,
der gemmer dybe Kvaler i sit Hjerte, men hvis
Læber er dannede saaledes, at idet Sukket og
Skriget strømmer ud over dem, lyder de som en
skøn Musik. Det gaar liam som de ulykkelige,
der i Phalaris’ Okse langsomt pintes ved en sagte
Hd, deres Skrig kunde ikke naa hen til Tyrannens
Øre for at forfærde ham, for ham lød de som en
sød Musik ....
Af hver Bog, Kierkegaard udsendte,
vedblev han i et Skab at lægge to Eksemplarer,
et for Regine og et for sig selv — disse
Skrifter var jo netop helligede hans afdøde
Fader cg hende, hans to Læremestre, »en
Oldings ædle Visdom og en Kvindes
elskelige Uforstand . . . .» En Dag skrev han
Udkast til et Brev. Det var til hans fordums
Kæreste. Hun fik det først efter hans Død.
Der stod:
Tak for den Tid, du var min, Tak for alt, hvad
jeg skylder dig; Tak, du min indtagende
Læremester, for din Barnlighed, der blev min
Undervisning; Tak for, hvad jeg har lært, om ikke af
din Visdcm, saa af din Elskelighed;’ Tak, du
yndige Lilje, du lille Fugl, du min Længsel, ogsaa
for dine Taarer, der mægtigt har udviklet mig,
Tak — dog hvortil mange Ord; mit Liv har
udtrykt: hun var den eneste elskede.
Det var denne geniale Særling, der hver
Middag promenerede paa Strøget. Hans
Verden var Boligen paa Nytorv, hvor der
ved Nattetid fandtes Lys i flere Stuer og
Skrivebord med Papir og Pen i dem alle,
for at han under sin Vandring frem og
tilbage altid kunde fange de Idéer, der som
»tamme Duer» flokkedes om ham. Hans
Adspredelse var lange, ensomme Køreture
ud i Nordsjælland. Især et enkelt Sted holdt
han af, Ottevej skrogen i Grib Skov. Otte
Veje mødtes dér; men Færdselen var kun
»en Mulighed». Ingen færdedes paa dette
Sted uden Vinden, om hvem ingen ved,
hvorfra den kommer, og hvor den farer
hen.....
26—Ord och Bild, 4g :e årg.
401
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
