Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - H. C. Branner. Et dansk Spejlbillede. Av Gudmund Roger-Henrichsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gudmund R o g e r-H en rich sen
og Støtte hos dem, men nej, ogsaa de bliver
i hans oprevne Sind til Fantasiskikkelser, til
Guddomsskikkelser, der svinder bort i
Virkelighedens klare Lys. Omslaget til Tro og
Fanatisme dur altsaa ikke. Saa sidder han
da ene tilbage, ribbet for alle Illusioner, og
midt i en Snestorm, hvor Naturens Kræfter
for Alvor slippes løs, finder han endelig
frem til Vejen, der skal fore ham fremover
og tilbage til Konen. Hvad Aanden brød
ned, skal Haanden bygge op. Det gaar
pludselig op for ham, hvilket Mirakel et Par
Menneskehænder er. De svigter aldrig. Med
dem kan man naa vidt. Og da han
samtidig føler sig som Barn paa ny, ser han
Fremtiden i Møde som Optimist. Altsaa
atter engang en indirekte Hyldest til det
primitive Menneske, den rene
Menneskelighed og de sunde Instinkter, den sunde
Sjæl.
I Novellerne udkrystalliseres Tanken paa
ny og forædles i Kunst og Kærlighed. Det er
ikke mere Demonstration eller Filosofi, men
Liv. Ideer og Mennesker er smeltet sammen
til eet i et mildt, men samtidig stærkt Sprog.
Branner er vokset med sin tunge Opgave.
Man hører ikke længer hans Mejselslag i
Klippen. Arbejdet staar der og lever sit eget
Liv. Temaerne gennemspilles paa ny, fra
Arbejdsløshedens psykologiske Konsekvenser
til Ægteskabets Velsignelser og Forbandelser.
Og de toner som kun en trænet Sprogkunstner
kan faa dem til at tone. Virtuost og varmt.
Ti sjælsstærke Fortællinger siger noget
gammelt og velkendt paa en ny Maade. De
bringer Bud fra stille Herman Bangske
Eksistenser, Kontorfolk, hvis Lederdrømme
aldrig blev realiseret, Kvinder, hvis
Kærlighed aldrig fik andre Objekter end Hunde med
vaade Snuder, og de bringer Bud fra mange
smaa Verdner, der ligner den store Verden
paa samme Maade som et Atom ligner et
Solsystem. Kampen om Brødet er lige
ødelæggende for Ægtefolk og for Stormagter.
Illusionerne har lige stærkt Tag i Individer
og Folkeslag. Og Uretfærdigheder trives fuldt
saa vel i Barnets Verden som i Nationernes.
Hverdagsmennesket, Børn og Voksne, hæves
op i Kunstens høje Plan og faar Værdi ud
over Øjeblikket ligesom i Johannes V. Jensens
Myter. Men vi bliver ved Jorden og
Realiteterne. Branner drager Konsekvenserne af
sit humane Evangelium og minder os om,
at Livet skal leves, at Øjeblikket har
uoverskuelig Værdi, for om lidt er vi borte. Denne
højaktuelle Livsfilosofi kommer maaske
tydeligst til Orde i Titelnovellen, hvor han paa
Filmsmaner giver Øjebliksbilleder af Livet
som det smuldres væk i Uforstand og
Kedsomhed og Løgnagtighed, og til Slut som det
bør leves i fuld og ægte Kærlighed. Den
begynder symbolsk paa en Kirkegaard og ender
i et Favntag og er det hidtil sidste Vidnesbyrd
om H. C. Branners Tyrkertro paa det indre
Livs Betydning for Menneskene, hvor
splittergal Omverdenen saa ellers er. »Jeg er ikke
ulykkelig», siger Konsulsønnen, da han vender
tilbage til sit Hjem og sin Hustru efter
længere Tids Omstrejfen. »Ikke det der ligner
ulykkelig. Der er ingen Alvor i min Ulykke.
Der er i det hele taget ikke Alvor i ret mange
Ting. Man kan høre to Mænd tale sammen
om Politik, og man kan undre sig over saa
lidt Alvor der er i det. Man kan gaa rundt
paa Vejene og kigge ind ad Vinduerne til
Folk og se hvordan de kan lægge stor Alvor
i Ting der slet ikke er alvorlige. Det er de
fleste Menneskers Galskab, de ved ikke at
saa faa Ting er alvorlige. Døden er alvorlig,
men vi skynder os at finde et Navn og et
Sted til den og gaa hen over det med en Rive
og en Ske. Men med dig er det Alvor. Jeg
ved det er kun et Øjeblik jeg har mine Arme
om dig. Jeg kan høre dit Blod raabe til mit
at om lidt er vi borte, og mit Blod svare
tilbage at om lidt er vi borte. Den Lykke er
ikke altid til at bære, sommetider maa jeg
gaa min Vej fra den og føie mig ulykkelig og
drage andre Mennesker ned i min Ulykke.
Jeg maa gore mig lille som et Barn i Mørke
for at forstaa den igen og bære den igen.
Men det er min Lykke der er Alvor og ikke
min Ulykke. Det er kun Alvor at vi er unge
endnu og lever et Øjeblik endnu.»
464
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
