Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Shakespeare og filmen. Av Alf Henriques
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Shakespeare og filmen
men af kunstnere, som allerede var
virksomme i stumfilmens sidste tid. Fra
Shakespeares dramatik til filmen gaar der usynlige
og ubevidste traade; begge kunstformer maa
dyrke den aabne struktur; ikke blot fordi de
arbejder med en kombination af episk og
dramatisk form (udtrykket er lidt letsindigt,
men giver nok de rigtige tankeforbindelser),
og med et publikum, som vil have meget og
forskelligartet stof; men ogsaa fordi de begge
kan lide at lade konturerne udviskes, selv
hvor det ikke skulde være nødvendigt;
overalt favoriserer disse kunstformer uro og
umaadelighed: ekspansion.
Noget tilsvarende kan nok konstateres ved
den struktur, som præger det enkelte
films-billede, specielt hos de instruktører, der synes
at interessere sig for selve billedvirkningen.
Og de formkunstnere, vi da mindes om,
bliver bestandig barokmalerne og
impressionisterne. Hvor almindeligt er det ikke i
filmsbilledet at finde paafaldende lys- og
skyggevirkninger? Hvor ofte opfattes ikke
figurerne i en raffineret skæv
kameraindstilling —- i den mere eksperimenterende tyske
form ganske vist forladt som en af filmens
børnesygdomme, men i forfinet udførelse
særdeles livskraftig, for eksempel hos Julien
Duvivier. Vi oplever atter indtrykmalernes
flimrende liv og mættede atmosfære i den
bedste del af de franske film; man er intet
øjeblik i tvivl om hvilke malerskoler, der har
lært Jean Renoir eller Carné at se. Og
genkender man ikke ofte i al film Rembrandts
eller Rubens’ evne til i et billede, bristende
fuldt af livets mylder, at lade en enkelhed
dominere saa ganske, at alle følsomme
tilskueres øjne er rettet mod den ene bevægelse,
som skal opfattes og som bliver husket.
Til hvilken nytte disse betragtninger? Først
kan man ved dem opmuntre et filmspublikum
til at opfatte struktur, ogsaa dér, hvor den
ikke er saa markant som ved et sædvanligt
teaterstykke. Men fremfor alt skulde
opstillingen af de to formpoler: den aabne og den
lukkede stil, hjælpe til at give et indtryk af,
i hvilken grad man kan vente, at fremtiden,
selv med en i hovedsagen stagneret teknisk
udvikling af filmskunsten, vil bringe filmen
nye og rige kunstneriske muligheder. Ganske
vist kan man regne med, at filmen — alene
i kraft av sit tekniske grundlag — altid vil
indtage en position, der, i forhold til dramaet,
ligger nærmere ved den aabne form, ganske
ligesom den shakespeareske sceneform altid
maatte medføre den aabne struktur, medens
det nu sædvanlige teater med dekorationer
og fortæppe snarere favoriserer den lukkede
konstruktion. Og ganske vist kan det
formodes, at det effektlystne brede publikum,
som vel stedse vil være det for filmen
væsentligste og naturligste — ligesom det engelske
paa Shakespeares tid — vil kræve den
afveksling, som en aaben form lettest giver —
den aabne form, som ligeledes er den saa
populære romankunsts naturlige
udtryksmaade. Men den, der erindrer, hvorledes man
bestandig i kunstens historie har oplevet
skiftende stilarter, snart mere aabne, snart
mere lukkede, han vil have vanskeligt ved at
forestille sig, at en saadan veksel just skulde
være udelukket ved filmens kunst.
Dens nuværende, fortrinsvis aabne
formtraditioner er jo nemlig tillige det rimelige
udtryk for den indstilling over for kunst og
liv, som har raadet i den sidste generation.
Hvis filmen var blevet opfundet i
sekstenhundredetallet og anekteret af Louis den
Fjortendes hof, skulde den nok være blevet
omdannet efter de lukkede formprincipper.
Nu blev den lanceret af et slægtled, som var
vokset op i sansen for maleriets
impressionistiske værdier ligesom for romanens
formsprængende teknik, og som, i liv og i kunst,
ejede noget af den samme glæde ved al slags
uhemmet ekspansion, som barokkens
tidsalder havde haft. Man tænke sig et sartere
publikum — og en international
eksklusivfilm skulde vel for hvert aar have bedre
betingelser for at bære sig økonomisk —
samt en fastere stilsans, og en film med
relativ lukket struktur maatte blive resultatet.
Maaske er den allerede paa vej. Der er
imidlertid et moment i filmens historie, som
i øjeblikket modarbejder alle teoretiske
betragtninger og alle forsøg paa at opridse
naturlige udviklingslinjer: overgangen fra
stumfilm til talefilm, lidt paradoksalt sagt to
helt forskellige kunstformer. Med den
sidstnævnte blev filmens skæbne knyttet fastere
til dramaet og til de dramatiske traditioner;
efter den filmatiserede billedkunst fulgte det
filmatiserede teater. Det var ganske naturligt,
at den betydning, som dialogen nu fik for
filmens kunst, maatte modarbejde tendenserne
for en aaben struktur; scenebilledet blev
stabilere, kontrasteffekterne anvendtes med
mere maadehold. Men samtidig med, at
teaterhusets traditioner saaledes kom ind i
filmsstudierne, blev stumfilmens konstruktive
43
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
