Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Shakespeare og filmen. Av Alf Henriques
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alf Henriques
teen, er det gaaet op for os, at virkningen har
været ægte nok, men motiveringen derför
temmelig spinkel; men saa var det for sent at
foretage repressalier over for biografteatrets
funktionærer. Havde vi nøjedes med at læse
drejebogen, skulde vi nok have haft den
nødvendige kritiske sans.
Naturligvis er det overdrevet at kalde
Shakespeares dramer for den tids drejebøger.
Tekstbogen for renæssanceteatret har større
æstetisk selvstændighed og giver et mere
umiddelbart billede af det færdige
kunstværk end filmsteknikernes manuskripter i
dets forskellige former; — og dog maa vel
en drejebog for den øvede kender kunne faa
næsten samme værdi som symfonipartituret
for musikmanden. Men kalder vi, for at
aktualisere forholdet, en Shakespearetekst for
en af hans kompagnis drejebøger, saa forstaar
vi maaske endnu bedre englænderens sidste
aar. Man har undret sig over, at han saa
tidligt, mæt af dage, kunde trække sig
tilbage fra London, uinteresseret i, om hans
dramatik senere blev udgivet, og i saa fald
i hvilken form, og uden trang til at fortsætte
produktionen. Men vi genfinder forholdet
ved vor tids filmsinstruktører, af hvilke ikke
saa faa synes at holde paafaldende tidligt op;
og talefilmen kan her ikke faa hele skylden:
pusten tabes nok let, hvor kravene om format
og om tempo har været saa store. I disse
moderne tilfælde finder man imidlertid intet
øjeblik paa at kræve af den ægte filmsdigter,
at han i sit otium skulde have synderlig lyst
til at udforme fantasier, som ingen vilde faa
at se, og instruktioner, som ingen kom til at
følge.
Ligheden mellem de vilkaar, hvorunder en
Shakespeare og en Du vivier har arbejdet, kan
saaledes gøre det lettere at godkende visse
i nutiden vel underbyggede teorier om
Shakespeare som teatermenneske, — jeg henviser
til L. L. Schückings og fremfor alt til E. E.
Stolls arbejder. Som man vil se, bliver der
ikke synderlig brug for konstruktioner om,
at renæssancemenneskene var mindre
individualister end nutidens folk; funktionen
forklarer i sig selv tilstrækkeligt.
Disse ræsonnementer kan dog ogsaa komme
filmens problemer til gode. Det er
naturligvis ofte højst forstemmende at iagttage,
hvorledes hensyn til kapitalen og til mængden
bestemmer filmens dispositioner; det rent
kyniske haandværk maa ganske
selvfølgeligt brede sig mere her end ved nogen anden
kunstart, og det er i praksis umuligt for den
ensomme eksperimentator at gøre sig
gældende, med mindre han er villig til
forsmæd-lige kompromisser; han vil næppe en gang
komme saa langt, at han kan udnævnes til
miskendt geni. Men lad ikke pessimismen faa
overhaand! Under lignende forhold arbejdede
Shakespeare og hans samtidige, og det gik jo
endda. I helt fint selskab er man maaske ikke,
naar det gælder filmsdigtere; det er grove
hunde de fleste, og maa være det — lige som
deres kolleger i dronning Elizabeths London;
men paa den anden side: Er det ikke ogsaa
dejligt at se folk med kræfter?
Og at se en kunstart med kræfter, vækstens
kræfter. Ganske vist er det kun H. C.
Andersens stræbsomme poettype, der forhindres i
at blive digter »til paaske», fordi de andre
allerede havde hittet paa alt det, der kunde
digtes om; men det er nu en særlig naade
at faa lov til at være med i selve vaarbruddet.
En digtart slides vel ikke op, fordi den er
blevet brugt for meget; nye følelser og ny
udtryksmaade vil generation efter generation
kunne give dens dyrkere og dens publikum
fornemmelsen af nye foraar. Dog, intet kan
sammenlignes med den kraftfølelse, som maa
gribe det slægtled, der faar til gåve — og til
kamp -—- en hel ny kunstform. Vi føler ikke
mindst denne opstemthed inden for
dramatikens historie og maaske aller stærkest ved
det engelske gennembrud før og efter 1600.
Hvor har disse mænd fraadset i planer og
forsøg! Som Aladdin i ædelstenshulen har de
kunnet proppe alle lommerne fulde, og sluppet
den ene herlighed til fordel for en anden, som
i øjeblikket syntes større: der var jo ingen
ende paa, hvad man kunde udrette paa det
nye teater.
Vi kan misunde dem. Men i grunden
oplever vi selv et lignende vidunder, som ikke
gentager sig alt for mange gange i kulturens
historie. En kunst, filmens kunst, bliver til
for vore øjne. Man mærker hos de ærgerrige
filmsdigtere —- de eksklusive saa vel som de
mere opportunistiske — pionerens
morgenduelige optimisme, fornemmelsen af, hvor
verden er stor og rig. Ubændigheden skal nok
forsvinde, som den forsvandt for
generationerne efter Shakespeare. Lad os da med
englænderen in mente tilgive de filmens
Kyd’er og Marlowe’r, som vi nu oplever,
alle deres unoder. Adstadighed og
korrekthed kan tidsnok komme.
Ved denne artiklens første del har vi haft
40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
